Svært at sætte ord på

Leif Roden har rumsteret på den danske rockscene i mere end 40 år. Som sanger, musiker, sangskriver og lydmand. Veteranen har stadig masser af melodier i hovedet. Men han mangler teksterne.

Alrune Rod? Det eksisterer vel ikke i dag? Det var da noget, man røg i 1970'erne?

Men jo, københavnere har de senere år kunnet opleve det legendariske syrerockband spille for fulde huse både på Loppen på Christinia og i Amager Bio, og senest har kvintetten spillet i Årup og Odense. Det var i påsken. Det betyder, at Alrune Rod i år kommer til at spille flere steder og for flere mennesker, end bandet har gjort, siden det opløstes første gang - i 1975.

»Vi kommer til at give én eller to julekoncerter i København, og der er mere under opsejling til efteråret. Så vores kvote ryger fuldkommen af sporet. Den er ellers på to koncerter om året. Nu kan vi komme op på seks. Vi må hellere tage nogle stoffer.«

Replikkerne fra bandets centrale personlighed, Leif Roden, kommer ind imellem rapt og med nogle uforudsigelige konklusioner. Det kan være svært at vide, hvor meget der er alvor. Akkurat som når han taler mellem numrene på scenen.

Løsslupne linjer

I 2000-tallet spiller Alrune Rod mere stramt og præcist end i 1970'erne med hyppige temposkift. Numrene, der spilles ved koncerterne, stammer fra dengang, da musikken per definition blev skabt kollektivt. Men blev den det?

»Det sagde vi, at den blev, men den opstod ikke kollektivt. I det store og hele var det mig, der kom med idéoplæg og tekstoplæg. I orkestrets senere år kom der nogle tekster fra Ole, Mikael og Karsten (Poulsen, guitar, Miller, guitar, og Høst, trommer, red.). Men vi krediterede altid hele banden. Det lå i tiden, at man gjorde sådan. Og det har jeg det fint med.«

Det er almenviden for rocknørder, at teksterne på det første album, "Alrune Rod" fra 1969, blev til i samarbejde mellem Leif Roden og reklamekonsulenten Laus Bengtsson.

»Efter den plade skrev jeg selv de fleste tekster. Men det er jo ikke tekster, det er nærmest blot nogle løsslupne linjer. Ikke gennemført som hos Laus med en begyndelse og en slutning, med en konklusion. Hos mig var det en ordflom, der i heldigste fald ramte noget rigtigt. Det var så altomfattende, så højtideligt, så stort.«

Roden slår lidt opgivende ud med armen. Hans irritation gælder ikke kun sangene fra dengang.

»Jeg har altid gerne villet kunne skrive en sang i tredje person om en eller anden, der gik ned ad gaden, som C.V. Jørgensen kan. Jeg har tonsvis af melodier liggende - jeg kunne udgive en 10-dobbelt cd i morgen, hvis jeg havde teksterne til det. Gennem årene har jeg forsøgt mig med forskellige skriverkarle, men det er aldrig blevet til noget. Hvis du har noget lyrik på lager, så hit med det.«

"Du er så sød"

For Leif Roden er der ingen tvivl om arbejdsgangen. Først teksten, siden melodien.

»Alle de sange, jeg har skrevet, har jeg lavet, når jeg har haft teksten. Inde i nogle ord ligger der - for mig - altid en melodi. Og alle mine melodier er blevet lavet i ét hug. Der har ikke været noget at bearbejde dagen efter. Det er måske ikke den store kompositionskunst, og alle de musikere, jeg har spillet med, hader det, fordi man kan ikke "tælle" det. Det lyder som normal musik, men det er det ikke. Jeg har arbejdet med ni takter og den slags. Men det lyder "normalt", fordi vi har været enige om at spille det.«

Der er dog én undtagelse, og sangskriveren ved godt, hvad der hentydes til, når man spørger til det akustiske nummer på etteren.

»Det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Det er også det mest normale nummer. Det er jo en protestsang. Dengang samledes folk altid på en bjergtop - eller en bakketop - hvor der var en amerikaner, som var flygtet fra Vietnamkrigen og kunne "Blowing In The Wind" eller nogle Donovan-sange, og alle tøserne syntes, at det var pragtfuldt. Jeg har aldrig haft hukommelse eller hjerne til at lære andre folks numre. Så lavede jeg "Du er så sød", som er en Donovan-/Dylan-pastiche, og den virkede efter hensigten! Der blev tomt ovre på amerikanersiden af bjerget. Det er en protest mod "Donna, Donna, Donna".«

Tonens rejse

Den seneste studieindspillede plade fra Alrune Rod kom for 32 år siden og den seneste (og eneste) soloplade fra Leif Roden for 26 år siden. Kommer der nogensinde flere nye sange dérfra? Svaret er ja - hvis det står til kunstneren selv.

»Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på en soloplade. Alle fragmenterne ligger der. Når jeg cykler ud ad villavejene til jobbet på Avedøre Holme, arbejder jeg på numrene inde i hovedet. Der er 10-12 numre, som jeg ved, hvordan skal lyde. Tempo, tonart og temperament er der.«

Og så igen den desillusionerede tilføjelse:

»Men der er ingen tekster.«

Måske er der håb forude, viser det sig, da muligheden for at ty til diverse arkiver og folkemindesamlinger kommer på tale.

»For nylig havde jeg lånt en masse bøger. Deriblandt én med Halfdan Rasmussen-digte. Ikke noget af det mere kendte, men noget, som var helt sort - og meget spændende. Det var sangbart - jeg skrev nogle titler ned, og jeg skrev: Husk! Det hænger på opslagstavlen. Jeg har også fået lov af Sebastian til at bruge alle hans tekster, hvis jeg skulle have lyst, og jeg har fået lov til at lave "Nøgne øjne" (Laus Bengtson-tekster, som Povl Dissing, Benny Holst og Beefeaters i 1969 satte musik til, red.). Hvis ikke jeg havde et arbejde, ville jeg godt vide, hvad jeg skulle lave. Så skulle jeg nok finde inspirationen.«

Urkraft og kompromisløshed

Men hvad er det, der kan få 50-60-årige mænd og kvinder til i dag at få et drømmende blik i øjnene, når Alrune Rod nævnes?

»Der var en urkraft i musikken, ingen intellektuelle beslutninger eller tanker. Det var måske så populært, fordi det var på dansk. Og det var altid spændende at se; klarede vi den, eller klarede vi den ikke? Vi spillede samtidig med Savage Rose, Burnin' Red Ivanhoe, Young Flowers og Day Of Phoenix - vi lignede ikke hinanden, vi havde det skægt, og vi var kompromisløse. Det var bare ærgerligt, hvis der ikke kom nogen til koncerterne. Det var attituden. Men publikum betød i virkeligheden det hele. Hvis folk var blevet ved med at komme, var vi ikke holdt op dengang.«

jakob.lambertsen@jp.dk

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.