Fortsæt til indhold
guide.dk

Midnatssolen lokker

Lofoten nord for polarcirklen inviterer til fysiske strabadser, fisketure og hvalsafari.

Der venter os omkring en times kørsel i den lyse sommernat fra en sen koncert i en lille trækirke på en pynt helt ude ved Norskehavet til det hus, vi har lejet. Vi kører ad slyngede veje langs fjelde med sneklatter i skyggesiden og sartviolette nuancer, hvor lyset rammer, over broer, gennem tunneller og langs frodigt lavland med nyslået græs i lange, grønne skår og udsyn til smaragdgrønt hav.

Klokken nærmer sig et ifølge officiel sommertid, men i realiteten er det jo midnat. Vi tager en lille omvej for at standse det helt rigtige sted, hvorfra der er mulighed for at se midnatssolen. Heldet er med os. Mellem to klipper spejler den sig i havet, inden den vandrer opad igen. Den er netop brudt igennem en skybanke i et farvespil så eventyrligt, at man - hvis man så det på et maleri - ville beskylde maleren for at overdrive.

Allemandsret

Røde, blå, gule og grønne stoffer i iglofacon på små engdrag eller i skovbrynet afslører, at her benytter cyklister sig af allemandsretten til at overnatte i det fri. Selv om de har trampet i pedalerne i det kuperede terræn, er de ikke alle krøbet i soveposerne. De skal have et sidste blik på det fantastiske sceneri.

For det er svært at løsrive sig og gå i seng, når solen stadig er på himlen. Man bliver euforisk, energien vokser, og søvnbehovet svinder. Det føles ganske naturligt at spise sent efter dagens og aftenens oplevelser. Prøv hvalbøf, ferske rejer, torsketunger eller fisk, som er et must på disse kanter. Eller spege- eller røgvarer af hval, elg, hjort og rensdyr.

Indbyggerne selv har for længst kvittet døgnets faste rytme. Brummende maskiner på arbejde i marken midt om natten er ikke noget særsyn. Kvæg og får græsser døgnet rundt, mågernes hæse skrig følger os overalt, og fuglesangen bliver ved og ved. Højt over det hele svæver havørnen.

Livet leves intenst i den korte sommer. Det gælder også for planterne. Her, et par breddegrader nord for polarcirklen, blomstrer rønnebærtræerne, den vilde fauna stråler i rødt, blåt, gult og hvidt, mælkebøtterne er større end derhjemme, og jordbærrenes hvide blomster lyser i kontrast til den sorte plastic, der spændt ud over et areal midt i grønsværen har huller til planterne.

Verdens smukkeste ørige

Vi er på Lofoten, verdens smukkeste ørige ifølge Lofotens hjemmeside, og det er ikke det rene pral. Et sted - jeg husker ikke hvor - beskrives Lofoten som alpetinder, der stikker op af havet.

De bindes sammen af E10, som her har status af national turistvej, hvilket betyder vejstrækninger med høj visuel kvalitet. Den sydlige endestation er Å på øen Moskenes, hvorfra der er færger til de to yderste øer, Værøy og Røst. Imellem dem og Moskenes går en af verdens kraftigste havstrømme, Moskenesstrømmen, som bl.a. inspirerede Edgar Allan Poe i gysernovellen "I malstrømmen" og Jules Verne i "En verdensomsejling under havet".

Dagen har måske budt på fisketur, hvalsafari eller havørnesafari - eller på vandring eller klatring - eller stop i de små fiskevær (fiskerlejer) med rorbuer, hvor fiskerne tidligere ordnede fisk og garn, men som nu i stor stil er restaurerede og udlejes til turister.

Måske er rejsen gået tilbage i tiden på Lofotr Vikingemuseum, eller det er lykkedes at finde et par af de fem kunstværker, der indgår i Skulpturlandskab Nordland.

Golf hele døgnet

Golfspillere har mulighed for at svinge køllerne døgnet rundt i højsommeren. Og hvem vil ikke gerne se travløb på en bane anlagt rundt om en sø?

Faktisk er det slet ikke til at forstå, hvordan et samfund med kun 24.500 indbyggere spredt ud over fem øer, som via E10 er bundet sammen af broer og tunneller, kan byde på så meget.

Et kig på www.lofoten.com afslører Hamsundage, vikingdage, VM i topløs kælkning, motorcykelrally og festivaler med mad, jazz, tohjulet traktor, country og meget mere. Listen er lang.

LINK, Lofoten Internasjonale Kammermusikkfest i juli, er Lofotens største musikbegivenhed og trækker publikum fra hele verden. Den har nu også en kortere vinterversion. Et nyt initiativ er en international litteraturfestival, hvor bl.a. Herbjørg Wassmo deltog i 2010. Indtil for nylig var hun på top 10-listen herhjemme med "Hundrede år", hvori Lofotkatedralen spiller en rolle. I år er Einar Mar Gudmundsson fra Island en af festivalens 14 forfattere.

Lyset trækker

Kulturlivet står stærkt på Lofoten som i Norge i det hele taget med musik, teater, museer og gallerier. Mange malere har gennem årene følt sig tiltrukket af lyset og stemningen på disse øer, hvor det omskiftelige vejr spiller en stor rolle. Den ene dag med isnende blæst og byger, den næste strålende sol. Det er ikke spor ualmindeligt med solskin på østsiden ind mod fastlandet, mens en klam tåge ligger som en dyne over vestsiden ud mod Norskehavet.

Når disse linjer læses, har solen ikke alene været under horisonten om natten, men er i et par vintermåneder også blevet dernede i dagtimerne. Til gengæld kunne man opleve nordlysenes blafren i grønt og blåt hen over himlen. Og nu er der taget hul på endnu en fortryllende sommer under midnatssolen.

LÆS OGSÅ: Eventyr i midnatssol