Fortsæt til indhold
Hjernesport

Forfatter hædret for dårligste beskrivelse af sex

Tillykke til den ameri-kanske forfatter Tom Wolfe, som har vundet prisen Bad Sex in Fiction Award for sin håbløse beskrivelse af elskov.

Af SØREN LUNDAGER HANSEN

Den 74-årige Tom Wolfe, der bl.a. har skrevet "Bonfire of the Vanities" (filmatiseret med Tom Hanks, Bruce Willis og Melanie Griffith), er sluppet ualmindelig dårligt fra romanen "I am Charlotte Simmons", mener tidsskriftet Literary Review ifølge BBC.

I bogen, der handler om en ung studerende kvinde, der lærer sig selv og sin seksualitet at kende, lyder en af linjerne ganske enkelt:

"... moan moan moan moan moan..." ("... støn støn støn støn støn..").

Ringere kan det næsten ikke gøres, mener altså tidsskriftet, der uddeler den tvivlsomme hæder hvert år som en opfordring til andre forfattere om at tage sig sammen.

Tom Wolfe fik sit gennembrud i 1960'erne. Andre nominerede i år var Will Self, Julian Fellowes, Andre Brink og Wendy Perriam, der har været nomineret hele fire gange og vandt i 2002.

shan@jp.dk