Her er julens koncerter
Der er flere hyggelige koncerter at tage til i Europa i julen. Se fem forslag her.
Det er stemningsfuldt at gå til koncerter op til julen, og der er masser at vælge imellem i hele Europa. Den britiske radiovært Suzy Klein har udvalgt nogle gode julekoncerter i samarbejde med The Guardian. Her er fem af forslagene.
King’s College, Cambridge, England
Flere millioner mennesker lytter med, når den traditionsrige julekoncert Nine Lessons and Carols bliver afholdt og sendt på BBC. Koncerten blev for første gang holdt i 1918, men ifølge The Guardian fik man allerede idéen til koncerten i 1880 i Truro, hvor man forsøgte at holde de lokale mænd væk fra værtshusene juleaftensdag. Koncerten bliver stadig afholdt juleaftensdag i det smukke kapel.
Hvert år får en komponist lov til at bidrage med et julenummer. I år er det den finske komponist Einojuhani Rautavaara, der har fået æren.
Vil man høre koncerten, skal man sørge for at komme meget tidligt om morgenen for at stå i kø og få en plads.
Læs mere her.
Versailles, Frankrig
Vokalgruppen The Sixteen har optrådt med Händels Messias flere end 150 gange, og det gør gruppen igen i år. Koncerten afholdes i smukke omgivelser på Chateau de Versailles, og det bliver med garanti en stemningsfuld aften.
Julekoncerten finder sted den 22. december, og billetterne koster fra 250-1.000 kr.
Læs mere her.
Dresden, Tyskland
I mere end 500 år har den store plads i Dresdens bymidte forvandlet sig til et enestående julemarked kaldet Dresden Striezelmarkt, som hvert år tiltrækker flere end to mio. gæster.
Juleaftensdag vil byens drengekor i samarbejde med Dresden Philharmonic sørge for, at alle gæsterne på det særlige julemarked kommer i julestemning. Der er koncert kl. 14.15 og 16.30.
Læs mere her.
Leipzig, Tyskland
Bachs juleoratorium er et festligt og populært værk. Juleoratoriet består af seks dele, som egentlig skulle opføres hver for sig. I dag begrænser de fleste sig dog til at spille tre af dem på en aften.
I Thomaskirche i Leipzig kan man opleve denne koncert den 25. december. Bach arbejdede i kirken fra 1723 til 1750, og han ligger også begravet her.
Læs mere her.
Gdansk, Polen
Byen er centrum for flere smukke julekoncerter. Der er f.eks. den obligatoriske koncert med Händels Messias, men der er også mulighed for at høre Magnificat and Nunc Demittis af den polske komponist Pawel Lukaszewski. Han er født i 1968 i den sydlige del af Polen, og hans musikstil er meget intens og mørk.
Koncerten foregår i St. Nicholas Church den 18. december kl. 20.
LÆS OGSÅ: Her kan den svenske julestemning nydes