Fortsæt til indhold
guide.dk

Jesper Gaarskjær: Kjeld og Dirch

Biografien om Kjeld Petersen og Dirch Passer er både velskrevet og flot illustreret.

Af HENRIK LYDING

Jesper Gaarskjær:

KJELD OG DIRCH

340 sider, ill., 299 kr.

People's Press

Er udkommet

Kan vi få Kjeld Petersen og Dirch Passer-forstoppelse i 2011? Ja, det vil vise sig til efteråret, når filmen om dem får premiere oven på først en bog og siden en teaterforestilling på Nørrebro Teater på lørdag om de to store komikere.

Men bogen her er i hvert fald en god begyndelse. En velskrevet, flot illustreret, lækkert layoutet og letlæst fortælling om de skelsættende år i dansk revyhistorie fra 1955 til 1962 med Kellerdirk Bros., som makkerparret blev kaldt, på slap line i den ene revy efter den anden. Begge havde solide karrierer bag sig, hvilket de afsluttende og herligt udførlige registre fornemt dokumenterer.

Følsom og genert

Bogen fortæller ikke blot om alle deres triumftog på scenen - to store talenter, der sammen skabte noget endnu større - men også om deres personlige sider som to følsomme og generte mennesker, der brugte scenen og de efterfølgende drukture som erstatning for deres fælles og grundlæggende ensomhed.

Om dem begge er der skrevet biografier, om Passer endda adskillige, den seneste udkom i 2009. Men ingen om deres samspil.

Det er her, at Jesper Gaarskjærs bog fortæller noget nyt, ikke mindst fordi han så omhyggeligt går ned i mange af numrene, refererer teksterne, analyserer deres iboende komik og flittigt citerer fra anmeldelser.

Her kommer vi tæt på deres arbejdsmetode - en tæt og grænseoverskridende publikumskontakt, som to løsslupne og alligevel disciplinerede legekammerater havde på scenen.

Gaarskjær giver samtidig et fint resume af dansk revyhistorie og de varianter af revyens genrer, hvori Passer og Petersen indskriver sig, lige som de placeres i relation til det absurde teater, der bryder frem i disse år. Deres styrke var den almenmenneskelige nonsens-komik og ikke satiren eller det aktuelle politiske svirp.

Vanvittig dialog

Den fælles kemi var øjensynlig en realitet allerede fra det første møde i Fifferrevyen på Apollo-teatret i 1949, selv om de først debuterer som makkerpar i 1955 på ABC Scenen i numre ”Brd. Tapetersen” - et tapetklisternummer i stumfilmstil - foruden selve ”Kellerdirk”-ideen - den lange og den lille, den rolige og den råbende - i en småsnakkende, lettere vanvittig dialog, der gerne strækker sig over 20 minutter.

Det er i den samme revy, at stadig elskede numre som ”Moder Sol” og ”Jul i den flyvende tallerken” ser dagens lys. Og så bryder det ellers løs.

Massevis af løst sammenstrikkede revyer i København og på turné de kommende år, afløst af pauser, inden den fatale revy-premiere i 1962, da Kjeld Petersen dør om natten af et hjerteslag.

Fine kapitler

Inden vi når dertil, har bogen budt på fine kapitler om de to komikeres barndom og opvækst hver for sig.

Om Kjeld Petersen, der efter ”Solstik” i 1952 finder sin niche som den pæne mand med noget højeksplosivt indeni, desperationskomikeren over for Dirch Passers mere blide og drenget-uskyldige fremtoning.

Jesper Gaarskjærs bog har sin styrke i, at den reflekterer mere begavet over sine hovedpersoner, end så mange andre af tidens biografier evner det.