En begynders dagbog

En beretning om en dansk families første skiferie. En historie om brækkede baller, frygtløs-bajere og kunsten at bære en bakke med dagens ret iført to kilo dødvægt om anklerne.

Artiklens øverste billede
25 meter indledende pizza: Martha og vennerne lærer at plove, hvilket de pædagogiske skilærere oversætter til at lave pizza-slices.

Søndag

Snestormen har lagt sig, og glemt er lørdag aftens ydmygende strabadser med at få snekæder på bilen for at kunne køre de sidste 500 meter med 18 procents stigning op til vores ferielejlighed. En stor tak til den venlige ekspedient på Shell-tanken i Maria Alm.

Vi hopper alle hurtigt i det nyindkøbte skitøj, der gør mig taknemmelig for, at mine forældre ikke døbte mig Michel Engmann.

Ned til bussen, et minut, og vupti, vi er klar til at få ski, støvler og liftkort, så vi kan tage gondolbanen op på bjerget.

Vores skilærer hedder Morten. Familiens yngste på seks år og jeg går på børneskiskole, mens de tre andre er kvikkere til at finde fidusen.

Jeg bruger dagen på at forcere en ganske svag stigning og derefter zigzagge ned, og tør slet ikke tænke på at kaste mig ud på pisterne.

Det ser intet mindre end livsfarligt ud, men Ida, Karl og Anna tager alligevel turen ned ad den lette piste to gange.

Til frokost bryder solen frem, og restauranten midt på bjerget fyldes af uformelige mennesker, der vælter ind for at bestille mad.

Første lektion på skiskolen drejer sig om at bremse. Det kaldes at plove, hvis man er over 10 år. De yngste får at vide, at de skal lave pizza. Skiene skal ligne et pizza-stykke. Den er jeg med på.

Om aftenen går vi ud og spiser og direkte hjem i seng. Sjældent har vi været så trætte.

Mandag

Der er tø i dalen i 800 meters højde. På bjerget er der frost.

Martha og jeg fortsætter de basale øvelser. Hun er ikke så god til at lave pizza, og hendes skilærer, svenske Maria, siger, at hun efter frokost nok skal skifte hold.

Pludselig kan Martha bremse og dreje. For hun har allerede fået en ven på sit hold. Hun kan ikke lige huske, hvad hun hedder, men det kan ikke komme på tale at skifte hold.

Ved siden af de små øver jeg mig stadig i at lægge vægten på det ben, der vender ned mod dalen. Vi bliver trukket 20 meter op ved hjælp af en snorelift. Bare det at slippe rebet og begynde den dramatiske nedtur kræver stor koncentration.

På et tidspunkt hen på eftermiddagen kommer jeg uforvarende til at sniffe ind under jakken, hvor lugten af Wienerschnitzel mit Pommes stiger op.

Familiens hårde trio tager endnu en gang med Morten ud på pisten. Hvordan tør de? Sidst på dagen lykkes det os at få købt ind i det lokale supermarked, vi spiser iført skiundertøj, et hurtigt styrtebad og i seng.

Jeg når lige at læse to sider i min medbragte ferieroman af Nick Hornby, inden jeg falder i søvn. Den hedder "A long way down".

Tirsdag

Blå himmel, hvidt univers. Midt under mine bremseøvelser opdager jeg, at Maria har taget børneholdet med ud på pisten. Jeg er alene nu. I et anfald af dumdristighed får jeg skubbet mig hen til kanten af pisten. Længere oppefra kommer noget, der ligner spædbørn i fosterstilling susende forbi.

Jeg kaster mig ud i trafikken, glider ned, nogle gange sidelæns, hvis det er for stejlt, men ned kommer jeg, og hallo, jeg kan faktisk stå på ski.

To gange må jeg ned at lege voksenmikado med brædderne, men den sejr at nå ned til liften og køre tilbage til restauranten er så stor, at jeg sætter mig med en Kaiser Pils og misser op mod solen.

De eneste forstyrrende elementer i idyllen er østrigernes forkærlighed for et disko-remix af gamle slagere som "Pas på den knaldrøde gummibåd". De spiller dem rigtigt højt. Og så den dessert bestående af svesker i en dej overhældt med en tyktflydende vaniljesovs og et skvæt Nesquick-pulver. En landsmand forklarer, at den store klump - der er på størrelse med en håndbold - kaldes en Germknödel, og han påstår, den giver masser af energi til skiløb. Jeg afslår venligt, men bestemt at smage. Om aftenen tager jeg en tår af min kaffe for kun at opdage, at Ida har lavet Jägertee.

Det går i alle henseender den rette vej.

Onsdag

Marthas første ord, da hun vågner, er "Franz Klammer". Jeg får straks bange anelser.

Skiskolen er ovre. Heldigvis får vi fat i en ny skilærer, Jesper fra Holstebro, som lige skal pudse Marthas og ikke mindst min teknik af.

»Kom nu, far,« siger Martha, »vi skal ned af kvisten.«

Efter nogle hårde timer kan far og datter - mens de tre andre boltrer sig på endnu stejlere bakker - lave mønstre hele vejen ned. Skilæreren foreslår velmenende, at jeg skal tage en frygtløs-bajer, så jeg bare kaster mig ud i det uden hæmninger.

