Amager i naturlig størrelse og Aznavour i dødsriget

Øen Amager er skrumpet, og Slobodan Milosevic var ikke Bosniens præsident. Den elektroniske udgave er Den Store Danske Encyklopædi er (næsten) fejlfri - for der er lige det med Charles Aznavour.....

Oh. Hvilken fryd at sidde på øverste etage med udsigt til græssende hjorte, den bærbare koblet til togets strømforsyning og føle sig beredt til at indgå hvilket som helst væddemål.

Os fra landet, der pendler mod storbyen, elsker en god diskussion, og mangt en flaske rødvin har skiftet ejer gennem en årene. Men med mit nye hemmelige våben på harddisken er jeg uovervindelig.

Den store danske encyklopædi er ikke særlig stor sådan rent ikonmæssigt betragtet. Det gule E på den noble blå baggrund er placeret lige over halen på baggrundsbilledet af den flyvefisk, min datter fangede i sommer. Svarene på vores væddemål rammer med en harpuns præcision.

Og af flere grunde er det rart, at man ikke skal slæbe papirudgaven med sig. Tung er den jo, men den har også budt på særdeles ubehagelige nederlag i årenes løb. Væddemålet om størrelsen på Amager eksempelvis. Man skulle vel vide sig sikker, når man satte to gode flasker ind på, at Amager er mindre end Fyn.

Men nej, ifølge den trykte udgave indføjede Amager sig i rækken af kæmpeøer - 9.534 kvadratkilometer - noget af en krabat i forhold til Fyns 2.985 kvadratkilometer. Der var - selvfølgelig - tale om en kommafejl, og i den elektroniske encyklopædi er Amager skrumpet til sølle 95,3 kvadratkilometer.

Heller ikke med Slobodan Milosevic kunne man vide sig helt sikker. I opslaget under Radovan Karadzic blev han udnævnt til at være Bosniens præsident. Også det er rettet i den elektroniske udgave, hvor Milosevic i nævnte opslag figurerer som Serbiens præsident - og i opslaget under ham selv får man oven i købet at vide, at han er udleveret til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.

Up to date må man mene om sin nye elektroniske ven. Og dog. For kronprinsesse Mary nåede ikke at komme med i denne omgang. Men der er dog hjælp at hente til vores ofte vedholdende diskussion om, hvordan hendes navn udtales. Mary kommer af dansk Maria og er indlånt til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Det udtales nu oftest med a, men især tidligere også efter engelsk med æ.

En smule altmodisch at sige Mæry, forstår vi, og konstaterer i øvrigt, at prinsesse Alexandra er nævnt. Som hustru til Joachim ganske vist.

Den radikale leder Marianne Jelved er sikkert ganske fornøjet med, at der er sparet på illustrationerne i den elektroniske udgave af encyklopædien, efter at hun i papirudgaven i en billedtekst blev udnævnt til leder af "Det Radikale Folkeparti".

Ingen er fejlfri. Heller ikke et leksikon, som redaktør af Danmarks Nationalleksikon, Torben Frandsen, gjorde opmærksom på, efter at undertegnede havde gjort sig lystig over større og mindre fejl i en artikel i Jyllands-Posten for snart seks år siden.

»Selv i Retskrivningsordbogen og i den navnkundige Salmonsen er der konstateret faktuelle fejl,« forklarede Frandsen og understregede, at man skal kunne stole på et leksikon. I hvert fald Den Store Danske Ecykolpædi, for »i modsætning til de fleste andre opslagsværker har vi fundet det rigtigst over for læserne så hurtigt som muligt at gøre opmærksom på de ofte ret ubetydelige fejl, vi har registreret.«

Derfor de mange rettelsesblade. Og de var - indrømmet - en stor hjælp til at finde de morsomme fejl.

Her kan jeg igen ikke holde mig tilbage for at nævne klassikeren om den franske sanger Charles Aznavour: I teksten i bind to levede han, på det første rettelsesblad døde han, og på det andet rettelsesblad genopstod han igen. I den elektroniske udgave er han død - pudsigt nok i samme år (1993), som var angivet på det rettelsesblad, der fulgte med bind tre... men som altså blev annulleret igen i bind fire.

Godt man har Google - søgemaskinen, som automatisk følger elektronik-encyklopædien. Et klik på ikonet i venstre hjørne og fluks henvises man til "Charles Aznavour official web site", hvor Aznavour byder velkommen til tonerne af "Je me voyais deja", men hov: Et klik på websidens biografi, og forvirringen breder sig.

I 1994 optrådte Aznavour i Wien med Placido Domingo, i 1996 var han i Armenien, i 2002 på den store canadiske tur. Ja, faktisk forledes man til at tro, at Aznavour lever endnu - ifølge den officielle webside har han faktisk lige afsluttet en turné i anledning af sin 80 års fødselsdag.

Ganske godt klaret af en mand, som encyklopædien har erklæret død i 11 år.

jette.maressa@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen