Den lærde lægmand

Ny bog skildrer en usædvanlig skæbne for arbejdsmanden Anders Olesen, der blev museumsmand. Arbejdsmanden Anders Olesen (1910-1971) skabte sig et stort navn i dansk museumsverden.

Den lærde lægmands usædvanlige livsbane skildres nu i Rud Kjems' bog "Anders på Hvolris. Arbejderen der blev museumsmand". Han voksede op i et beskedent husmandshjem i Himmerland som nummer tre i en søskendeflok på 11 og kom ud at tjene som 13-årig. Han besad karisma og var udstyret med et flammende temperament og en stædig stolthed.

Hans liv endte imidlertid tragisk.

Anders Olesen havde siden barndommen brændende interesseret sig for arkæologi. Både hans mor og morbror var optaget af fortidens genstande. I 1962 knyttede Peter Seeberg ham til Viborg Stiftsmuseum, og sammen skabte de i løbet af 1960'erne oldtidsparken Hvolris Jernalderlandsby i Vester Bjerregrav nord for Viborg. Før ansættelsen havde Anders Olesen været en flittig leverandør af effekter til museet, hvor hans navn i forbindelse med arkæologiske udgravninger og fund optrådte hyppigt. Peter Seeberg kunne straks se kvaliteterne i Anders Olesen, der nærmest forgudede de store i dansk arkæologi, bl.a. P. V. Glob, Mogens Ørsnes og Oscar Marseen, men var ikke altid enig i koryfæernes udlægninger. Ikke desto mindre frydede han sig over den lærdom, der lyste ud af skrifterne, og udsagnet om, at Anders Olesen foragtede folk med viden, punkterer Rud Kjems eftertrykkeligt. Anders Olesen behøvede heller ikke at rende rundt med mindreværdskomplekser, for han var selv et omvandrende leksikon, en kompetent graver og formidler.

»Jeg har aldrig troet, at min hobby, at grave i jorden efter gamle ting, skulle gå hen og blive mit levebrød. Det er helt mærkeligt at få en god løn for noget arbejde, man gerne ville gøre gratis, hvis man ellers havde råd,« sagde han.

Anders Olesen drømte om at blive skolelærer, men den fattige husmandsfamilie havde ingen midler til at sende det unge menneske på seminarium. Alligevel gik han i pædagogisk tjeneste som fortæller på Hvolris, hvor utallige besøgende såvel unge som ældre har nydt godt af hans formidlingsevne.

Peter Seeberg har karakteriseret en god fortæller:

»Han optræder med hele sindets kraft i en åben kreds. Han er eminent mundtlig, og dermed vidunderlig afhængig af omgivelsernes modtageevne, og som en mundtlig natur føder han, mens han taler. Et godt selskab gør ham uimodståelig.«

Det kunne være møntet på Anders Olesen.

I foråret 1944, da der herskede knaphed på brændsel, var Anders Olesen beskæftiget med at grave tørv ved Arnborg. Han ville springe over en grøft, men fejlede, så hans venstre ben kom ind i ælteværket og blev kappet over. Trods dette handicap fortsatte han som arbejdsmand og tog mere fat end de fleste, hvad mange arkæologer kan berette om. Han fik træben, men flere armkræfter, som han selv udtrykte det.

Anders Olesens tragedie begyndte i sommeren 1970, da en ung kvinde fra Sjælland deltog i sommerudgravningerne i Hvolris. De blev kærester, selv om aldersforskellen var betydelig. Næste sommer var den unge kvinde atter på stedet, men ønskede at slå op med Anders Olesen, der truede med at tage sit eget liv. Det skete også. Han hængte sig på gravhøjen, hvor han tidligere havde foretaget væsentlige udgravninger.

larsole.knippel@jp.dk

Rud Kjems:

"Anders på Hvolris.

Arbejderen der blev museumsmand".

Forlaget Hikuin, Moesgård,

8270 Højbjerg.

www.hikuin.dk

Hvolris Jernalderlandsby, Herredsvej

135, Vester Bjerregrav, 9632 Møldrup.

www.jernalderlandsby.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen