A-ha (Wembley Arena, London)

Wembley Arena, London: A-ha

Lørdag aften

London De største fans græd, da den norske popgruppe A-ha lørdag aften forlod en engelsk koncertscene for allersidste gang. Efter at have solgt mere end 35 mio. plader indstiller gruppen karrieren med den igangværende afskedsturné, som slutter med en håndfuld shows i Oslo i denne uge.

»Syng fra hjertet, det er sidste chance,« lød det fra scenen i Wembley Arena, mens voksne mænd tørrede de røde øjne og omfavnede hinanden i en blanding af sorg og eufori over at høre levende versioner af de fængende popsange en sidste gang.

Mange havde været der før. Det afslørede turné-datoerne på de falmede og lidt for stramme T-shirts, som ikke kunne skjule de blege ølmaver. London, Birmingham og Manchester stod der på ryggen af de følsomme englændere, som havde besøgt A-has merchandise-boder op gennem 1980'erne.

Hurtige omkvæd

Men A-ha? Er de ikke afgået ved døden for mange år siden, vil mange sikkert spørge. Nej, langtfra. Debutalbummet, ”Hunting High And Low” (1985), fungerer ganske vist stadig som gruppens mest fængende og bedst sælgende udspil, men nordmændene har aldrig ramt ved siden af.

Samtlige udgivelser er præget af kunstnerisk kvalitet, og i London slap vi for døde perioder gennem den to timer lange seance. Også numrene fra sidste års ”Foot Of The Mountain” lød så overbevisende, at det utrættelige publikum spillede luft-keyboard.

Debuten var ramme

Selvom A-ha har skrevet pophits gennem tre årtier, dannede det svært succesfulde debutalbum rammen om begivenhederne i den fyldte arena.

Popgruppen lagde ud med hitsinglen ”The Sun Always Shines On TV”, placerede titelnummeret, ”Hunting High And Low”, midt i koncerten og afrundede naturligvis med monsterhittet ”Take On Me”. Og så var der alle de senere pophits, som folk uden for fanklubben nok har glemt.

Vi fik den højtravende ”Cry Wolf” fra det andet album, ”Scoundrel Days”, det iørefaldende titelnummer fra tredje udspil, ”Stay On These Roads”, det udmærkede Bond-tema ”The Living Daylights”, som overlevede publikums tvivlsomme korarbejde, og endelig energiske indslag som ”The Blood That Moves The Body”, som udmærker sig med et omkvæd, der ikke blot er uhyre effektivt, men også er placeret så tidligt i sangen, at alle bliver revet med.

Loyale fans

A-ha har alle dage været beriget med en uhyre loyal fanskare, og på Wembley Arena viftede briterne med norske flag og rejste sig fra stolene, så snart A-ha slog de første keyboard-toner an.

Forsanger Morten Harket mødte sit publikum med store solbriller, sund kulør og åbentstående skjorte og lignede fuldstændig David Hasselhoff i en scene fra tv-serien ”Knight Rider”.

Trods mange år blandt fristelserne i popbranchen er Harket dog aldrig gået i hundene ligesom Hasselhoff, og mens beslægtede 1980'er-navne som Soft Cell, Duran Duran, New Order og Depeche Mode har dyrket sprutten, stofferne og de offentlige tilsvininger af popkollegerne, er de tre nordmænd i A-ha altid fremstået som dydsmønstre.

Der er ingen bandeord i A-ha, som tidligere på årets donerede 4 mio. norske kr. til at fremme nye norske musiktalenter.

Sympatisk til det sidste.