VW roadster rykker nærmere
VW-koncernen gør nu alvor af Bluesport-konceptbilen, der kommer i 2013, forlyder det.
Den ombejlede konceptbil, VW Bluesport, der så dagens lys på motorshowet i Detroit i 2009, kommer nu i produktion.
Sådan lyder meldingen fra det britiske magasin Autocar, der har talt med interne kilder. Ifølge bladet vil roadsteren danne skole for en lang række modeller i koncernen, så der meget vel også kommer en Audi, Seat og Porsche version af den lille friskluftsbil, når den første model debuterer i 2013.
Grundlaget er koncernens modelplatform, den såkaldte Modulare Mittelbaukasten (MMB) for centermotorer, der efterfølger MLB og MQB, der dækker de langs- og tværstillede motorer. På den måde kan Audi søsætte en baby TT – eller baby R8- og Porsche en mini Boxster. Samt en sportslig lille Seat, hvis det bekommer marketingsfolkene.
Konceptbilen Bluesport bød på en 180 hestekræfters diesel, der klarede 0-100 km/t på 6,6 sekunder, og alligevel kun havde et forbrug på 23,3 km/l. Det vides ikke, hvad den nye model bestykkes med, men magasinet gisner om en ny 1,6 liters benzin på 220 hestekræfter med mulighed for seks- ellers syv trins DSG gear. Fabrikationen skal deles mellem varevognsfabrikken i Hannover og Karmans anlæg i Osnabrück, Østrig. Muligvis kommer der også en sportslig eldrevet version.