Anette H. Storeide: Arven efter Hitler

ANETTE H. STOREIDE:

ARVEN EFTER HITLER

Tysklands opgør med naziregimet

Oversat af Lars Christiansen

300 sider, 299 kr.

Informations Forlag

Er det lettere at forholde sig til, at man er blevet offer for og forført af en dæmon end af et normalt menneske? spørger den norske forfatter i en central passage i bogen og borer dermed direkte ind til det måske ømmeste punkt i det tyske selvopgør med Hitler og nazitiden.

Selvopgøret har stået på i 65 år, og det har virket. Tyskland har i modsætning til sine gamle aksepartnere, Japan og Italien, kæmpet med sin negative historie og fået gjort arven efter Hitler til en del af sin politiske og kulturelle identitet.

Men bearbejdelsen af de 12 naziårs uhyrligheder hviler også på flere afgørende områder på nogle problematiske konstruktioner, som Anette H. Storeide tager fat på og blotlægger med kirurgisk præcision.

Anskues som ofre

I sin besvarelse af indgangsspørgsmålet anfører hun, at dæmoniseringen af Hitler og nazisterne gør hændelserne i Tusindårsriget ekstraordinære, hvorved de fjerner tidens forbrydelser fra den almindelige befolkning. Det farlige ved at dæmonisere nazisterne er, at det giver indtryk af, at det ikke kan ske igen.

Et interessant og formentlig såre menneskeligt perspektiv - i betragtning af lidelserne i de sidste krigsår - er skiftet fra gerningsmand til offer.

Undersøgelser viser, at i tyske familier ser børnebørnene bedsteforældrene som ofre og anskuer krigen i et modstandsperspektiv. Dermed opstår paradokset i den folkelige bevidsthed, at udryddelseskrigen nok fandt sted, men ingen deltog i den.

»Bedstefar var ingen nazist,« er løsenet, som en forsker siger. Men måske var det netop det, han var. For virkeligheden er, at et flertal af den tyske befolkning mere eller mindre stiltiende støttede regimet.

Transformationen til offerstatus kædet sammen med en postuleret tabuisering og dermed fortrængning af den tyske civilbefolknings notoriske lidelser fjernede i adskillige år også fokus fra de virkelige ofres forfærdelige skæbne, f.eks. de jødiske.

Blev ikke nulstillet

Med en imponerende tour de force gennem det tyske opgør med den pinefulde fortid formår Anette Storeide fascinerende og pædagogisk at få anskueliggjort, hvordan erindringskulturen i et folk bliver til bastioner i kampen om, hvilken version af historien der skal være den til et givent formål gældende.

Hun viser tillige, at den lette offerrolle ikke kun er en tysk udvej i et moralsk dilemma. Lande som Frankrig, Norge og Danmark er sent begyndt på en proces, der viser, at besættelsestiden indeholder langt mere end heroisk modstandskamp.

Tyskerne kalder maj 1945-1949 for ”Stunde Nul” - et begreb, som skulle antyde et brud med fortiden, og at alt nu blev anderledes.

Sådan gik det ikke. Nazitiden blev alligevel ikke historie, for nu begyndte diskussionerne om regimet, medskyld og pinlige fortielser. Med tiden fulgte også et generationsopgør. Arven efter Hitler er stadig under behandling. Derfor er denne bog vedkommende og vigtig.