Test: De bedste feriekameraer
Her er kameraerne, som filmer i HD-opløsning, og som passer fint i lommen trods zoom.
Kravene til kameraerne øges for hvert år, og i dag vil vi ikke gå alt for meget på kompromis med billedkvalitet eller funktioner, bare fordi kameraet er lille. Og ligesom man tidligere ville have flere og flere megapixels, er det nu mere og mere zoom, som står på ønskelisten. Det er ikke længe siden, at 8 x zoom blev anset for meget, men nu vil man have endnu mere. I denne test har vi sat det barske krav om 10 x zoom.
Man må godtage visse kompromiser med en sådan optik i et kompaktkamera. Optikken stikker lidt ud, så selv om formatet i teorien er lommevenligt, så kan det godt hænge fast i noget, når man putter det i lommen. De er heller ikke helt så lette som de ultrakompakte kameraer. Men frem for alt resulterer en så lille billedsensor og lang zoom i, at man mister lysstyrke.
Mange af kameraerne i testen har avanceret automatik, som ofte fungerer rigtig godt. Da snakker vi ikke om den sædvanlige autoindstilling, men om automatiske sceneindstillinger. Vil du bare tage billeder af noget fedt på ferie, og har du ikke tid til at tænke over, hvilken af de 20 sceneindstillinger, som er rigtig, lad kameraet vælge for dig. Og det vigtigste, tag kameraet med dig overalt. Der findes ikke nogle billeder, man ærgrer sig lige så meget over, som dem, man aldrig fik taget.
Testkriterier
Vi bad producenterne om et godt kamera til ferien. Kravet var, at det skulle kunne tages med i lommen. På trods af det ville vi have, at det skulle have mindst 10 x zoom. Desuden skulle det kunne filme i HD-opløsning. Pentax havde ingen aktuel model, Fujifilm kunne desværre ikke nå at få et eksemplar frem i tide, og Olympus nåede ikke frem inden tidsfristen, så testfeltet kom til at bestå af følgende syv kameraer. Alle priser er fundet på nettet.
Canon Powershot SX230 HS
(bedste køb)
Den lidt besværlige håndtering opvejes af billedkvaliteten, specielt under dårlige lysforhold.
SX 230 er Canons første kamera med gps, noget som gør, at man senere kan se, hvor billederne er blevet taget. Det er trist nok det eneste, det benytter informationen til. Betegnelsen HS i navnet indebærer kombinationen af en baggrundsbelyst sensor og DIGIC4-processoren, noget som skal give bedre billeder i dårligt lys. Der er ikke mangel på fotoindstillinger. Fra manuel kontrol til et antal hurtigvalg, fra smart sceneindstilling til 12 sceneindstillinger og 8 kreative indstillinger. Der findes også en ”enkel” indstilling til den, som ikke vil indstille noget som helst. Zoomomfanget er godt, og kameraet bruger flere metoder til billedstabilisering. Det føles godt bygget, men ikke særskilt spændende.
Vi er ikke helt tilfredse med brugervenligheden, da det er trangt mellem knapperne, og der derfor skal bruges unødvendige tryk i menuerne. Vi blev imidlertid mere forstyrret af blitzen, som automatisk hoppede op hele tiden. Tag ekstrabatteriet med, da da batteritiden ikke er så lang. Derimod er det praktisk med gps for at holde rede på, hvor billederne blev taget. Og man bliver ikke skuffet over kvaliteten, specielt i dårligt lys.
Pris:
- 2.499 kr.
Plus:
- Gps
- Udmærket i dårligt lys
Minus:
- Irriterende blitz
- Dårligt batteri
Læs hele testen af Canon Powershot SX230 HS på Lyd & Bilde
Casio Exilim EX-ZR100
Exilim skyder hurtigt og kan holde dobbelt så længe som de andre.
Gimmicken med ZR100 er HDR, high dynamic range. Ved vanskelige kontrastforhold i motivet kan det tage flere billeder med forskellige indstillinger og sætte disse sammen for at få både detaljer i skygger og højlys. Derimod lægger man ikke lige så stor vægt på, at dette kamera også har baggrundsbelyst sensor for højere lysfølsomhed. Så hedder det HS, akkurat som Canon, men i dette tilfælde indebærer det high speed. Kameraet kan skyde imponerende 30 billeder pr. sekund. Zoomomfanget er flot, og det er en superzoom, som giver en illusion af den dobbelte zoom. Det bruger mekanisk billedstabilisering for skarpere billeder.
Skyder man rigtig mange billeder i ferien, og er man ikke sikker på, hvornår man kan oplade næste gang, er den udmærkede batterikapacitet et stort plus. Det samme gælder for den, som tager billeder af børn, dyr og sport, da de hurtige billedserier virkelig kan fange øjeblikket. HDR er vi ikke lige så overbevist om behøves. I det store hele er billedkvaliteten god, med undtagelse af når lyset bliver dårligere. Da er man tvunget til at bruge blitz, for at det ikke skal blive udflydende.
Pris:
- 2.199 kr.
Plus:
- Fantastisk batteritid
- Let at bruge
Minus:
- Trives ikke i dårlig lys
Læs hele testen af Casio Exilim EX-ZR 100 i Lyd & Bilde.
