Godmorgen
Telefonisk»Bagsiden, godmorgen..« »Ja, den er go' med Dem - klokken er allerede over seks! Nå, men det er mig, Verner Wasajeg, og jeg ringer i anledning af det vrøvl, De skrev forleden om et nyt pattedyr i Danmark.«
»Ja?«
»De udbasunerer det som en stor nyhed, at havesyvsoveren er kommet til Danmark. Herre Jemini! - den har da været her i masser af år, og personligt har jeg således været gift med en i snart 30 år, hvilket vor have bærer tydeligt præg af. Nå, men min tid er knap, så farvel.«
Forbudsdanmark
Hetzen mod børnealkoholikere og purunge storrygere vækker bekymring.
Senest har regeringen indført et id-kort, som børn skal betale i dyre domme, blot for at kunne købe sig en stang smøger eller en ramme øl i døgnkiosken.
»Det går ud over børnenes sociale læring,« påpeger en ekspert. »Jo før børnene får indblik i voksenlivets strabadser med et dagligt overforbrug af alkohol og tobak, desto bedre. Hvordan skulle de ellers klare sig i et stadigt mere presset samfund?«
En gruppe svenske forbudsfundamentalister har i øvrigt søgt afvisnings- og udvisningsminister Bertel Haarder om indrejsetilladelse for nærmere at kunne studere den danske model:
»Danskerne er tydeligvis længere fremme med forbud og kontrol, end vi er i Sverige,« pointeres det
Bagsiden erfarer, at midaldrende danskere står for tur. For få overholder bestemmelsen om, at mænd kun må få 21 genstande og en kvinde 14 per uge.
Det overvejes derfor at indføre klippekort, som vil være til salg i alle velassorterede kiosker. Et kort, der vil koste 300 kr., giver ret til at købe henholdsvis 21 eller 14 genstande om ugen.
Veninder forbudt
Et andet eksempel fra forbudsdanmark er fjernelsen af en byplakat med to nøgne kvinder, der giver hinanden et kærligt klem, som veninder jo har for vane.
De plakater er blevet kritiseret, og hold nu fast!, af Udvalget til håndhævelse af reglerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer!