Kærlighed på køl

"Casanova" i Turbinehallerne er en forfriskende oplevelse.

Det Kgl. Teater, Turbinehallerne:

CASANOVA

Af David Greig

Oversættelse: Simon Boberg

Scenografi: Nicolaj Spangaa

Iscenesættelse: Tue Biering

Spiller til 19. november

Forførende underholdning. Sådan kan man vist godt skrive om en forestilling med Casanova i centrum, uden at virke alt for billig i sine pointer. Forførende, fornøjelig og voldsomt moralsk. Det sidste står den skotske forfatter, David Greig, født 1969, alene for, mens æren for det forførende og fornøjelige må deles ligeligt mellem forfatter, instruktøren Tue Biering og scenografen Nicolaj Spangaa.

Men lad os begynde med moralen. Som er opbyggelig samtidskritik af et samfund, hvor menneskene har glemt nærheden, kærligheden, den kropslige fascination af et andet individ, glemt eller måske rettere fravalgt forførelsens sødmefulde nydelse som en farlig og truende last, og i stedet valgt distancens køligt reflekterende følelsesløshed til.

Stykket er en kontant og præcis satire over 1990'ernes forskrækkelse over den ægte, passionerede lidenskab. Vittigt nok er det her kvinderne, der ikke tør nærheden - et knald er bare et knald - mens manden Casanova livet igennem har søgt og søgt efter den eneste ene, efter kvinden, der kunne give ham og sig selv den fuldendte følelsesmæssige nydelse og dermed den definitive bekræftelse på livets mysterium.

Et levn

I historien er Casanova ansat i et galleri, som vil udstille hans trofæer fra de mere end tusind kvinde, han har elsket. I montre efter montre skal de ligge der. Handsker, strømper og andre symboler på elskoven. Til sidst ligger Casanova selv i montren. Livløs, spærret inde, for farlig til at lade gå rundt. For meget følelse, for lidt kalkulation. Et levn fra gamle dage.

Det kan man da kalde en morale.

Og så til fornøjelsen og forførelsen. David Greigs tekst er skarp, ja, nærmest rå i sin udlevering af personerne, men det er Tue Bierings instruktion og Nicolaj Spangaas scenebillede, der gør denne forestilling til lidt af en genistreg. Stramt holdte situationer afløser glidende hinanden, mens forkrampede og groteske tegneseriefigurer klatrer op og ned gennem smalle lemme, ind ad smækkende døre og ud af luger i væggene. Med enkle, fritskrabede virkemidler i det nøgne, grå scenebillede tegnes hvert eneste øjeblik præcist, morsomt og ekstremt stemnings- og situationsskabende.

Et snevejr og vi er i Finland, en mand med kufferter i stabler og vi er i lufthavnen. En omfattende lydkulisse med knirk, brag og hvislen forstærker komikken og karakteristikken.

I hele sin konsekvente minimalisme er det stilsikkert og raffineret gjort.

Blød og hvalpet

Samme fornemt økonomiske sans præger figurtegningen. Henrik Koefoed er sød som en blødt, hvalpet Casanova, mere forfjamsket end forførende, over for Cecilia Zwick Nash i en række vittige portrætter af selvsikre kvinder.

Lisbeth Wulff er en hel tegneserie i sig selv som den skrutryggede og topmavede, grå skolepigemus, der bliver Casanovas følgesvend gennem Europa, mens Tina Gylling Mortensen skaber en svulmende, blonderet og vidunderligt overdådig primadonna som galleriejeren.

Som moderne komedie er "Casanova" en forfriskende oplevelse, og for Tue Biering som iscenesætter lidt af et gennembrud.

Del artiklen