Søren Huss (Lille Vega)

Søren Huss

Lille Vega, København

Fredag aften

Søren Huss - kendt som sanger i Saybia - har for nylig udgivet et af de mest kompromisløse terapi-album i dansk rockhistorie.

På ”Troen & ingen” ransager og bearbejder Søren Huss tabet af sin kæreste, der blev kørt ned i Valby i 2007. Datteren var også involveret i ulykken, men hun overlevede lykkeligvis og har det godt i dag.

Rent kunstnerisk er det et vovet projekt, og set gennem kritiker-optik, er det problematisk at vurdere en så privat blottelse, for hvem nænner at sparke til en, der ligger ned?

Når dette forbehold er skudt ind, er Søren Huss-albummet heldigvis så nuanceret og troværdig hjerteligt, at bekendelses-lyrikken strækker sig fra at være acceptabel til at være direkte mageløs.

Båret af publikum

Højdepunktet på pladen - og også ved fredagens koncert i et udsolgt Lille Vega - var den melodisk perlende ”Et hav af udstrakte hænder”.

Her flytter sangeren fokus fra næsetippen og det personlige tab og funderer over den lallende og råbende dranker, der holder til udenfor på bænken. Fyren blev nok ikke, som Søren Huss, båret af ”et hav af udstrakte hænder”, da nedturen satte ind – og Huss veksler forrygende mellem fortvivlet afmagt i det gyldne refræn og spirende håb i sidste vers.

Hænderne, der griber, var også udstrakte på det københavnske spillested, hvor øm- og kærlig-heden ind imellem var så udtalt, at en tilstedeværende kynisk misantrop risikerede at blive omvendt.

Men koncerten blev desværre ikke det tyste og intime rock-rekviem, man håbede på efter at have lyttet til det vellykkede album.

De med held tilbageholdte arrangementer fra pladen blev live erstattet af et alt for forceret og lineært udtryk, som forstyrrede de fintmærkende iagttagelser og den følsomme musikalske vaklen og tøven.

Saybia som voksen

Sange som ”Du er” og ”Som mejslet i massiv granit” blev primitive udgaver af studieversionerne, mens det gik langt bedre med den melodisk susende ”Intet er, intet bliver” og den bevægende ”Jeg finder vej”. Begge lød - ganske naturligt - som Saybia, der er blevet voksen og digterisk moden.

Søren Huss repeterede hele albummet, og måtte til sidst ty til en ny sang og et nummer, der var blevet droppet til den nye plade, for at publikum ikke skulle føle sig snydt.

Men spilletiden på en time og ti minutter var stadig i den nøjsomme ende, og koncerten endte som en ret uforløst opfølgning på et ellers fornemt album. Det modsatte havde selvfølgelig været værre.

Og da Søren Huss i denne omgang nøjes med en mini-turné, har han mulighed for at finpudse og revidere live-udtrykket, inden han vender tilbage på scenen i det nye år.