Krukken Kaas

Den danske filmverden er fyldt med forkælede prinser. Der er brug for lidt mere røv, mener et af branchens store talenter, filmaktuelle - og nybagt far - Nikolaj Lie Kaas.

Venstre øjenbryn løfter sig lidt. Nikolaj Lie Kaas ser mistroisk på den glatte metaloverflade, der udgør elevatorens ene væg.

Han lader sin venstre hånds pegefinger glide hen over et par centimeter. Det klistrer lidt.

»Er det sæd?«

Ingen svarer. Stylisten kigger afventende på fotografen. Fotografen kigger nervøst ind i sin linse. Sekretæren stopper sin gang ned ad trappen.

Det er egentlig et udmærket spørgsmål for en mand i Nikolaj Lie Kaas' situation. Den unge danske skuespiller har spændt sig selv fast mellem væggene i den øverste del af en elevator på Nordisk Films studier i Valby. Benene klemmer han mod det store spejl på den ene side, hænderne og hovedet er trykket flade mod den anden.

Han har hængt der i cirka ti sekunder, men nu er væggene altså blevet lidt for glatte. Og han vil gerne vide, hvad det er, han rører ved.

Morsom mainstream

Et par timer tidligere på dagen sad vi og talte om hans rolle i den nye danske film Sprængfarlig Bombe. En lystig og pænt humoristisk Thomas Villum Jensen-debut om en excentrisk instruktør, en forladt far og hel masse mærkelige danske skuespillere. Morsom mainstream, formulerede Nikolaj Lie Kaas det selv. Vi ville gerne vide, hvor meget af historien, der passer med det virkelig liv i den danske filmandedam. Det havde det 33-årige talent og dobbelt Reumert-indehaver ikke noget problem med at fortælle om - der er nemlig meget, der passer, det flyder faktisk med forkælede prinser og prinsesser i den danske filmverden. Men mere om det senere.

Nikolaj Lie Kaas hænger i elevatoren og er altså stadig i tvivl om, hvad det er for en substans, der gør væggene i elevatoren glatte.

I mangel af svar fra folk omkring ham forsøger han selv. Venstre øjenbryn hænger stadig et godt stykke over øjet, men nu løfter mundvigen sig også. Charmetrolden Kaas siger: »Måske er det Magnussons?«

Der er igen tavshed et øjeblik, inden det næsten synkront går op for os, hvilken Magnusson, det drejer sig om. Kim Magnusson. Direktør for Nordisk Film Production.

Så hopper Nikolaj Lie Kaas ned fra sit spænd mellem elevatorvæggene og bryder i grin. Forsikrer, at det var for sjov - han har et godt forhold til Kim Magnusson - og fortsætter så:

»Hvordan skal jeg så stå? Jeg tror ikke, fotografen er tilfreds endnu. Hvad med sådan her?« Karatespark i luften. »Eller sådan?« Pikant vrik med numsen. »Der er alt for lidt røv i dansk film.«

Gadedrengen, charmetrolden, megatalentet, familiefaderen. En formiddag med Nikolaj Lie Kaas er en inspirerende slingretur gennem babyer og smøger, letmælk og parforhold, film og forelskelse. Grundfølelsen er et lille stik af misundelse over, at han kan slippe af sted med at sige alt det, han gør, bare fordi han smiler imens. Og så måske forbløffelsen over, at hans humor kan skabe så meget konstruktiv arbejdsenergi.

Anders Thomas går amok

Men der er også substans i Nikolaj Lie Kaas' overvejelser - især når vi nærmer os hans egen branche. Tag f.eks. hans rolle i "Sprængfarlig Bombe". Her spiller han den excentriske og selvoptagede instruktør Claus Volter, der laver film, som ingen gider at se, fordi skuespillerne taler mærkeligt. Det gør ham hadet i det skjulte af de fleste i hans omgangskreds. Men Nikolaj Lie Kaas kan godt se det positive i den gale instruktør.

»Volter vil lave private film, og det er selvfølgelig ikke så godt for hans publikum. Han ser ikke rigtig lyskrydsene, når han drøner derudaf. Men jeg kan ikke lade være med at beundre hans talent for at holde fast i sine idéer, hvor krampagtige de end er,« siger han.

»Det er sådan noget en primadonna kan. Eller en krukke, for den sags skyld. De er ikke bange for at stole på deres egen intuition.«

Han lader sætningen hænge i luften et øjeblik, før han sender et smil af sted og beslutter sig for at komme det næste spørgsmål i forkøbet.

»Jeg bliver tit spurgt, om jeg selv er en krukke. Jeg svarer, at det ville jeg gerne være.« Pause.

»Altså. Hvis jeg var det. Så ville jeg ikke have noget imod at være det. Men jeg er det ikke.« Pause igen. »Lidt. Måske.«

Og med sådan en lille krukke gemt i sig selv har Nikolaj Lie Kaas ingen problemer med at sætte navne på nogle af de danske instruktører, der også deler træk med primadonnaen i Claus Volter.

»Da vi lavede Blinkende Lygter med Anders Thomas Jensen, gik det helt amok. Jeg skulle sige "Hanne har lavet brunch", men jeg kom hele tiden til sige "Hvide Henning har lavet brunch". Det virkede helt afsindigt morsomt, og jeg kunne ikke lade være med at flække af grin.

Desværre havde vi ventet i lang tid på, at en færge skulle komme forbi i baggrunden, og jeg havde kun et minut til at sige det ordentligt. Jeg kunne ikke nå det, og så sprang Anders Thomas Jensen op af sin stol og smadrede sine høretelefoner ned i jorden. Han vil have det på sin måde.«

Den slags reaktioner er der mange af i dansk film, mener Nikolaj Lie Kaas.

