Puk Damsgård Andersen: Ulvehjerter

Skjult i en heldækkende burka drog Morgenavisen Jyllands-Postens Puk Damsgaard Andersen ud i det lovløse land på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.

Artiklens øverste billede

Puk Damsgård Andersen:

Ulvehjerter

En familiekrønike

234 sider, 250 kr.

Politikens Forlag

For ikke så mange år siden var rigtige krigskorrespondenter store mænd med brede skuldre, en let mistrøstig holdning til tilværelsen, en tørst på størrelse med deres ego og en fascination af ny våbenteknologi. Hemingway var deres forbillede - og kreditkortet deres livline til virkeligheden.



De store mænd er i dag ved at blive overhalet af en ny og imponerende flok reportere - ofte kvinder, ret små og ikke brovtende selvtilfredse.



Det, de nye topreportere som Simi Jan, Eva Plesner, Louise Bokkenheuser og Puk Damsgård Andersen i særklasse har til fælles, er, at de rejser derud, hvor selv store mænd tøver. De skriver på den skrøbelige balance mellem journalistik og prosa, hvor deres norske pendant og for nogle måske et ubevidst forbillede, Åsne Seierstad, også har levet livet farligt.



Iført en burka



Det er præcis, hvad Puk Damsgård gør i sin familiekrønike ”Ulvehjerter” fra et af de pakistanske grænseområder, hvor det kan koste én livet at stikke sin vestlige næse alt for langt frem.



Ideen er enkel. Hele Vesten er på nakken af Al Qaida og Taleban, der rekrutterer hellige krigere i Syd- og Nord-Waziristan i det vilde grænseland mellem Pakistan og Afghanistan. Her færdes selv den pakistanske hær med forsigtighed.



USA lader helst ubemandede fly, de såkaldt droner, gøre arbejdet i supermagtens daglige krig mod terror. Så hvad er mere oplagt end at skjule sig i en heldækkende burka og drage ud i det lovløse land for at tage ophold hos en familie i Mehsud-stammen?



Puk Damsgård - længe Jyllands-Postens korrespondent i Pakistan og snart DR's nye Mellemøstkorrespondent - tager imod en invitation fra en ung fyr, Janan, med store drømme om en hellig krig.



Svigtet af staten



Bogens og hans families omdrejningspunkt er faderen Rustam Khan, som ikke skjuler, at Puk Damsgård ville være guld værd i den kidnapnings-business, der florerer i Waziristan.



Men Rustam Khan er ikke en mand, der svigter traditionen for melmastia (gæstfrihed), ligesom han aldrig har svigtet forpligtelsen til at forsvare sin familie med våben i hånd, sådan som pashtunwali - pashtunernes svar på Emma Gads moralkodeks - foreskriver.



Med en mand som ham og 10 børn gælder det også for konen, Lal Gul, om ikke kun at give liv og mælk til børnene, men desuden at kunne bruge et skydevåben.



Janan ville gerne være optaget i den pakistanske hær. Men hvis staten svigter Mehsud-stammen - og det gør staten konsekvent med korruption og økonomisk misrøgt - vil en rigtig mehsud heller ikke tjene staten.



Siden 2001 har Waziristan derfor »tiltrukket uheldige personager«, fordi stammelandet altid tager imod gæster og flygtninge med åbne arme. Og ifølge Puk Damsgård føler Pakistan ikke ansvar over for terrorister, der angriber vestlige soldater i Afghanistan, selv om terroristerne var fostret på pakistansk grund.



Meldte sig til Taleban



Tilfældet ville, at Janan i september 2001 et par uger, før Al Qaida angreb World Trade Center i New York, slog sig ned i byen Abottabad, hvor Osama bin Laden forleden blev overrasket og dræbt af amerikanske Navy Seals.



Janan så 11. september-angrebet på tv, og han »nød, hvad han så, i fulde drag«. To måneder senere pakkede han sin taske og bad sin mor forstå, at han ville melde sig til krigen mod USA.



»Næste gang, du ser mig, er det som martyr. Det er, hvad jeg ønsker af hele mit hjerte. Jeg kommer ikke hjem i live, men som martyr, så vær stolt.«



I Afghanistans hovedstad, Kabul, meldte han sig til Taleban, som spurgte, om han havde fået træning af nogen art.



»Jeg behøver ingen træning. Jeg er mehsud,« sagde Janan i sin egen erindring. Han blev skuffet, da han oplevede, at talebanere i stort tal hellere »luskede væk om natten som en såret køter« end at slås for deres ære mod USA.



Til sin egen skuffelse kom han hjem til Waziristan i live, ikke som martyr. Men hans drøm består.



Dannelsesrejse



Forstår vi folk som Janan? Næppe mange af os. Kan Puk Damsgård Andersen identificere sig med ham? Næppe heller, skønt hun giver sig god tid og tager en seriøs chance ved sit besøg hos Mehsud-stammen.



Men ”Ulvehjerter” er en mere end velskrevet dannelsesrejse, som burde være skrevet for længst. Hvordan kan vi have været i krig mod disse pashtunske stammefolks Taleban-bevægelser i et tiår uden at have forsøgt at sætte os ind i, hvad der driver disse mennesker, der taler om døden på samme måde, som vi andre taler om livet?



Krøniken er et stykke journalistik og prosa på én gang. Vi må tage Puk Damsgård og Janan på ordet. Det er ikke overalt hverken dokumentarisk eller dokumenterbart. Men hendes bog afspejler på fremragende vis et folk og en psykologi, der ikke vil overleve i en moderne verden og ikke tage den moderne verden til sig, før Pakistan tager ansvar for stammelandet.



Løber en risiko



Styrken i bogen er ikke engang dens refleksioner over hellig krig og den pashtunske tradition for at forsvare sin familie og sin klan. Puk Damsgård lader Rustam Khans familie, dens kvinder og dens børn snakke om moral, kærlighed og respekt og om deres drømme om bedre liv.



Vi får ikke altid klar besked om, hvornår, hvordan, på hvilke sprog og med hvilken oversættelse, disse samtaler er ført. Og ligesom med Seierstads ”Boghandleren i Kabul” kan man stedvis tvivle på, at Rustam Khan vil bryde sig om at se sin familie refereret, som det sker - uanset at det forekommer troværdigt.



Puk Damsgård løber også samme risiko som Åsne Seierstad, nemlig at litterære virkemidler og journalistiske krav til dokumentation kommer i vejen for hinanden.



Men bogens besindighed giver den også troværdighed. Puk Damsgård diskuterer ikke med sin nye pashtunske familie. Hun dømmer den heller ikke - hun giver blot mehsud-familien ordet og tilføjer en stilfærdig refleksion.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen