Maria Sander: Jean Voigt - Lyset rammer selv det unævnelige

Maria Sander:

JEAN VOIGT - LYSET RAMMER SELV DET UNÆVNELIGE

194 sider, 399 kr.

Forlag Maria Sander

Er udkommet

Haute couture-designere scenografen, billedkunstneren og kostumieren Jean Voigt er en af de mest flamboyante og åbenlyst jantelovs-knægtende skikkelser, vi har haft herhjemme.

Hans ustyrlige sans for skønhed og vildskab gjorde ham verdenskendt og skaffede ham i tiden i Paris ansættelser hos modehuse som Balenciaga og Pierre Cardin.

Voigt blev født i 1940 og døde allerede i 1996. Privat levede han sammen med designer Maria Sander, med hvem han fik datteren Zarah, der i dag er smykkedesigner.

Det er selv samme Sander, der med udgivelse på eget forlag har begået biografen ”Jean Voigt - Lyset rammer selv det unævnelige”. Eller biografien er måske en tilsnigelse, for bogen handler - om end forsøgt camoufleret - lige så meget om Sander selv som om hendes afdøde elskede.

Bogen former sig som en indgående beretning om Voigts liv. Lige fra barndommens misforståelser over ungdommens spirende interesse for det felt, der så særegent skulle blive Voigts, til den glorværdige karriere hos modehuse og på store teatre - hele tiden med skønheden som det styrende princip.

Det er tydeligt, at Maria Sander elskede og elsker sin Jean, og det er for så vidt inspirerende at læse om en kærlighed så stærk, at den har gjort en bog. Men hiver man sig selv ned fra den lyserøde skys boblende romantik, ser det knap så godt ud.

Sander forsømmer som biografi-forfatter fuldstændig at give et reelt formidlende portræt af Voigt; som menneske og som kunstner. Hun er så loyal over for hans excentriske person, at vi paradoksalt nok aldrig kommer rigtig tæt på. Eller også er paradokset, at vi kommer alt for tæt på, og så er man som læser lige vidt.

Problemet er til dels, at Sander vil for meget. Bogen er sprængfyldt med anekdoter, der i udluget form kunne have givet præcis det nødvendige krydderi til portrættet. Men i herværende form, hvor der er udtalelser og bemærkninger fra Gud og hvermand, bliver resultatet et eklektisk og uinteressant referenceorgie.

Floskeltung tur

Hvad der imidlertid i særdeleshed sløver den ellers utroligt smukke bog - layoutet må være lige i Voigts ånd - er Sanders sprog.

Der higes tydeligvis efter en poetisk og virkelighedsfornægtende tone, der yder sit emne retfærdighed, men resultatet bliver en floskeltung forceret tour de force gennem sproglige ligegyldigheder. For nogen poet er Sander ikke.

Man savner kontrasten mellem Voigts vilde ideer og kreationer og så et sprog, hvor formidlingen sættes i højsædet. Det er ganske simpelt alt, alt for meget. Som hummer med bearnaise med chokolademousse øverst druknet i barolo. Mere kvalmt end noget andet.