Skyggefar

Daniel tog sit livs sværeste beslutning, da han sagde farvel til kæresten og deres fælles barn på otte måneder. Hver dag kæmper han nu for stadig at være far.

Emilie havde endnu ikke fejret sin første børnefødselsedag, da far pakkede sine ting og flyttede. Hendes forældre havde længe haft svært ved at få forholdet til at fungere, og afstanden mellem dem voksede dag for dag.

Daniel havde tænkt over det længe. Havde vejet for og imod. Havde sagt til sig selv, at han måtte tage sig sammen for Emilies skyld. Havde tænkt på at det ville koste dyrt, hvis han sagde farvel.

»Det gik op for mig, at det var slut, da vi en dag sad ved middagsbordet. Der var så utrolig dårlig stemning i rummet, og jeg opdagede, at Emilie forsøgte at gøre os glade, selv om hun ikke engang kunne tale på det tidspunkt. Det skræmte mig afsindigt meget, og jeg tænkte, at det her kan jeg simpelthen ikke. Jeg kan ikke byde hende, at vi to voksne mennesker snylter på vores barns energi på den måde,« forklarer Daniel.

Når han skal sætte ord på følelsen den dag ved køkkenbordet, er det "en slags tåge". Alt kørte bare i cirkler, og de to forældre gav hele tiden kniven et ekstra vrid.

Derfor forlod den nu 35-årige mørkhårede konsulent kæresten og datteren Emilie på otte måneder.

Daniel har aldrig fortrudt, selv om beslutningen blandt andet har betydet, at han kun kan være sammen med datteren nogle timer hver uge. Udover savnet af den lille lyshårede pige, der nu næsten er to et halvt år, har det værste været en snigende følelse af ikke at være rigtig far.

»Jeg har jo hele tiden villet være en del af det hele og tage min tørn med at have hende om natten, når hun ikke kunne sove og møde blåøjet på arbejde næste dag. Men den mulighed er jeg blevet afskåret fra,« siger han.

Efter bruddet er der ikke længere mulighed for at udfylde den rolle. Emilie er hos ham et par timer mandag og torsdag samt otte timer hver anden søndag. Det er Emilies mor, der har forældremyndigheden over deres datter og dermed ofte det sidste ord.

»Min ekskæreste er overbevist om, at jeg har gjort noget meget grimt mod hende. Jeg synes, at vi virkelig forsøgte at få det til at fungere, men det var ikke, hvad hun oplevede. Der er bare stadig så mange følelser i klemme, at vi ikke rigtig kan tale sammen. Derfor er det nu sådan, at hun bestemmer, hvornår og hvor længe jeg skal se Emilie,« forklarer Daniel.

Han forstår sådan set godt, at hans tidligere kæreste oplevede tingene anderledes end ham, dengang han kastede håndklædet i ringen. Men han ærgrer sig alligevel over, at det er endt med så meget bitterhed mellem to mennesker, der egentlig burde gøre, hvad der er bedst for deres datter.

Ingen overraskelse

At det endte med advokater og et temmelig anstrengt forhold mellem Daniel og Emilies mor, kom ikke som den helt store overraskelse. Lige fra den dag Emilie åbnede øjnene for første gang, begyndte parret at glide fra hinanden og forholdet udviklede sig til en kamp mod og ikke for hinanden og deres lille pige.

»Det var jo sådan til sidst, at man kunne skrabe is af de indvendige vinduer. Vi søgte professionel hjælp, men der var bare ikke mere at give af,« siger Daniel.

Derfor pakkede Daniel sine ting, boede hos venner og bekendte et par uger og fandt en ny lejlighed, hvor der også var plads til, at Emilie kunne få sit eget værelse.

Den solbrune mand forsøger ikke at skjule, at sårene langt fra er helet, selv om der er gået næsten to år. Daniel er faktisk slet ikke sikker på, at sårene nogensinde heles fuldstændig. Ordene kommer ubesværet over hans læber, og blikket er fast, som om han har tænkt over det mange gange og nået frem til, at han gjorde det rigtige. Men tvivlen nager stadig nogle gange.

»Der er da nogle gange, hvor jeg tænker, det er sgu ikke en drøm. Det holder aldrig op. Jeg tænker jo på Emilie utallige gange om dagen, og bliver mindet om det hele. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det dengang. Det ville have været uendeligt svært at gå fra dem nu, hvor Emilie er begyndt at tale og udvikle sig til et selvstændigt individ,« siger Daniel.

Beskrivelsen af at fungere som en babysitter for Emilie bliver brugt flere gange, når Daniel taler om de få timers timers kvalitetstid hver uge.

»Der er tit situationer, hvor jeg ikke føler mig som far til min datter, men snarere som en forlænget pasningsordning. Der er jo personale i vuggestuen, der er mere sammen med Emilie, end jeg er,« fortæller Daniel.

Han ønsker, at der på et tidspunkt også bliver tid og plads til de aftenritualer omkring sengetid, som Emilie oplever hver eneste dag hjemme hos mor.

»Hun oplever ikke, at det er mig, der trøster hende, hvis hun bliver ked af det ved sengetid. Jeg har ikke været sammen med hende, hvor det bare har været rigtig øv for os begge to. Jeg vil meget gerne være der for hende og tage min del, som jeg gjorde, da min kæreste og jeg stadig var sammen, men det kan ikke lade sig gøre, som tingene er nu,« fortæller Daniel.

