Vi vader i østers

Det er hårdt - næsten som en ond drøm - at slæbe sig gennem Vadehavets kolde vand. Iført grønne waders går hele flokken af hav-vandrere af sted på en lang række i vandet, som bliver smågrumset af de mange fødder mod den let mudrede bund. Vi er over tre kilometer fra kysten, og vandet når os til lårene og gør det drømmeagtigt tungt og langsomt at kæmpe sig frem.

Men ingen i gruppen i waders hverken standser eller jamrer. For det haster med at komme frem, inden tidevandet vender tilbage og dækker det, som er vandreturens mål: en af den halve snes østersbanker, der i de senere år er dukket op i Vadehavet, og som bugner af de allerbedste og mest friske østers, man kan drømme om. Lige til at samle op og mæske sig i.

Har man ikke mod på at spise rå skaldyr, er turen til østersbankerne også en dagtur værd. For det er et meget overraskende syn, der møder vandrerne ved den første østersbanke 2,5 kilometer ud for kysten mellem fastlandet ved Ribe og Mandø. Efter at have gået på tidevandstørlagt havbund et godt stykke vej foregår det sidste stykke mod østersbanken i halvdybt vand med en forræderisk mudret bund med huller og bløde pletter, som man bør holde sig fri af, medmindre man vil hænge i dyndet og skal hjælpes og graves fri.

En ø af skaldyr

Vel fremme på den første østersbanke går man i land. Eller rettere: man går i skaller. For ”landjorden” på den tørlagte banke, der ligner en lille ø midt i havet, består af skaldyr. Man går simpelthen i land på et kæmpebjerg af muslinger og østers - døde og levende.

Maden ligger for fødderne og er lige til at samle op og spise. Eller smide i rygsækken og tage med hjem. De mest erfarne har medbragt østerskniv og citron til måltidet til havs. Kniven er uundværlig - lige som solide arbejdshandsker, for østers er nogle skarpe og stærke bæster.

Her lugter ikke godt. Mildest talt. Selv om det kun er et øjeblik siden, tidevandet trak sig væk fra østersbanken, så stinker det, som når tang eller fisk er gået let i opløsning. Lugten kommer fra de store mængder af nyligt døde østers, der ikke tålte den hårde vinter og nu breder sig under vore fødder, og som ligger sammen med de østers, der overlevede vinteren og ligger og lokker dagens østersbanke-gæster.

Vi bukker og takker - og samler og spiser. Et enestående frisk måltid - at stå på en østersbanke i Vadehavet med et par af sine nysamlede østers, åbne dem, give dem et par dråber citron og så ned med dem. Ren nydelse. Bedre østers har jeg sjældent smagt.

Er man østers-nybegynder, skal man nok lede lidt længere. For der er klart flest af de meget store østers, som kan være lidt af en mundfuld at sluge, hvis man ikke før har forsøgt sig med de ikke-tilberedte skaldyr. Faktisk er langt det meste af dagens østersfangst af den velvoksne slags med en skal på både 20 og 25 cm. »Eller som en størrelse 41 i sko,« som vi fik at vide inden turen.

Tag bare fra

Østersturen er startet på Vadehavscentret i Vester Vedsted halvanden time tidligere. Her tager naturvejleder Torben Kjærgaard Andersen imod de ca. 40 østersvandrere og sætter os ind i, hvad vi skal opleve på turen, hvordan vi kommer sikkert ud og hjem igen fra Vadehavs-vandringen og i hele historien bag det danske østerseventyr.

Ude på turen går vi videre til nok en østersbanke længere til havs og gennem dybt vand. Enkelte takker nej og bliver på den første banke, for det er en hård vandretur, når man går gennem dybt vand. Til gengæld er det ikke koldt - man får den indre varme af at slide sig frem.

Banke nummer to er kæmpestor - med tonsvis af østers på det, som engang var en muslingebanke. Her bliver der smagt på varerne - og der bliver samlet og puttet i tasker og rygsække - så meget man orker at slæbe hjem.

Der rodes og rages og krattes på banken og i det lave vand omkring den, mens alle på østersvandreholdet forsøger at finde de bedste østers til det hjemlige middagsbord. Det handler om at finde de mindste og at undgå de mange, som er vokset sammen i uformelige klumper, levende og tomme skaller sammen.

Og vi skal bare tage fra, forklarer naturvejleder Torben Kjærgaard Andersen. For der er omkring 50 tons østers på de to banker, selv efter en hård vinter. I 2008 var her 500 tons, og det er kun kulden, der for alvor rykker ved mængderne, for østers her på stedet har ikke andre fjender end turister som os, der kommer og samler hver nogle kilo.

Et skøn fra 2008 siger, at der var 12.000 tons østers i Vadehavet. Og i øvrigt at denne type østers, stillehavsøsters, har bredt sig fra Sild, hvor man startede østerseventyret ved at indføre dem i 1986, til det meste af den jyske vestkyst, til Limfjorden, ud for Langeland, ved Kalundborg og i fjordene ved Roskilde, Vejle og Horsens. Årsagen: de lunere havtemperaturer, som gør, at indførte østers kan yngle og brede sig.

Lang vej hjem

Efter et par timer til havs begynder tidevandet at vende, og havet løber så småt tilbage over den tørlagte østersbanke. Hele holdet vender næsen mod land og begynder den lange og skaldyrstyngede vandring tilbage i en lige række bag naturvejlederen, som ved, hvor de forræderiske huller er. Småsnavsede af det sorte slam på bankerne, våde af lidt for mange gange med hænderne nede i havvandet efter den bedste østers, der gemte sig netop der.

Det blev til fire timer. Hårdt men sjovt. Lækkert og lærerigt. Deltagerne var unge og voksne. Børn kan ikke klare vandreturen i det dybe vand. Man behøver ikke være sportstrænet, men man skal være i stand til at klare mere end turen mellem sofa og køleskab derhjemme. Vejen kan godt føles lang, ikke mindst hjemad, tungt lastet med lidt flere østers, end man egentlig kan slæbe.

Naturvejleder Torben Kjærgaard Andersen beroliger: Det er endnu ikke sket, at man ikke har fået alle med tilbage til kysten.

»Men jeg har da oplevet folk, som stille og roligt har smidt flere og flere af deres indsamlede østers ud af taskerne på vejen for at kunne klare hjemturen, for de vejer godt til,« fortæller han, da vi atter står på kysten og ser den ene efter den anden af hav-vandrerne komme i land med tasker fulde af østers. Og med store smil på.

LÆS OGSÅ: Østers og historiske åndehuller