Betal penge og spring køen over
Legoland dropper princippet om, at alle skal vente i køen, til det bliver deres tur.
Som i andre forlystelsesparker kommer gæsterne til at stå i kø, når de vil prøve attraktionerne i et Legoland i Billund eller i udlandet. Men de gæster, der ikke betaler ekstra penge for at komme foran i køen i Legoland, kan forvente endnu længere ventetid, skriver 24timer.
For Legoland har indført en særlig billettype for børn, der vil og kan betale 95 kroner i tillæg til den normale billetpris på 249 kroner.
Med dette såkaldte ‘Express pas’ kan de belejligt springe køerne til forlystelser over – til ulempe for de andre, der må vente længere på at komme til.
Ligheden forsvinder
»Legoland burde holde sig for god til det,« siger professor Ove Korsgaard fra Institut for Pædagogik på DPU.
»Med ordningen bliver børnene endnu mere bevidste om, at man med penge kan købe sig til en bedre plads i samfundet. Det er usundt,« mener Korsgaard.
»Tidligere var det ikke penge, der afgjorde pladsen i køen, men det var bare om, at man var borger,« siger han.
Kø giver fællesskab
Ligesom samfundsforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet, sammenligner han Legolands tillægsbillet med de sundhedsforsikringer, som voksne køber for at undgå at havne i en kø til en operation.
»I disse år forsvinder gradvist forestillingen om, at vi i samfundet er lige. Og med dette tiltag udfordrer Legoland en grundlæggende civiliseret og demokratisk spilleregel, nemlig den, at vi står i kø, til det bliver vores tur,« siger Johannes Andersen. Han fortæller, at en kø er udtryk for, hvor kollektivt og civiliseret et samfund er.
»Jo bedre folk er til at holde pladsen i køen, jo større fællesskab er der,« siger han.
Også i Storbritannien har Legoland fået kritik for ordningen, der beskyldes for at være dyr og for at opdele familier i sociale klasser.
Legoland-chef vil ikke svare på kritik
»Jeg ønsker ikke at forholde mig til en kritik af denne service, for vi har ikke hørt om nævneværdige problemer fra vore gæster.«
Sådan siger Legolands salgs- og marketingschef, Niels Henrik Juul, der afviser, at Legoland tjener mange penge på at sælge Express pas. Men han vil ikke afvise, at ordningen kan være til ulempe for nogle kunder.
»Jeg kan ikke udelukke, at nogen kommer til at vente 30 sekunder længere, men for at undgå problemer er der grænser for, hvor mange express-pas vi sælger,« siger han.
Læs også: Her er Europas forlystelsesnyheder
Kilde: 24timer