Sannes Familiecamping har udvidet
Den bornholmske plads købte nabopladsen, der igen har fået udsyn til hav og Christiansø.
Jeg står lige og er ved at svejse hoppepuden fast. Kan du ikke ringe om 20 minutter,« lyder det fra Allan Beyer, den ene halvdel af familien Beyer, der er i gang med den 23. sæson på Sannes Familiecamping.
Sammen med hustruen Susanne købte Allan for et par år siden nabopladsen Strandlunden Familiecamping, der i bogstaveligste forstand lå hæk om hæk med Sannes Familiecamping. Og de har haft travlt lige siden.
»Det var en gammel tilgroet plads, der ikke havde set udvikling i 20 år. Så vi startede helt forfra med at rydde den for buske og krat. Nu er der igen blotlagte klipper, klippespring og frit udsyn til Christiansø, og den er blevet en fuldt integreret del af vores gamle plads,« siger Allan Beyer.
Nye hytter på vej
Med udvidelsen har Sanne Familiecamping fået i alt 250 enheder i kuperet terræn. Hele 24 meters højdeforskel er der, hvilket dog også gør dele af pladsen uegnede til at parkere en campingvogn, men også det er der råd for. Til næste år håber værtsparret at påbegynde opførelsen af de første 15 af i alt 30 splinternye hytter.
»Vi håber også at kunne gå i gang med at udvide vores svømmebassin til et vandland med en 24 meter lang rutsjebane, og så har vi kontakt til et golfdesignfirma, som skal hjælpe os med at etablere en minigolfbane med vandfald og granit,« forklarer Allan Beyer.
Tilladelserne er i hus, men økonomien skal lige på plads efter nogle hårde år på solskinsøen med tilbagegang i antallet af overnatninger med op til 30 pct. over de seneste tre år. De mange nye tiltag samt de nye hurtigfærger til og fra Bornholm ventes at kunne vende tilbagegang til fremgang.
»Der er kommet stadigt større krav til faciliteter, og der har i det hele taget været en enorm udvikling i campinglivet, siden vi begyndte for snart 23 år siden. I dag vil campisterne have komfort og gider ikke længere det primitive, hvilket vi jo tydeligt kunne se på nabopladsen, der kun havde få gæster, indtil vi overtog den og opgraderede den med en helt ny servicebygning.«
Svømmehal for gæsterne
Servicebygningen på 350 kvadratmeter huser køkken med skydedøre ud til terrasse og fælles grill, nyt vaskeri og store børne- og familierum.
»Vi er en familieplads, men vi har forsøgt at lave nogle rolige områder uden børn i den nye del til de, der ønsker ro og fred.«
Indtil det nye vandland forhåbentlig står klar i løbet af 2012, har Sannes Familiecamping lavet en aftale med svømmehallen i Gudhjem, som betyder, at hallen udelukkende er åben for campingpladsens gæster i to timer tre gange ugentligt. Så selv hvis regnen skulle indfinde sig på solskinsøen til sommer, er der altså også råd for det.
LÆS OGSÅ: Sæt farten ned på Ærø