Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm

Amerikaneren Jeremy Rifkin er blevet populær på at fortælle europæere, hvad de gerne vil høre - men han tager fejl.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm
458 sider, 348 kr.,
Informations Forlag

For at blive feterede i Europa skal amerikanske samfundsforskere og politiske skribenter opfylde to ufravigelige betingelser. De skal være modstandere af præsident George W. Bush og hans politik, og de skal beundre og rose de europæiske velfærdsstater. Kan de det, er det i øvrigt ligegyldigt, om det, de siger, er vrøvl eller ej, og det er også ligegyldigt, om de har nogen indflydelse eller sågar er kendte i USA.

Jeremy Rifkin opfylder begge betingelser. Derfor er hans omfattende og på gentagelser og selvros rige bog om Europa som fremtidens moralske og økonomiske supermagt hurtigt blevet oversat til et ubehjælpsomt og anglificeret dansk, derfor lykkedes det forlaget at få ham til København, hvor man foranstaltede et debatmøde mellem ham og udenrigsministeren, og derfor var Rifkin i en årrække konsulent for Europakommissionens formand, Romano Prodi.

Rifkins grundtese er en så fortærsket kliché, at det kan undre, at en forsker, der vil tages alvorligt, ikke blues for at gentage den. Den er, at "europæerne foretrækker socialt demokrati og et samfund, der forpligter sig til at afhjælpe de mindre velstilledes og de fattiges vanskeligheder," mens amerikanerne "prædiker selvstændighedens herligheder".

En skadelig kliché

Problemet med klichéen er ikke blot, at den er forkert. Den er også skadelig. Ved at foregøgle europæerne, at deres samfundssystemer besidder de rigtige kvalifikationer til at mestre globaliseringen og fremme velstand og stabilitet, gør Rifkin dem en bjørnetjeneste. Det sidste, de europæiske eliter har godt af at høre, er, at de er på rette vej, og at hvis de bare bliver ved, vil de opnå alle de gode ting, de foregiver at ønske. Det sidste, de har brug for, er at få næret en uberettiget skadefryd over, at det går skidt i USA, fordi amerikanerne og det amerikanske samfundssystem ikke besidder de rette kvalifikationer til at mestre globaliseringen.

At klichéen er forkert, er ikke svært at vise. De europæiske økonomier har det ganske vist en anelse bedre nu end for fem år siden, men i de fem år har de stort set udvist nulvækst. EU-elitens angivelige håb om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden år 2010 var altid illusorisk. Nu er det blot latterligt. Eliten hverken kan eller vil tage de mindste skridt til at dynamisere de europæiske økonomier. I Frankrig, der ellers har gode forudsætninger for at blive en dunderøkonomi, magter regeringen ikke engang at håndhæve en beskeden ændring i arbejdsmarkedsreglerne, som ville tillade virksomheder at afskedige unge nyansatte inden for to år. Hvis ingen må afskediges, bliver heller ingen ansat. Det er økonomi for burhøns, men går åbenbart over franskmænds forstand.

At Danmark klarer sig så nogenlunde, skal ikke bedrage os. Danskerne har selv efter europæisk målestok færre penge efter skat end nogen andre i EU. Var Danmark en stat i USA, ville den være blandt de fem fattigste.

De forkerte mangler

Europas angivelige styrke ifølge Rifkin, nemlig den sociale kapitalisme, er hverken social eller dynamisk. Al snakken om solidaritet dækker over en virkelighed, som er, at millioner holdes ude af arbejdsmarkedet af formynderi og stive regler, at alt for få unge har lyst eller mod til at blive iværksættere, og at bureaukrati og manglende ressourcer fordriver de mest produktive forskere, producenter og opfindere. Hvorhen? Til USA.

Amerikas angivelige mangler er stadig ifølge Rifkin, at de er individualister, og at såvel de økonomiske incitamenter som samfundsmoralen opfordrer til egoistisk, asocial adfærd. De fattige forsømmes, de heldige scorer kassen.

USA har selvfølgelig mangler, men de er ikke de mangler, Rifkin peger på. Amerikanerne er ikke et folk af individualister, men af samarbejdere. Det er i USA, vi finder den ægte sociale kapitalisme, der består i, at folk frivilligt giver af deres tid og overskud til at hjælpe fremmede, uden at magthaverne via skatten skal tvinge dem til det. Iværksætteri og opfindsomhed er produktivt samarbejde, og det foregår lettere og med bedre resultater i USA end i Europa.

Blandt USA's mangler er en konfliktkultur, der viser sig i, at advokater, der kan opnå kolossale erstatninger, er samfundets højest lønnede gruppe. Også USA er ved at blive et overbureaukratiseret samfund, men man skal ikke hos Rifkin lede efter analyser heraf eller af de omkostninger, det har.

For få fødsler

Rifkin kan ikke helt ignorere fakta, så derfor er han nødt til at trække tæppet væk under sin egen analyse. Det sker, når han påpeger, at de lave europæiske fødselstal er en bombe under velstand, velfærd og vækst. Det er i USA, at kvinder af europæisk afstamning føder nok børn til at erstatte sig selv, ikke i Europa. Den ene konstatering gør hele argumentet om, at fremtiden tilhører Europa, til ren ønsketænkning.

Det bliver ikke bedre af, at Rifkin så anbefaler, at europæerne for at erstatte de børn, de ikke selv fik, åbner portene for uindskrænket indvandring. Her er Rifkins amerikanske politiske korrekthed helt løbet af med ham, for han ænser ikke, at den uindskrænkede indvandring til Europa i overvejende grad består af kulturfremmede, nemlig muslimer, som ikke ønsker at tilpasse sig, men snarere at kolonisere, og at det ikke kun skyldes, at de muslimske lande er nærmest Europa, men også, at de økonomiske incitamenter i Europa afskrækker produktive og initiativrige indvandrere og tiltrækker dem, der vil nyde snarere end yde.

Hos Rifkin bliver det til, at europæerne er intolerante og bange for fremtiden. Man forstår godt, at han er populær blandt kulturradikale. Man kan kun håbe, at ingen tager ham særlig alvorligt.

david.gress@jp.dk

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.