Test: Xperia X10 mini med nyeste Android
Sony Ericsson Xperia X10 mini er opdateret til Android 2.1. Er den stadig til topkarakter?
Sony Ericsson begyndte
udrulningen af opdateringen til Android 2.1 i slutningen af oktober.
Har du en Xperia X10 mini, men ikke fået opdateret den endnu, så kan du se et web-tv-indslag fra Mobilsiden.dk, der beskriver,
hvordan man opdaterer telefonen til Android 2.1.
Det store spørgsmål er så, om Xperia X10 mini'erne stadig er topkarakteren værdig efter opdateringen?
Nyheder fra første side
Den første og næsten største synlige ændring kommer allerede, når man skal låse telefonen op. Låsefunktionen er nemlig blevet anderledes, så fingeren nu skal "slides" henover skærmen.
Oven i det er der kommet en genvej til at gøre telefonen lydløs "for enden" af slidefunktionen. Det synes jeg dog personligt er irriterende og dårligt placeret, da den nemt kan aktiveres, hvis man har mobilen liggende i en lomme op ad noget andet.
Gimmicks - Giv mig Android 2.1
De synlige ændringer fra
Android 1.6 til 2.1 findes umiddelbart mest i underholdnings-kategorien. Det er nu muligt at få "Live Wallpapers", sende filer via Bluetooth og lave en hurtigere og nemmere backup af telefonen.
En anden ny funktion er, at de kontaktpersoner, man har fra Facebook, bliver overført med billeder til kontakterne i telefonbogen.
Alt i alt er dette dog ikke funktioner, som gør, at telefonen stiger eller falder i værdi for mig.
Stadig fuld funktionalitet
En opdatering kan tit medføre enten kraftige forbedringer eller det modsatte. Men efter opdateringen har jeg meget haft tanken: hvorfor al den "hype" omkring Android 1.6 eller 2.1? Mobilen er meget lig, hvad den var med den gamle software rent funktionsmæssigt - måske fordi den bare generelt er en super god mobil til prisen.
Med det mener jeg, at den hverken er blevet langsommere (umiddelbart heller ikke hurtigere) eller hænger i menuer eller andet, men det har heller ikke været et problem med Xperia X10 mini før.
Til manges store begejstring kan tidens største mobilspil "Angry Birds" også downloades og spilles på Xperia X10 mini.
Konklusion
De nye funktioner, som opdateringen giver mulighed for, er efter min vurdering ikke nogle, som ændrer på den topkarakter, telefonen fik ved den oprindelige anmeldelse.
Batteriet holder umiddelbart måske også en smule længere efter opdateringen og er i hvert fald ikke påvirket negativt af den.
Sony Ericsson Xperia X10 mini er stadigvæk en rigtig god mobiltelefon, og da den er faldet i pris, siden vi testede den første gang i forsommeren, så burde den nærmere sprænge skalaen nu og få flere stjerner end muligt.
Derfor er der heller ingen tvivl: Sony Ericsson Xperia X10 mini fortjener topkarakteren fra tidligere og kan efter min mening godt blive en af kandidaterne til Årets Mobil 2010.
LÆS OGSÅ:
Test: Lille mobil med stort format