Toilettet forsvinder ned i jorden
Det lyder som en vittighed. Et tissehus, der kan køres op af og ned i jorden efter behov.
Ikke desto mindre har det hollandske firma Urilift taget verdenspatent på opfindelsen, og på lørdag bliver det første af slagsen på dansk grund taget i brug i Esbjerg.
Huset, der indeholder et såkaldt urinal og derfor kun er beregnet til mænd, er lavet af rustfrit stål. Det installeres i en kasse under jorden, gemmes under et brønddæksel om dagen og bliver ved hjælp af en avanceret hejseteknik bragt op i brugerhøjde om aftenen.
Usynlige om dagen
Meningen er, at huset skal løse det ildelugtende problem, som de fleste byer - og deres beboere - med et heftigt natteliv kender til: At nogle mænd lider af den fejlagtige opfattelse, at tissetrang kan stilles, hvor som helst og når som helst. I hvert fald når mørket er faldet på, og byen koger.
Direktør Philip Bertel fra firmaet Zenzo Group, der er den danske agent, fortæller, at ideen er at placere urinalerne rundt omkring på centrale steder i større byer.
»Ofte foregår nattelivet dér, hvor mange mennesker færdes om dagen, og hvor restauranter og cafeer f.eks. har udeservering. Det smarte ved urinalerne er, at de kan installeres hvor som helst, fordi de forsvinder om dagen,« siger han og tilføjer, at der også findes en version, som kan bruges af kvinder.
I Holland findes der allerede 35 tissehuse med hejs, og ifølge Philip Bertel har bystyret i London også vist stor interesse for dem.
Et urinal koster, afhængig af hvor omfattende installeringen er, omkring en kvart million kr.