Han tilføjer, at den korte tid med Emilie gør det svært for ham at vise hende, hvem far egentlig er, og hvilke værdier han håber, hun tager med sig.

Et helt menneske

Hver mandag og torsdag forsøger Daniel derfor at skabe en lille hverdag med Emilie.

»Det kan være sådan noget som at gå en tur på legepladsen, synge en sang, læse en historie eller slå en kolbøtte på gulvet. Bagefter laver vi mad og taler om, hvad vi har oplevet sammen, og hun kommer med sine små indspark,« siger Daniel.

Savnet af Emilie og tomheden melder sig hver gang, Daniel ser andre forældre med deres børn på legepladsen eller til komsammen med familien. Emilie skulle for eksempel have været med, da han for nogle måneder siden var til familiefest hos nogle gamle venner.

»Jeg havde jo en rigtig god dag, men den ville have været meget bedre, hvis hun havde været med, så vi kunne have delt oplevelsen. Det er svært at beskrive, men når jeg er sammen med hende, så føler jeg mig som et helt menneske,« forklarer han og bliver stille et øjeblik.

Blikket og stemmen er atter fast, da Daniel fortsætter.

»Jeg gør rigtig meget ud af, at hun skal smage på oplevelserne og være i nogle forskellige situationer. Det var for eksempel helt unikt at opleve den tur, vi havde til vandet forleden. Jeg pegede og sagde: Se Emilie. En kajak. Hun sagde ja. Et øjeblik senere kom der en til, og hun sagde kajak,« siger han.

Daniel tænker meget over, hvad de få ugentlige timer med Emilie skal bruges til. Han sørger altid for at hente hende i institutionen præcis på det aftalte tidspunkt.

Men den sparsomme tid og grundige planlægning fører også bekymringer med sig.

»Det betyder jo, at jeg er hundrede procent på, når vi er sammen. Det er jo fedt for Emilie, men det kan også være farligt, ikke? Hun skal jo ikke kun opleve, at det udelukkende er lutter lagkage at være sammen med far, eller at han aldrig er sur,« understreger Daniel.

Han forklarer, at det er ekstremt vigtigt, at både han og Emilie kan skille tingene ad, så der ikke kommer et skær af evigt solskin over deres timer sammen. Derfor må hun gerne være træt og ked af det, uden at far med det samme forsøger at få hende til at tænke på noget andet.

Virkeligheden melder sig for dem begge, hver gang Emilie skal tilbage til mor. Der ligger en tung dyne af dårlig stemning, når Daniel ringer på døren hos ekskæresten. En stemning som Daniel ved, at Emilie også kan mærke.

»Jeg tænker da også, at det da er latterligt, at vi som voksne og temmelig fornuftige mennesker ikke kan se ud over vores egen næsetip. Derfor er det rart, at Emilie kan tale og lytte, så jeg kan fortælle hende, at mor og far elsker hende, selv om de ikke kan finde ud af det med hinanden,« forklarer Daniel.

Magtesløs

Kommunikationen mellem de to forældre var så dårlig, at de måtte forbi statsamtet, da Daniel flyttede.

Her blev de henvist til børnesagkyndig rådgivning, der med Daniels ord er konfliktmægling for forældre.

Men parret kunne ikke blive enige, og det endte med advokatmøder, inden Emilies mor fik tildelt forældremyndigheden.

Det var her, Daniel fik at vide, at det kun kunne blive til nogle timer med Emilie hver uge.

»De sagde, at ud fra gældende praksis ville de ikke fastsætte mere tid til min datter og jeg, og hun må heller ikke overnatte hos mig. Det værste er næsten at blive reduceret til begrebet gældende praksis. Man er fuldstændig ude over hensynet til, at jeg er en velfungerende mand, der sagtens kunne passe hende, mens min kæreste og jeg stadig var sammen. Hvis jeg på nogen måde skal beskrive ordet magtesløshed, så må det helt klart være denne del af det,« forklarer Daniel.

Alligevel har Daniel ikke opgivet håbet om mere tid med Emilie.

Ifølge myndighederne er børn på Emilies alder ikke længere så afhængig af mor. Daniels håb er, at hun snart kan overnatte på børneværelset i hans lejlighed. Så vil det heller ikke føles så tomt, når hun ikke er der.

Daniel forklarer, at han hele tiden har forsøgt at se på, hvad der ville være det bedste for datteren på langt sigt, også selv om det gjorde rigtig ondt de første mange måneder.

»Det var jo ikke sådan, at jeg satte mig ned og skrev en sang fra de varme lande om, hvor synd det var for mig. For hvis man ser på det, så er der mange ting i verden, der er mere grumme og forfærdelige. Men jeg har da tit tænkt, at det værste i verden ville være, hvis jeg ikke kunne se Emilie, og hun glemte, hvem hendes far er,« siger han.

Daniel og Emilie er opdigtede navne. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Er du midt i en skilsmisse?

Skriv til MUST på must@jp.dk og fortæl om din situation, og giv gerne gode råd, hvis du er kommet videre. Vi bringer et uddrag af brevene i næste nummer.

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.