Fortsæt til indhold
Hjernesport

Mandehørm på Fars Dag

Hvad skal far have på Fars dag? Skal han have en lille poetisk buket blomster og ellers knokle rundt i haven derhjemme?

Af CLAUS WORUP

Nej, mener man hos Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Han skal til Fars Dag 2004, som museet nu holder for tredje år i træk lørdag 5. juni.

Her kan far få sine indestængte lyster tilfredsstillet. Museet puster nemlig liv i nogle af de mest vilde, voldsomme og tunge maskiner der kan opdrives i landet. Maskiner med masser af muskler, gamle maskiner med masser af historie, særprægede maskiner, sjældne maskiner - og det hele politisk ukorrekt parfumeret med dieselduft, jetbrændstof og gummirøg.

»På "Far's Dag" må man godt!«, lyder det begejstret fra museet.

Som sidste år bliver der serveret "knust bil til frokost" anrettet af en Leopard kampvogn fra Garderhusar-regimentet. I år supplerer en 100 tons selvkørende mobilkran kampvognen således at de skiftevis smider en skrottet bil ned fra passende højde eller kører hen over den, og det sker såmænd syv gange i løbet af dagen. En selvkørende 155 mm kanon fra Kongens Artilleriregiment hjælper den store kat med at smadre bilerne.

Fars Dag 2004 bliver også den hidtil mest støjende. Helsingør Amatør Sejlklubs dobbeltløbede salutkanon markerer begivenhederne time for time. Amerikanerbilerne laver stående "Burn Out". En 1.200 hestes traktor brøler i tide og især i utide. En flymotor i prøvestand gør det ud for føntørrer. Og som noget nyt i år har museet fået tilladelse til at afspærre vejen foran museet, så der også kan køres. Det betyder blandt andet en opvisning med en Volvo 244, ombygget med en helikopter turbine. Men der er mere endnu: Militærhelikopter, glade unger i go-carts, moderne og klassiske baneracere, Harley Davidson motorcykler, køretøjer fra Anden Verdenskrig med knasende gear og superbrandbiler fra Kastrup Lufthavn sprøjter med vand. Og en kasse med bildele fra Kina lander på pladsen - og fire timer efter er en buggy-bil godkendt til kørsel på gaden sat sammen.

Fars Dag 2004 begynder kl. 10 og slutter kl. 17. Til den tid har de fleste sikkert også fået så hatten passer...

claus.worup@jp.dk