Nagasaki er Japans europæiske oldemor

Hotelværtinden banker på kort før kl. 22. Hun har jordbær med sødmælk til os på små, blomstrede porcelænstallerkener. Da hun opdager, at vi allerede selv har købt grøn te-is til dessert, griner hun og ryster på hovedet, som om vi har været uartige. Hun bukker, før hun tøfler ud igen med bitte små skridt begrænset af en klassisk kimono.

Et sært lille sted, dette hotel.

Værelserne er forbundet i en labyrint af små trapper. Der er små håndskrevne skilte overalt. Med en skråskrift, sirligere end min afdøde mormors, er der skriftlig instruktion til brug af "nødudgangsrebet" ved vinduet.

Der er en anden sirligt skrevet instruktion til, hvordan man lader vandet løbe for at fremtrylle varmt vand på badeværelset, der minder om en skibskahyt. Foran badeværelset er der et sæt hjemmesko med ordet ”toilet”. Endelig er der også en håndskreven brugsanvisning til telefonen, der ser ud, som om den er ældre end min afdøde mormor.

Det er som at havne i et cirkushotel fra forgangne tider med udstoppede dyr, anker på væggen og hjemmehæklede blonder på sengetøjet.

Men hotellet er slet ikke så sært.

Det er tværtimod essensen af Nagasaki med de revnede klinker, falmende hortensiablomster og gulnet porcelæn. Nagasaki er tipoldemors nordeuropæiske traditioner blandet med japansk kitsch.

Europæisk indflydelse

Havnebyen og handelsbyen Nagasaki var i mange år Japans port til Vesten. Det var her, de første portugisiske handelsrejsende kom til Japan omkring 1543.

Selvom de ikke blev længe på stedet, udgjorde deres besøg stor påvirkning. Dele af lokalbefolkningen konverterede til kristendommen. Et halvt århundrede senere anså de japanske autoriteter kristendommen i Nagasaki for så stor en trussel, at de indledte en forfølgelse af minoriteten.

Det ledte til en korsfæstelse af 26 europæiske og japanske kristne i 1597, mens de portugisiske og spanske handelsrejsende blev udvist. Protestantiske, hollandske forretningsmænd blev tolereret, da de blev anset for at være mindre religiøse. Deres indflydelse ses stadig i byen, bl.a. i form af traditionelle, hollandske huse og en tør sandkage, som sælges over hele byen.

Den hollandske fortid og protestantiske indflydelse på Nagasaki observeres bedst i Glover Garden, der minder lidt om en H.C. Andersen-inspireret eventyrby.

Små hollandske huse på brostensbelagte gader fører op til en hvid trækirke kaldet de 26 hellige martyrers kirke (opkaldt efter de 26 kristne, der blev korsfæstet i 1597).

Der er, hvad der skal være i en europæisk kirke: alter, kirkebænke, farverige glasvinduer. Men der er også ting, man ikke forventer i en kirke: linoleumsgulv og messen på japansk over en højtaler.

Vi hører stemmer

I det hele taget er der lyse, japanske, kvindestemmer overalt i Nagasaki. Blide, lettere instruerende stemmer taler fra lyskryds, fra højttalere på og i busser og fra højttalere i indkøbscentret. Der er også en stemme, der fortæller os, hvordan vi skal stå på rullebåndet, da vi ankommer til indgangen til Glover Park. Parken er det sted, hvor en række europæiske berømtheder boede for over 100 år siden.

Små transportbånd på 10-15 meter bevæger os fra sted til sted i parken, der har rosenbede side om side med bonsaitræer.

Der er masser af magi og overtro i parken. En af de mest kendte indvandrere fra perioden, Thomas Glover, boede i et stort hus med et spejl, man ikke kan se sig selv i. Det minder om et trolddomsspejl, men spejlets funktion var nu blot at sprede lys i rummet. Der er også to skjulte stenhjerter gemt blandt parkens brosten. Finder man begge hjerter, giver det ifølge lokale sagn held i kærlighed.

Thomas Glover giftede sig med en japaner og fik japanske børn og børnebørn. Der er ingen tvivl om, at japanerne i dag hædrer Thomas Glover og hans naboer fra den tid som deres egne, europæiske forfædre. I souvenirbutikken kan man købe Thomas Glover-kopper side om side med Hello Kitty-nøgleringe.

Glover Park er som et lille museum i byen, men den europæiske tradition er tydelig overalt, hvis man kigger efter.

Man ser det på arkitekturen i husene, der klatrer op ad bjergsiderne. Man ser det i blomstret porcelæn på sushi-restauranten. Og man ser det i det broderede sengetøj på hotellet.

Da vi næste morgen tjekker ud fra hotellet med det umulige navn Nishiki-so Bekkan, giver hotelmutter os smørkager i en lille æske med til rejsen. Da vi forlader stedet, står hun og bukker og bukker i sin kimono med blikket i gulvet, indtil vi er ude af syne - som en god værtinde skal ifølge japansk forskrifter.

LÆS OGSÅ: Byen, hvor te en kunstform