Nikon Coolpix S9100
Et brugervenligt kamera for den, som vil have et stort zoomomfang.
Det, som udmærker sig ved Coolpix, er ikke nogle opsigtsvækkende finesser eller smarte, men ubrugelig funktioner. Det er i stedet specifikationerne med den utrolige 18 x monsterzoom i et hus, som faktisk ikke er større end konkurrenternes. Byggekvaliteten er også god, det føles mere solidt end mange af sine plasticagtige konkurrenter. Den fine 3”-skærm med næsten en million pixels er imponerende. Det er dobbelt så høj opløsning, som hos standardkameraerne.
Det her er ikke noget for den, som vil have en masse finesser eller indstillinger for det perfekte billedede. I stedet er det et ægte peg og skyd-kamera for den, som bare vil komme hjem fra ferien med gode billeder. Gerne uden at rejse sig fra stolen, for her er der zoom, så det rækker og mere til. Kameraet er velbygget og let at bruge, med en god skærm, hvor man kan se de ekstreme nærbilleder i høj opløsning.
Pris:
- 2.098 kr.
Plus:
- Utrolig zoom
- Let at bruge
- God skærm
Minus:
- Fokusproblemer i tele
Læs hele testen af Nikon Coolpix S9100 på Lyd & Bilde
Panasonic Lumix TZ20
(bedst i test)
Masser af finesser og automatiske hjælpemidler, som faktisk giver gode billeder.
TZ20 er en virkelig opgradering af forgængeren TZ10. Her finder vi gps-tagging af, hvor billederne er blevet taget, og man kan faktisk se stednavnet direkte i kameraet. Touchscreen kan bruges til at pege på motivet, som kameraet skal fokusere på, og ofte, hvis ikke altid, for at vælge i menuer og bladre i billeder. Har man ikke brug for gps, touchscreen og HD-optagelse, kan man spare op imod en tusindkroneseddel ved at købe lillebror TZ18 i stedet.
Selvfølgelig er det fint med finesser, og det har TZ20 så rigeligt. Gps-tagging gør, at man ved, hvor billederne blev taget, og vil man eksperimentere med 3D, så klarer kameraet også det. Touchscreen er praktisk, men vi ville ønske, at den kunne bruges mere for at slippe for nogle af knapperne. Den avancerede automatik lykkes oftest med at tage rigtig gode billeder, og vi er godt tilfredse med billedkvaliteten under de fleste forhold.
Pris:
- 2.649 kr.
Plus:
- Gps
- Let at bruge
- Gode billeder
Minus:
- Billedstøj på høj ISO
Læs hele testen af Panasonic Lumix TZ20 på Lyd & Bilde
Ricoh CX5
Gode billeder er en ting, men svage specifikationer og ingen finesser gør, at det ikke rækker.
CX5 er et seriøst kamera, som fokuserer på billedkvalitet mere end finesser og funktioner. Det føles velbygget, men specifikationerne ligger bag konkurrenternes. Både zoom og opløsning er dårligst i testen, og HD-opløsningen imponerer heller ikke. Desuden er vi ikke helt begejstrede for menubetjeningen. Til denne pris er det helt enkelt vanskeligt at se, at det kan måle sig med de andre kameraer, til trods for at billedkvaliteten er god.
Pris:
- 2.295 kr.
Plus:
- God billedkvalitet
- Velbygget
Minus:
- Dårlige specifikationer
- Besværlige menuer
Læs hele testen af Ricoh CX5 på Lyd & Bilde.
Samsung WB210
For den, som foretrækker mobilkameraets enkelhed, er dette den smarte opgradering til bedre billeder.
Dette er helt klart ikke kameraet for den, som kan lide at fotografere, og som vil have kontrol over indstillingerne. I stedet er det et meget brugervenligt kamera for den, som er vant til mobilkameraet, men som vil have bedre optik. Det er bare at trykke på passende motivprogram eller automatik på skærmen, sigte og knipse. Sammenlignet med de andre kameraer mislykkes automatikken lidt vel ofte, men det er måske et kompromis, man må leve med.
Pris:
- 1.629 kr.
Plus:
- Touchscreen
- Enkelt grænsesnit
Minus:
- Micro-SD kort
- Dårligt batteri
Læs hele testen af Samsung WB210 på Lyd & Bilde
Sony DSC-HX9V
(specielt anbefalet)
God ydelse og fine billeder samt imponerende HD-optagelse er en god kombination.
Det var på et hængende hår, at det ikke var Sony, som tog førstepladsen med dette meget gode kamera. Også her får man geotagging af billeder, så man kan se, hvor de er blevet taget, og 3D-billeder for den, som vil forsøge sig med det. Skærmen er udmærket, og det er hurtigt til både at starte og tage billeder. Brugervenligheden er noget dårligere end Panasonic, men billedkvaliteten er helt i samme klasse. Og er man ude efter at kunne filme full HD med udmærket resultat, er det nok dette kamera, man skal have.
Pris:
- 2.441 kr.
Plus:
- Gps
- Imponerende HD-optagelse
Minus:
- Betjeningen
- Middelmådigt i dårlig lys
Læl hele testen af Sony DSC-HX9V på Lyd & Bilde
LÆS OGSÅ: Test: Rejsekameraer med superzoom