Test: Hovedtelefoner for ører og øjne
Man skal ikke lade sig snyde af 70'er-designet. Sennheiser HD 598 er moderne teknik.
Nej, det er ikke muligt at få Sennheiser HD 598 i hverken grå eller sort. Og heller ikke hvid for den sags skyld, kun beige. Og udsmykket med plast, som ligner ægte træ. De brune velourpuder kompletterer indtrykket af, at hovedtelefonerne er fra en svunden tid, og kan muligvis føre til polariserede meninger om, om designet er smart eller ej. Teknisk set er de højst moderne.
Her får man en ændret membrangeometri, som skal reducere forvrængning yderligere, dæmpet af et fleecelignende materiale.
Den specielle membran i duofoil-materiale er drevet af en neodymium-magnet, som både er lettere og kraftigere end sædvanlige magneter, og Sennheiser har valgt at bruge noget, man kalder E.A.R. (Eargonomic Acoustic Refinement) i HD 598, hvor elementerne er skråtstillede for at give jævnest mulig spredning af forskellige frekvenser til yderøret. Ledningen er god kvalitet og er hentet fra den dyrere HD 600-serie fra Sennheiser. Den kan også tages af og skiftes ud, hvis den skulle blive slidt eller ødelagt.
Lydkvalitet
Sennheiser HD 598 lyder opsigtsvækkende godt. Klangbilledet hælder mod neutralt, detaljerigdommen er stor, og de lyder sammenhængende og velbalancerede. De mest kritiske vil mene, at dybbassen er i den tynde ende, men fordelen er præcis og kontant bas uden farvning.
Kanalseparationen er fremragende, og de skaber et bredt lydbillede til trods for, at de sidder lige på øret. Bærekomforten er uovertruffen; her er der mange, der kunne lære noget.
Mellemtonen er glatpoleret, tydelig og fokuseret. Fra mellemtonen hænger det glidende sammen op til diskanten, hvor jeg ikke har hørt det så luftigt og velopløst siden Sennheiser HD 800 til 8.300 kr. Disse hovedtelefoner er enhver hi-fi-entusiasts drøm.
Konklusion
Hovedtelefonerne med det karakteristiske design lyder pragtfuldt. Det eneste, man skal huske på, er, at de er åbne på ydersiden, de lækker lyd, så det kan høres. Alle i samme rum vil tydeligt kunne høre, hvad der spilles.
Ud over det er det kun prisen, vi har noget at udsætte på. De virker lidt dyre på trods af glimrende lydkvalitet, for de er ikke så meget bedre end Audio Technica M50, som sparer dig for nogle hundrede kroner. Men de er lidt mere raffinerede, bedre at have på hovedet over lang tid og passer måske bedre til krævende indspilninger, hvor klangneutralitet spiller en rolle.
LÆS OGSÅ: Test: Hovedtelefon-røverkøb