Michael Dobbs: Nazisabotørerne

Anden Verdenskrig

Michael Dobbs:

NAZISABOTØRERNE

Angrebet på Amerika

Oversat af Niels Ivar Larsen

364 sider, 349 kr.

Informations Forlag

De angelsaksiske journalister i sværvægtsklassen er skrappe - de bedste af dem også som forfattere. Når de bevæger sig ud af døgnets rejsestald, er de forlenet med en imponerende evne til via stædig research at afdække en sag til bunds, hvor den journalistiske metode ofte giver komplekse forløb afslørende enkelhed, som ingen historiker kan hamle op med.

Michael Dobbs underbygger med sin bog om nazisabotørerne i USA dette ry. Lad det være fastslået med det samme: Dobbs har begået en formidabel bog. Den er fremragende på flere planer med bud til opgøret med terrorismen.

Dobbs er heller ikke nogen hr.-hvem-som-helst. Født i Belfast blev han som klassisk journalist estimeret reporter for Washington Post og har været taleskriver for de britiske premierministre Margaret Thatcher og John Major. Han har et solidt historisk forfatterskab bag sig.

Håbløse agenter

Historien er ikke ny. Det er bogen faktisk heller ikke. Den er skrevet i 2004, men foreligger først på dansk nu, og tak for det. Bedre sent end aldrig.

Beretningen om de otte tysk-amerikaneres mission til USA er utrolig. Beretningen om de otte håbløse agenters landsætning to steder på den amerikanske østkyst er ren Olsen-banden og komisk, hvis den ikke var så sørgelig i sine tragiske konsekvenser - den afstedkom den største massehenrettelse i USA i den elektriske stol siden hængningen af de medvirkende i drabet på præsident Lincoln.

Amatørismen i denne hemmelige krig var monumental på begge sider. Tyskernes lynuddannelse af de otte agenter var rystende inkompetent, nærmest efter grønspættebogen, og hvis ikke to af sabotørerne selv havde henvendt sig til FBI (og måtte opleve deres henvendelser afvist to gange som »skøre«), havde amerikanerne ikke afsløret dem.

Journalistisk tæft

Spionhistorien i sig selv er en bog værdig, men det er Dobbs' journalistiske tæft, der gør den ekstraordinær ved at fortælle historien gennem de otte mænds tragiske liv. De var alle søgt til Tyskland ved krigens begyndelse blot for at erfare, at det nazistiske Stortyskland var et fængsel.

Der er næppe tvivl om, at hovedparten lod sig hverve for at komme hjem til USA. To af dem med det formål at afsløre operationen. De udførte ikke en fjendtlig handling i USA - deres indsats bestod i »at leve livet« i sus og dus. En af dem meldte sig oven i købet på sit værnepligtskontor under eget navn, og en anden ville giftes med sin kæreste.

Det egentlige mesterstykke er måske beskrivelsen af den retssag, som sabotørerne fik. Præsident Roosevelt og FBI-chef Hoover ville have hurtig rettergang uden mulighed for appel. Derfor nedsatte de for første gang siden borgerkrigen en såkaldt krigskommission til formålet.

En oberst med juridisk baggrund blev udkommanderet til at være forsvarer. Imod opdraggivernes intentioner tog han opgaven alvorligt og førte uden karrierehensyn et blændende forsvar, så Højesteret måtte afbryde sin sommerferie for at afgøre om præsidentens dekret om kommissionen var forfatningsstridigt.

Det var juridisk en speget sag i sagen, hvor den amerikanske forsvarstradition kom til flot udfoldelse. Det får Dobbs med kirurgisk præcision blotlagt som et klassisk amerikansk retssalsdrama fra virkeligheden. Retssagen endte, som den måtte ende: Med otte dødsdomme, hvoraf de to FBI-meddeleres domme blev forvandlet til livstidsstraffe.

Ligheder med Guantanamo

Men der slutter historien ikke - krigskommissionen blev i 2001 brugt som afsæt af Bush-administrationen til nedsættelse af militærtribunaler til retsforfølgelse af Al Qaida-terrorister i Guantanamo. Der er også visse ligheder.

I begge tilfælde var angriberne unge mennesker, der var vokset op i USA og holdt af livet her. Alligevel vendte de tilbage som fjender. Som i 1942 måtte amerikanerne i 2001 spørge: Hvorfor?