Niels Skousen (Store Vega)

Skousen er et bevis på, at hippietiden havde andet at byde på end hash, fri sex og paroler.

Artiklens øverste billede
Niels Skousen i Store Vega. Foto: Carsten Bundgaard

Store Vega, København:

HERFRA HVOR JEG STÅR. Skousen & Ingemann med gæster.

Lørdag aften









40 år er gået, siden en af dansk musikhistories mest besynderlige og originale plader udkom.

Blot seks sange, der alle sammenvæver tvivl og resignation, håb og kærlighed. ”Herfra hvor vi står” er ikke et værk, hvis form og indhold tilhører en svunden tid. Teksten og musikken står stadig skarpt.

Den havde næppe slået igennem i dag, men det siger mere om, hvilken type musik P3 og P4 promoverer; nemlig den polerede og ufarlige. Kunne man forestille sig, at radioen anno 2011 ville give plads til det 14.45 minutter lange folkesagn om ”Knud Lavard”? Nej vel.





Nostalgi med mere

Men plads var der lørdag aften i Vega – ikke fysisk, spillestedet var pakket med unge og gamle gæster, men mentalt.

Skousen & Ingemann genopførte pladens numre, en seance på omtrent 45 minutter. Nostalgien var massiv - hos de, der var unge i 1970’erne, og hos os, der hoppede med på karavanen senere.

Men det var ikke bare nostalgi, det var ikke ”en bagskid fra ’68”, som Skousen sang på sin comebackudgivelse efter 20 års musikpause i 2002.

De fem musikere på scenen var i forrygende form, samspillet knivskarpt. Til venstre sad den gamle Buddha, guitaristen Stig Møller, drivkraft i både ”Herfra hvor vi står” og et andet af dansk musiks vigtigste album, Steppeulvenes ”Hip” fra 1967. Begge disse plader blev i øvrigt skabt på tre dage og emmer begge af umiddelbar, ukalkuleret lyst til kreativ udfoldelse.





Appetit på livet

Centralt stod aftenens hovedperson Niels Skousen og ved hans side orkesterleder Peter Ingemann, der styrede rytmen som i de gamle hippiedage. Til højre gav TømrerClaus gas på guitar og fløjte. Bagerst slog Hans Fagt så tungt, at salig Bjørn Uglebjerg, den oprindelige trommeslager, må have kigget tilfreds ned.

Når man i dag slår løs på 68’ernes selvfedme, overser man, at hippietiden var andet end hash, fri sex og lallende politiske paroler. Det var også en tid med rig, kunstnerisk udfoldelse og appetit på livet.

Og Niels Skousens tekster har aldrig været naive.

Titelnummeret ”Herfra hvor vi står”, Skousens og dansk musiks ”Like a rolling stone”, er en følsom beskrivelse af den rådvildhed, der altid præger en ung generation, sandelig også i dag. En mere moden rådvildhed kendetegner hans tre, formidable udgivelser de seneste 10 år. Dem var der plads til i koncertens anden halvdel.

De gamle legekammerater forlod scenen til fordel for yngre navne. Tilmed kom fire sangere ind og fortolkede fint hver sit Skousen-nummer, Ane Trolle, Steen Jørgensen, Peter Sommer og Christian Hjelm (fra Figurines).

Op i tempo, ned i intensitet

Det var professionelt og gennemført, men intensiteten faldt. Som Bob Dylan omgiver Skousen i dag sig med to virtuose rock-guitarister.

Hos Skousen hedder de Rune Kjeldsen og Jonas Struck. Dylan er både en visionær singer-songwriter og en rebelsk rock’n’roller.

Skousen er en empatisk sangskriver og ikke nogen rebel, han fægter som med arme og ben som en sprællemand, men når der går for megen rock’n’roll i den, har han svært ved at fylde formatet ud.





Andre læser

Mest læste

Del artiklen