Men jeg har nok at gøre med at hænge på datteren, der på et tidspunkt får så meget fart på, at hun ikke kan bremse. Mens jeg lister mig ned, kan jeg i det fjerne se hende hamre direkte ud i et tykt lag sne og slå en kolbøtte, og med høj puls prøver jeg at manøvrere hurtigt hen til ulykkesstedet. I min iver for at nå frem tager jeg det sidste stykke på maven, får sne ind under brillerne og ender en halv meter fra datteren.

Da hun ser mit styrt, glemmer hun sit eget, mens jeg resten af dagen har infamt ondt i et skulderblad, der pludselig vendte forkert. Efter frokosten sender jeg en sms til min ven Henrik i Svendborg. »Sidder i solen og spiser schnitzel. I skulle være her.«

Lidt efter svarer han: »Spiser burger i Kvickly. I skulle være her.«

Torsdag

Den onde svend, der i sin tid opfandt tommelskruen, havde garanteret en finger med i spillet, da skistøvlen blev designet. Efter fire dages pinsler er huden på knysterne og skinnebenet ved at vokse sammen, og det gør fornøjelsen ved at stå på ski markant større. Men jeg vænner mig aldrig til at gå lettere foroverbøjet med to kilo dødvægt om anklerne og samtidig balancere to bakker med dagens ret.

Teknisk set bliver dette min bedste dag, men jeg nøjes med at blive i 1.260 meters højde. De andre tager helt op på bjergtinden og kommer ned med beretninger om tæt tåge og et næsten lodret fald på det, der ellers skulle være en let piste.

Sådan er det: Er man først kommet op, skal man ned igen, og de erkender, at det ikke var spor rart ikke at kunne se en skistav for sig. Jeg får kuldegysninger ved tanken og bliver i trygge omgivelser.

I dag kører det, jeg nyder farten, de skarpe sving, jeg er Ingemar Stenmarks længe ventede afløser, en ukendt dansker på noget, der ligner - og er - børneski og med et par skibriller fra 1980'erne kækt placeret i panden (tak for lån, Leif).

Mit overskud er så stort, at Karl får lov til at få sin drøm opfyldt: Vi hyrer danske Johnny, der skal lære ham at stå på snowboard. På ski er Karl allerede en virtuos, men snowboard er en anden disciplin - og udøverne et andet folkefærd.

»Vi spiser skiløbere til morgenmad,« påstår Johnny, efter at Karl i nogle timer har haft en plade på fødderne.

Mens pigerne tager på shoppingtur til Saalfelden, fejrer sønnike og jeg en god dag med en cola og en øl på vores stamværtshus nede i dalen, Aberg Stub'n.

En beværtning, man nærmest tumler ind i, når man har afleveret ski og støvler til opbevaring i sportsforretningen. I dag er det den yngste servitrice, der er lige så vrissen, som den ældste er rar og imødekommende.

Efter urimelig lang ventetid får vi drikkevarerne på bordet, og hun placerer øllet foran Karl, men smiler så af sin fejltagelse.

»Så ville han ellers sove godt i nat,« spøger hun.

Det gør han alligevel.

Selv må jeg konstatere, at jeg flere gange vågner, da mit venstre ben gør klar til at foretage et af de der forbandet svære højresving.

Fredag

Sidste dag. Suk.

Men hvilken dag.

Blå himmel og let frost efter et par dage med antydning af tøvejr. Vi står ekstra tidligt op for at få mest muligt ud af dagen.

Familiens mest rutinerede trio afprøver en rød piste og ligner nogle, der aldrig har lavet andet end at stå på ski.

Jeg vælger at følges med Martha, der hele vejen ned instruerer mig i de øvelser, hun har lært på skiskolen tilsat opmuntrende bemærkninger som ”Godt, far, hvor er du dygtig" og "Nu skal vi lave hjerter i sneen, kom".

Martha vil gerne blive i Østrig. Bo her. Gå i skole her. Stå på ski. Hun vil ikke hjem.

På sidstedagen er hun en anelse træt, og hun sætter sig ned på pisten, hvor den er bredest. Jeg stopper op for at høre, hvad vi nu skal øve os i, men pludselig kommer en lille dreng styrtløbende og banker skispidserne direkte ind i Martha. Det viser sig at være en landsmand, og heldigvis er der ikke sket noget alvorligt med børnene. Men Martha er rystet.

»Jeg har brækket en balle, fordi jeg er blevet kørt over,« siger hun.

Vi er nødt til at tage en pause på solterrassen med sodavand og chokolade, inden hele familien genforenes og bliver enige om at gøre det: Tage liften det sidste stykke op på toppen og køre ned fra 1.960 meters højde. Deroppe ser vi for første gang "bananen" i aktion, slæden, som tilskadekomne transporteres væk på.

Denne gang er det en kvindelig snowboarder, der får en kælketur.

Min selvtillid vokser, da jeg ser en østrigsk skilærer instruere en flok asiatiske soldater, der for første gang er på ski. Deres ben ryster og sitrer hele vejen ned, og pupillerne lyser af panik. På sin vis kan jeg godt sætte mig ind i fornemmelsen. Jeg er bare ligesom et andet sted nu, hvis I forstår, efter vores første skiferie. Grüss Gott.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.