Mini har fået storhedsvanvid

Mini Countryman er den største Mini nogensinde. Designet er en smagssag, og prisen er høj. Til gengæld kører bilen fremragende.

Artiklens øverste billede
Countryman slægter de andre Mini på, når det gælder mulighederne for at individualisere bilen, altså gøre den til noget specielt rent designmæssigt. Taget fås i sort eller hvid, sidespejlene i samme farve som taget og alufælgene fås i lys aluminium, titangrå eller hvid. Testbilen har bl.a. stafferinger. Foto: Bilavisen

Helt banalt er Countryman, som den største Mini nogensinde, svær at overse. Med vanlig britisk flair for at være anderledes på den cool måde, har Mini skabt en bil, øjnene ikke kan lade være med at dvæle ved.

Designet får godt nok selv de blaserte danskere til at pege og storsmile, og det varer en rum tid, før man kan færdes upåagtet i trafikken. Køn, kan man dog næppe kalde den, for der er sandt at sige ikke noget henrivende over dens udstående rumpet.

Overraskelseseffekten kan koges ned til tallet fire: For første gang sprænger mærket firemeter grænsen, indfører fire døre, fire separate siddepladser samt mulighed for træk på alle fire hjul.

OK, sammenlignet med firehjulstrækkere som VW Tiguan og Ford Kuga, er Countryman stadig en Mini, men ikke i selskab med sin egen familie: Her rager bilen 18 centimeter højere op end Mini One, breder sig 15 centimeter mere ud og er hele 37 centimeter længere.

Pengemaskine

At Mini laver en forvokset variant med træk på alle fire, er ikke den store overraskelse. Retromærket er blevet en pengemaskine for BMW, der ejer fabrikken, og særligt i USA er mange af de oprindelige Minikøbere modne til at rykke en klasse op. Populariteten skal udnyttes, også selv om Mini risikerer at udvande deres veldefinerede niche. Navnet synes dog at sidde i skabet, og det matcher velklingende betegnelser som One, Cooper og Clubman.

Mini er på en gang blevet cool kult og en profitabel pengemaskine. Prisen for Countryman får dog selv den stiveste britiske overlæbe til at vibrere fornærmet 370.680 kroner skal der på bordet for testbilen med 112 hk dieselmotor, og så er vi kun lige begyndt. Almindeligheder som klimaanlæg, læderrat, cd-afspiller og kørecomputer hæver indsatsen yderligere 35.000 kroner, og så er vi deroppe, hvor selv distingverede briter må udstøde et forarget ”shocking, my dear”.

Ærgerligt kan vi tilføje. For Mini har aldrig været bedre. Efter en tur på Jyllands- Ringen logrer man nærmest af begejstring over det forvoksede hundehus.

Præcist styretøj

Sir Alec Issigonis opfandt måske nok Minien i 50erne, men ville sikkert stadigvæk fryde sig over et styretøj, der virker, som om det har telepatisk kontakt med forhjulene. Og det i en grad så man gang på gang tager sig selv i at forlade hovedvejen for at udforske bivejene.

At køre Mini er at genopdage glæden ved at tage en omvej, finde jomfruelig asfalt og lægge bilen an til et dobbeltsving med samme præcision som Mikkel Kessler placerer næverne på modstanderens hage. Komforten er tilmed fin med begrænset støj og fjedre, der sluger både små og store ujævnheder med appetit som en langt større bil.

De overlegne køreegenskaber kunne dog godt hjælpes lidt mere på vej af en stærkere motor. Bevares, 1,6 diesel har et ganske solidt drejningsmoment, er økonomisk, og der er udmærket trækkraft, men sjovt bliver det aldrig.

Til gengæld sidder man fremragende bag rattet, og skubber man de store forsæder lidt frem, er der endda plads til et par store teenagere på bagsædet.

Lille bagagerum

Men pak med omtanke. Bagagerummet rummer ikke mere end i en VW Golf.

Der er også en masse tivoli og glimmer i instrumenteringen, men det meste til den uskyldige side. Vi synes dog, at det gigantiske centralt placerede speedometer mest af alt ligner noget fra en norsk dukkefilm. Selv brændstofmåleren ligner noget, der er hentet fra et komfur, og det er stort set umuligt at foretage indstilling af radioen under kørslen, og så skal blot tilføjes at mange af retroknapperne til ruder m.v. ligner noget fra et militært overskudslager.

Selv kontakten til blinklyset er det lykkedes designerne at gøre kompliceret, så bilen ofte ligner en tivoli-bil med blink til skiftevis højre og venstre. Men natbelysningen er fræk med sine neonlys mellem bagsæderne. Jo, Mini er cool som aldrig gør. Spørgsmålet er så, hvem køberne er - ud over Minifans, der ligesom Elvisfans aldrig rigtig har opgivet troen?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.