»Der er Susanne Bier, f.eks., hun er jo også en lille prinsesse. Sådan en der får sin vilje altid.«

Så kommer smilet igen, det drengede blik, der viser, at han holder meget af Susanne Bier, og at man godt kan tillade sig at sige sådan noget om hinanden.

Og der er flere lighedstegn mellem personer i "Sprængfarlig Bombe" og Danmarks filmmiljø.

»Der er fotografen, der hele tiden siger "jeg bliver sindssyg". Det er Dan Laustsen. Så er der ham, der hele tiden spiser. Det er Rolf Konow. Han spørger altid, hvornår der er frokost.«

Kortene tæt til kroppen

Nikolaj Lie Kaas er stille et øjeblik, men man kan se på hans lidt drømmende øjne, at han er ved at udvikle en sætning.

»Og det er jo i virkeligheden sådan nogen mennesker, vi har brug for. Det er sgu da befriende at spørge efter maden, når vi andre står på settet og tror, vi laver noget sublim kunst.«

Den danske filmandedam er i det hele taget blevet bedre til at udnytte folks forskellige ressourcer, mener Nikolaj Lie Kaas, der selv har set sin del af den danske filmverden siden debutten i Søren Kragh-Jacobsens "Drengene fra Sct Petri" fra 1991.

»For ti-femten år siden holdt instruktørerne hele tiden kortene ind til kroppen. Der var ikke nogen, der skulle blande sig i det, de lavede. Det var jo kunst. Men jeg synes, at man er blevet bedre til at dele det og lade sig inspirere af hinanden. I dag er der mange flere, der beder kolleger om at læse manuskripter igennem.«

Han roder lidt rundt i sit krøllede hår.

»Vi er bedre til at udnytte de her store filmområder, som f.eks. Nordisk Film eller Zentropa. Dér er der altså rigtig mange idéer, der bliver født.«

Trods de skarpe og bramfri analyser er det ikke dansk films andedam, der har optaget Nikolaj Lie Kaas mest hen over sommeren. For halvanden måned siden fik han sammen med sin kæreste Anne en lille pige - der vistnok skal hedde Gerda Sofie - og det har udløst en barselsorlov fra rampelyset fra maj og helt frem til september. Men der er tilsyneladende også spot på derhjemme.

»Det er sgu hårdt.«

Med tryk på "er", og et grin bagefter. Sådan et grin, hvor ordene "den lille luder" får lov at slippe ud, men hvor øjnene understreger en enorm lykke over at have fået en datter.

»Det er jo også sindssygt fedt. Den sidste måned har vi været i Skagen og i Herning og på Langeland og i sommerhus i Råleje. Jeg har oplevet Danmark sammen med familien,« siger han glædesstrålende.

Hårdt at blive far

Snakken om de to piger får et anderledes udtryk frem i Nikolaj Lie Kaas. Der er stadig det spillende, den lette dans hen over spørgsmålene, som f.eks.:

»Det er krævende at blive far.«

Hvad kræver det?

»Hvad det kræver? Det kræver ... ehm, ja, hvad fanden kræver det egentlig?«

Og et par sekunder senere:

»Et godt parforhold. Det stiller krav til forholdet. Men jeg ved ikke noget om parforhold. Måske er det også meget godt.«

Men der er også det lidt mere alvorlige, der er de spørgsmål, hvor han retter sig op fra stolen, eller hvor han gør sig umage med at tage frugten ud af munden, før han svarer.

»Det at få en familie indebærer, at fokus bliver flyttet. Og det indebærer, at jeg skal acceptere, at fokus bliver flyttet.«

Han læner sig frem over bordet.

»Det er en dialektik. Skal vi kalde det det?«

Ordet ligger mærkeligt i munden på ham. Det er som om, han også selv kan smage det. Så kommer grinet:

»Nej ok. Det kræver, at vi er vakse ved havelågen, og at vi ved, hvor vi bruger vores energi. At vi passer på hinanden. Det er det, jeg mener med fokus.«

Nikolaj Lie Kaas hører ellers allerede til de mere erfarne, når det gælder om at tackle udfordringer i familielivet.

Han er søn af skuespilleren Preben Kaas og forfatteren Anne Marie Lie, og da først faderen og siden moderen valgte at begå selvmord, endte den unge Nikolaj hos plejeforældre i Rødovre.

Trods den turbulente barndom flød han dog ovenpå, og i dag beskriver han sig selv som "et positivt menneske".

Energisk karriere

Efter ti år som musiker i Tivoligarden debuterede han med et brag i 1991 på det store lærred. Herefter har den talentfulde skuespiller badet i anmelderroser og tilbud om nye film og teaterroller - indtil videre er det blevet til tre Robert, tre Bodil og en enkelt Reumert. Nikolaj Lie Kaas har bevaret sin uimponerede og drengede stil gennem sin karriere. Han lever af at lade sin humor være drivkraft i selv de mest seriøse samtaler.

Det typiske mønster er en slags Nikolajsk tre-trinsraket - først siger han noget sjovt, så siger han noget alvorligt, og så gør han lidt grin med det alvorlige. Som f.eks. hans beskrivelse af danske skuespillere, der faldt lige efter, han var hoppet ned fra spændet i elevatoren.

»Mange skuespillere er nok ikke de skarpeste knive i skuffen. De har en veludviklet intelligens, men mange har ikke den bedste situationsfornemmelse.«

Han roder igen i håret.

»Der er i virkeligheden to slags skuespillere. Der er dem, der gerne vil være skuespillere. Det er dem, der vil lave film for at blive set og for at blive genkendt på gaden. Og så er der dem, der vil lave det, fordi de vil lave kunst, fordi det er en interesse.«

Lille pause.

»Ligesom strik.«

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.