Londons gratis glæder
Hotellerne og restauranterne er i den dyre ende, men ingen by har flere gratis tilbud.
Storbritanniens hovedstad London ligger blot få timers flyvetur væk, og selvom kost og logi ikke hører til i den billige kategori, bliver det opvejet af byens adskillige gratis seværdigheder.
Ud over nogle af verdens bedste museer er der parker, kanaler og kæmpe markeder - alle sammen steder, hvor penge ikke nødvendigvis skal op af lommen.
Det er rejseguiden Lonely Planet, der har lavet listen, som kan ses på dens hjemmeside.
Mad, film og musik
Først på listen er Borough Market, som er et sandt mekka for madelskere. Markedet er åbent fra torsdag til lørdag, og særligt om lørdagen er boderne fyldt af besøgende, der lige skal smage på varerne. Indgangen er gratis, men det er en udfordring at holde pengene i lommen.
Gemt under Waterloo Bridge ligger British Film Institute’s Mediatheque. Det koster ikke noget at granske stedets filmarkiv og se klip.
Om torsdagen er der musik, oplæsning eller film i Whitechapel Gallery.
Stedet huser 10 gallerier og byder både på nye og etablerede kunstnere.
Museer
British Museum er en af Londons største attraktioner og et must for alle, der bare er det mindste interesseret i kultur. Ud over den gratis indgang tilbyder museet også gratis ture kaldet eyeOpener.
National Gallery er fyldt med europæiske mestre som Van Gogh, Renoir, Leonardo da Vinci og Michelangelo og må også betragtes som et must for kunstelskere.
Mere ukendt er Museum of London, der går i dybden med byens historie.
Besøg også de to Tate-museer - Tate Britain, de gamle britiske mestre, og Tate Modern, de moderne. På sidstnævnte koster særudstillingerne penge, mens den permanente udstilling er gratis.
Parlamentet og to kirker
Houses of Parliament, også kendt som The Palace of Westminster, er et neo-gotisk vidunder fra midten af det 19. århundrede. Her mødes de to kamre i det britiske parlament, men stedet er nok mest kendt for klokketårnet Big Ben.
St. Paul’s Church er kendt som skuespillernes kirke, og her holdes mindehøjtideligheder for bl.a. Charlie Chaplin. Skal ikke forveksles med St. Paul’s Cathedral, der er en stor attraktion, men ikke gratis.
Temple Church er dateret til omkring det 12. århundrede. Særligt for fans af Dan Browns "Da Vinci Mysteriet" er stedet et must.
LÆS OGSÅ: Penge er feriens største bekymring