Din indre stemme

ROM Stress-udgifterne eksploderer, hedder det i nærværende avis. De anslås til lige knap 14 milliarder kroner om året. Jeg ved ikke, hvad 14 milliarder kroner er, men det er vist nok rigtig mange penge.

For god ordens skyld tilføjes det, at omkring 1.400 mennesker hvert år dør af stress, at 30.000 bliver hospitalsindlagt, og at yderligere en halv million går til lægen med stress-symptomer. Velkommen til den danske velfærdsstat.

Samtidig presser regering og erhvervsliv befolkningen til at arbejde hårdere og længere. Gamle mennesker får at vide, at de skal blive ved, unge mennesker får at vide, at de skal komme i gang. For nylig opfordrede en såkaldt højt uddannet kvinde - Cambridge, Oxford og jeg skal komme efter jer - ungdommen til af afstå fra lange uddannelser. Hendes argument: virksomhederne foretrækker selv at forme deres medarbejdere.

Humaniora? Glem det. Fri forskning? Glem det. Den danske perlerække fra Tycho Brahe til Niels Bohr ligger på historiens mødding.

Vi skal selvfølgelig forme os selv. Vort liv tilhører ikke denne eller hin virksomhed. Mine første 20 år som journalist fordelte jeg på syv redaktioner. Så ankom jeg - i 1980 - til mit journalistiske hjem på Jyllands-Posten. Der var den fornødne loftshøjde. Hvormed jeg blot siger, at man skal være på farten, indtil man finder det rigtige.

Det påstås, at danskernes livsstil sinker økonomien. Fint med mig. Vi lever ikke for at arbejde, vi arbejder for at leve. Min sympati går til dem, der kan nøjes med en brugt Lada og et sommerskur med tagpap. Heldigvis har vi ikke alle brug for Hollywood-villaer med indbyggede samtale-lokummer.

Hvilket bringer mig til det egentlige med denne uges klumme: den herskende klasses blinde herseri med befolkningen.

Danskerne er i almindelighed flittige, pligtopfyldende, ansvarsbevidste og produktive. En grund til denne tilstand er, at vi i generationer havde et beskedent, men smukt motiveret undervisningsapparat, som opmuntrede den enkelte til at udvikle netop sine evner, lyster og interesser. Det skal nu med djævelsk vold og magt udryddes. Højskolerne skal udryddes, 10. klasse skal udryddes, det såkaldte fjumreår skal udryddes. Alt skal reguleres, eksamineres og være på sin plads. Strissermentalitet og snæversyn. Megen frihed er der sandelig ikke i det bortset fra friheden til at blive stresset og få et Smiley-mærke.

Fjumreår! Hvad bilder man sig ind? Hvorfor kalder man det ikke et dannelsesår og opmuntrer de unge til at møde andre kulturer? Næh, de skal hurtigt igennem pølsemaskinen og hurtigt ud i erhvervslivet, som hævdes at foretrække ensartethed for personlighed.

Min daværende hustru og jeg tog i 1970-71 et friår. Hun var i gang med et eller andet brødløst studium, jeg havde været med til at lave et ugentligt nyhedsmagasin, kaldet NB! Nu ville jeg se den verden, jeg skrev om.

Så vi fløj til Finland, fortsatte med diverse tog til Stillehavskysten, sejlede til Japan og Hong Kong, fløj til Bangkok og fortsætte med alskens transportmidler til Indonesien og Australien, derfra med skib over Stillehavet til Sydamerika. Dér rejste vi rundt i et halvt års tid. Så videre med bus fra Panama til Californien og tværs over kontinentet til New York. Endelig fly til Reykjavik, Oslo og København.

I spilder jeres tid, lød jammeren. Jeg var knap så sikker. Mens vi sad på en ø midt i Stillehavet - vist nok Ny Kaledonien - telegraferede Politikens daværende chefredaktør Herbert Pundik: »Kom straks hjem, har job.« Jeg svarede, at han måtte vente et halvt års tid. Da vi omsider landede i Kastrup Lufthavn, tænkte jeg: Det kan da godt være, vi nu skal være arbejdsløse, men vi har set verden, det kan ingen tage fra os.

Det var en søndag. Onsdag blev jeg ansat som redaktionssekretær på Politiken. Tre måneder senere fortsatte jeg til Ritzau, jeg ville være udlandsreporter. Pundik var lamslået. Den slags var en sjældenhed på Rådhuspladsen.

At purunge mennesker formodes at gå direkte fra skolen til en livsstilling er perverst og nederdrægtigt. De bør blæse jammeren en hatfuld og rejse ud i den brogede verden, opleve dens mennesker og landskaber, fylde hjernen og hjertet. Der er alt at se og intet at være bange for, hvis man ellers tænker sig om. Min egen jordomrejse er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Ved min hjemkomst var jeg et nyt menneske. Jeg var dannet, der var lagt en grund.

Jeg havde mødt politikere, forretningsfolk og sømænd, oprørere og indianere, forfattere, forskere og fantaster. Jeg kendte verden fra Vangede til Ildlandet. Ingen skulle herefter koste rundt med mig. Stress blev det vist aldrig til, men lykke og ulykke, glæder og sorger. Vort liv laver vi selv, det skal vi ikke lægge i hænderne på nok så dygtige personalechefer.

Var jeg fader til et ungt menneske, ville jeg sige: Lyt til din indre stemme. Har du lyst, så drag ud som tidligere generationer, hvad enten du skal på den klassiske dannelsesrejse eller på valsen som naver. Rejs til Asien, til Afrika og til Amerika og glem ikke Europa. En sådan oplevelse kan ingen nogensinde tage fra dig.

Det andet - at blive hjemme - det er lige til at få stress af.

per.nyholm@jp.dk

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.