Fortsæt til indhold
guide.dk

Langrend året rundt

Rigtige skientusiaster behøver ikke vente på, at sneen kommer. I Torsby i Midtsverige kan langrendsfolket stå på ski næsten året rundt i én af verdens største indendørs skiarenaer.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen. Den fantastiske følelse af at kunne give skiene fuld gas. Op ad den svage stigning har jeg perfekt fæste. Og nedad glider skiene i suveræn stil. Planen var egentlig bare at tage et par runder på den 1,3 kilometer lange rundløjpe, men jeg bliver så grebet af den fortættede stemning herinde i skiarenaen, at jeg tager den ene runde efter den anden.

For langrendsentusiaster er det som en drøm at komme til Torsby, spænde skiene på og begive sig på tur i den indendørs skitunnel. Hvad enten det er sommer eller vinter.

Det er naturligvis ikke som at være på langrendstur ude i skoven. Men det er et rigtig godt alternativ. Især når det er alt for varmt udenfor til overhovedet at kunne tænke på skiløb. Eller når der mangler sne til skiene.

Fortum Ski Tunnel Torsby er Skandinaviens eneste indendørs skitunnel - og formentlig den største i verden.

Perfekt sne

Her er gode muligheder for folk, der vil løbe klassisk langrend, og dem, der er mere til skøjt. Man kan også træne skiskydning - eller biathlon, som det hedder på engelsk - inde i kulden.

30.000-40.000 gæster finder hvert år vej til Torsby og skitunnelen, fortæller Mats Olsson, turistdirektør i Torsby Kommune, der ejer tunnelen. Indenfor er temperaturen konstant mellem 0 og minus 3 grader. Derfor er sneen perfekt til skiløb. Til gengæld brænder især ansigtet og hænderne, når man efter en god skitur kommer ud i varmen igen. En højdeforskel på 12 m på rundløjpen lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at man undervejs faktisk løber både opad og nedad på løjpen.

Og på grund af de gode sneforhold, de perfekte skispor og det suveræne glid får man faktisk så meget fart på skiene, at mange af mine rejsefæller undervejs må en tur ned i sneen. Skituristerne, der både tæller enkelte danskere, en hel del fritidsskiløbere fra Norge og mange medlemmer af professionelle skilandshold, er typisk på besøg i Torsby i to-fire dage, fortæller Mats Olsson.

Mange kommer for at træne til et skiløb som Vasaløbet, der foregår lidt længere mod nord og strækker sig 90 kilometer fra Sälen til Mora. Andre har bare lyst at få lidt godt skiløb som optakt til familieskituren eller ønsker at holde sig i form i løbet af sommeren. Der er også en del, der kaster sig over rulleskiene på asfalten ude i ”varmen” og så øver teknik inde i skitunnelen. De seje tager typisk 20-30 runder i tunnelen, men man kan også sagtens hygge sig med mindre og i et roligere tempo.

Efter at have givet den masser af gas inde i skitunnelen i et par timer bliver der bagefter helt i den rette Vasaløbs-ånd serveret Ekstrøms Blåbærsuppe som energidrik. Blåbærsuppen er et fast element for alle, der har deltaget i det 90 kilometer lange skiløb, der regnes for langrendsløbernes maratonløb.

Mens mange af nabokommunerne har valgt at satse på vandkraft eller industri, så har Torsby Kommune valgt at satse på skiløbet og bl.a. brugt 50 mio. kr. på at bygge den indendørs skitunnel.

»Vi bygger ikke vandkraft, vi bygger kultur. Og så satser vi på turisme,« fortæller Mats Olsson.

Det er faktisk lykkedes rigtig godt at få turismen op at stå i den lille by, der blot tæller 4.000 indbyggere og ligger placeret nærmest midt mellem Oslo og Stockholm.

Masser af aktivitet

Her i den svenske ødemark finder man en livlig mountainbike-industri, hvor man kan tage på avancerede cykelture med masser af udfordringer, ligesom der i Värmland er næsten uendelige muligheder for udendørs aktiviteter som kanosejlads, tømmerflådebygning, vandring og andre oplevelser.

Hvis man bliver i Torsby i flere dage, kan man meget passende bo på Torsby Sporthotell, en slags vandrehjem, der ligger blot et par hundrede meter fra skitunnelen. Priserne her er meget rimelige, og standarden i orden.

Mens der findes adskillige indendørs alpinanlæg, er det kun meget få steder i verden, der er mulighed for som langrendsløber at boltre sig indendørs i sne. Én af de allerstørste skitunneler ligger i Oberhof i Tyskland, mens der i Finland findes fire mindre skiarenaer for langrendsentusiasterne.

LÆS OGSÅ: Langrend for begyndere