Skat på Texas' bare piger

Guvernør Rick Perry, der efterfulgte George W. Bush, er så ivrig for at give velhavende husejere skattelettelser, at han i stedet vil opkræve afgifter, når texanerne går på topløs bar og stripklub.

Houston

Der er ingen risiko for, at reklameskiltet bag på den gule taxi skal blive overset, når den langsomt arbejder sig rundt på oliebyens overfyldte ringvej eller gennem Houstons centrum, hvor der er tid til at læse et kapitel i en bog, inden rødt bliver til grønt.

Blondinen med den stærke make up smiler forførende under en tekst, der pralende fastslår, at hun er blot en enkelt af Texas' flotteste piger, som "herreklubben" Baby Dolls byder på.

Den næste taxi bruger de samme midler for at lokke kunder til den topløse bar Yelleowstone. Her tilbydes der ikke kun noget godt til halsen, men også for øjet.

Skat på fornøjelsen

Houston, USA's tredjestørste by, befinder sig ganske vist i et område, hvor kirkerne ligger så tæt som videoforretningerne, men det har ikke lagt nogen dæmper på synden. I Texas ses cowboyhatten og læderstøvlerne i sammenhæng med et besøg i stripklubben. Det er stedet, hvor mænd vil være mænd.

Guvernør Rick Perry har set de økonomiske muligheder i statens stolte traditioner. Republikaneren, der blev håndplukket af præsident George W. Bush som efterfølger, har foreslået en skat på fem dollars for et besøg hos de flotte Texas-piger.

Det er ikke nogen skat på pigerne, men i stedet en afgift på deres gæster, forklarer guvernøren, der tager sit forslag så alvorligt, at han har indkaldt statens lovgivende forsamling til et ekstraordinært møde i hovedstaden Austin.

Målet er at sikre en radikal omlægning af skolesystemets finansiering samtidig med, at løftet om at give skattelettelser indfries. Perry har som stort set alle USA's guvernører sikret sig genvalg med et løfte om at sænke skatterne og bestemt aldrig forhøje dem.

Skattelettelserne skal gives til alle husejere, og det vil især komme de mest velhavende til gode. Ejendomsskatter har indtil nu betalt en meget stor del af uddannelsesbudgettet efter et Robin Hood-princip.

Da de største skatter faldt på de største ejendomme, blev pengene fra mere velhavende kvarterer i virkeligheden brugt til at betale for skolerne i statens fattigere områder, og dem har både Houston og resten af Texas i rigt mål. Guvernøren mener, at skatten på klubberne vil indbringe 45 mio. dollars om året, hvilket reelt er en dråbe i havet, så der skal en dollar mere på en pakke cigaretter, mere skat på alkohol og en udvidelse af statens lotteri, så sedlerne kan købes på tankstationerne.

Mange virksomheder, der indtil nu har unddraget sig enhver form for lokal skattebyrde ved at lade et postkasseselskab registrere i det fjerne Delaware, kan også regne med at få den smutvej blokeret.

Kvindelig skepsis

Foreløbig er det usikkert, hvor stor en del af planen, guvernør Perry får igennem. Mulighederne må dog betegnes som gode for den republikanske guvernør, idet partifæller dominerer forsamlingen i Austin.

Der er ingen tvivl om, at den største del af de nye afgifter skal indkasseres i storbyerne Austin, Dallas og især i Houston, men den vil blive følt over hele staten. I Texas har enhver by med respekt for sig selv mindst én bar med topløs optræden.

Uden sværdslag kommer forslagene dog ikke igennem. Statens finansminister og hovedkasserer, Carole Strayhorn, forlanger, at guvernøren i stedet for at beskatte stripklubberne hellere skulle lukke dem.

»Staten behøver ikke at have nogen formel forbindelse med disse klubber, der er uværdige især for kvinder,« forklarer fru Strayhorn, der ellers er lige så republikansk som guvernøren.

Finansministeren har også regnet på guvernørens tal og kommer til et ganske andet resultat. Afskaffes ejendomsskatterne, vil Texas i løbet af de næste fem år komme til at mangle 10 mia. dollars i kassen. Det går ud over eleverne, som Texas allerede ofrer mindre på end stort set alle andre stater.

Andre stater kan også

Skatten på synd er egentlig ikke guvernør Perrys ide. Flere stater har allerede indført den slags afgifter, men det er første gang, at en så populær forlystelse som stripklubberne rammes direkte.

New York arbejder eksempelvis med flere lovlige lotterier, der skal bringe mindst to mia. dollars i kassen, og i Maryland kæmper guvernøren for at få opstillet enarmede tyveknægte.

Flere eksperter påpeger, at Texas med sit seneste udspil demonstrerer, at de forældede skattesystemer ikke længere slår til. Samtidig har mange guvernører bragt sig selv i enorme vanskeligheder ved at skrive under på erklæringer om, at de aldrig vil hæve nogen skat.

Da guvernør Perry fremlagde sin plan, brugte han ord som skattelettelser og skattesænkninger i hver anden sætning. Ordet afgiftsstigning hørte vælgerne ikke en eneste gang.

Et spørgsmål om højere afgifter på cigaretter og alkohol ikke reelt er en skatteforhøjelse blev besvaret med en påstand om, at der blot var tale om en omlægning af ejendomsskatterne.

I Texas forværres problemerne, fordi staten ikke har nogen indkomstskat. Alle indtægter må derfor skaffes fra ejendomsskatter og salgsskatter. Mens de første rammer de højeste indtægter hårdest, vender de andre den tunge ende nedad.

Finansminister Strayhorn, der har det sidste ord, når det gælder skatter, kalder det amoralsk at finansiere noget så vigtigt som uddannelse med noget så usikkert som afgifter på synd. Hvis guvernøren fortsætter, agter hun at lukke stripklubberne, hvad hun også har magt til.

Flere eksperter har advarende fremhævet, at amerikanerne ikke synder nok til, at nye afgifter på den slags vil kunne betale for skolerne. Heller ikke i Texas, selv om en tur på ringvejen efterlader det indtryk, at Houston vil give et pænt bidrag.

klaus.justsen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.