Triers berigende mørke

Da Lars von Trier havde meldt afbud til "Ringen" i Bayreuth, skrev han et "aftrædelsesdokument" til Wolfang Wagner. I det gør Lars von Trier sig tanker om det "berigende mørke" i teatret og begrunder, hvorfor projektet desværre ikke kunne gennemføres.

Der skal desværre ikke berettes om Lars von Triers nyopsætning af Wagners "Nibelungens ring" fra Bayreuth denne sommer. Trier sagde som bekendt fra efter to års forarbejde, og Tankred Dorst har nu haft andre to år til at forberede og sætte sin version op i festspilhuset.

En beretning om, hvad Trier havde tænkt sig, kan det dog blive til. Han skrev dengang et længere "aftrædelsesdokument" til festspilchefen Wolfgang Wagner, hvori han præsenterer nogle »frugtbare (finder jeg) tanker og resultater«, som han og scenografen Karl Juliussen var nået frem til.

Brevet, som Lars von Trier kaldte "Logik für Perlhühner" (Logik for perlehøns) giver et indtryk af, hvad vi havde kunnet se frem til, og forklaringen på, hvorfor dette store projekt alligevel ikke kunne realiseres.

Lars von Trier gør først opmærksom på, at han ingen forudsætninger har for at iscenesætte opera. Men Wagner har han altid elsket, først og fremmest hans musik og det monumentale i hans liv og værk, derimod mindre »sangen, som jeg uden videre har afvist og betragtet som mindre tilgængelig.« Men netop på grund af Triers forbehold stod det ham ret klart, at han ville have haft noget at tilbyde med hensyn til "Ringen". Triers manglende operauddannelse kunne forvandles til en styrke.

Han indså hurtigt, at for ham måtte oplevelsen blive af følelsesmæssig art:

»Men hvordan kan man opnå en følelsesmæssig kontakt til publikum eller rettere sagt, hvordan kan man undgå at forhindre opståen af denne kontakt? Man tillader publikum at gribe tilbage i følelsesregistret, som kendes fra virkeligheden, som ER virkeligheden. En stiliseret virkelighed, en poetisk virkelighed, hvori stemmerne besidder melodier, og stilheden klinger, men netop alligevel en virkelighed.«

For Trier skal Wagner opleves følelsesmæssigt, og følelserne kan først indfinde sig, når mediet opfattes som virkelighed:

»Siegfried og Wotan og Fafner og Brünhilde og alle andre er virkelige og lever i en virkelig verden. Og de er i første række IKKE symboler eller illustrationer eller prydgenstande eller abstraktioner. De har alle en psyke, og derved opstår konflikter, indfølende oplevelser og fornemmelser hos publikum.«

Ingen paralleller

Lars von Trier mener, at alt på forhånd er givet i teksten: »Det kan være af stor virkning at lade Wagners såre menneskelige guddommeligheder tumle omkring i den engelske industrialisering eller i Det tredje rige, men det bliver stykket ikke bedre af. Vi har ikke behov for paralleller. De er endda direkte forstyrrende. Overlad paralleller og fortolkninger til publikum!«

Lars von Trier mener, at opførelsen må føje sig efter Wagners oprindelige hensigter. For ham står det fast, at det at presse Wagners "Ring" ned i et panser af moderne humanisme er lige så vildledende og falsk som at søle sig i en klassiker ved at drage paralleller og gøre sig lystig over den:

»Wagner har skabt en myte af det mytiske, og frygter man for den, skal man holde fingrene væk.«

Lars von Trier mener, at det, som Wagner ville opnå, har stor lighed med det, som vi i dag kalder film.

Trier ønskede i sin iscenesættelse at formidle kvaliteter gennem illusion og tilstedeværelse. Men det var vel netop, hvad Wagner selv som instruktør ikke så sig i stand til. Også han var utilfreds med resultatet, da "Ringen" blev uropført i festspilhuset i 1876.

Illusionen

»Jeg måtte holde udsyn efter det banale: det grundlæggende... illusionen!,« skrev Lars von Trier til Wagner:

»Men det grundlæggende ved illusionen er, at den ikke eksisterer, eller nærmere, at den kun eksisterer i tilskuerens bevidsthed. Men hvordan kunne vi vække den i live der? Ganske enkelt ved at antyde. Idet vi viser ting, som bringer tilskueren til at kunne "se" illusionen, som netop ikke vises. Det er enkel dramaturgi: Hvis A fører over B til C, så viser vi A og C og overlader B til publikum.«

Trier var nået frem til, at den ultimative iscenesættelse måtte afspilles i totalt mørke. Kun sådan ville publikum være i stand til at danne sig billeder på baggrund af ord og musik. Men det ville naturligvis give andre afgørende begrænsninger og være fattigt og utilfredsstillende for instruktøren.

Lars von Trier ender med "det sorte teater" eller bedre "det berigende mørke".

Wagners egne betingelser for at skabe mystik var bedre dengang, da der kun var gaslamper i teatret.

Lars von Trier kommer ind på, hvordan "Ringen" kan sættes op med filmiske lysvirkninger, hvordan man kan give scenerummet uendelighed og heri skabe forskellige rum. Også hvordan man kan muliggøre de tryllenumre, som er i "Ringen", og hvordan man kan benytte teknikken, som kendes fra videoprojektioner, til at skabe scenografiske bevægelser.

Når man læser om disse ideer, kan man for sig se et scenisk landskab af antydninger, som ikke er til for effekternes skyld, men som skal skabe opmærksomhed om det væsentligste i musik og ord.

Filmthriller

Lars von Triers tanker om at udvide scenerummet og indføre endnu et abstraktionsniveau, at lade billedfladerne skyde sig ud både til siderne og vertikalt, har med filmens thriller at gøre. Med hjælp af lys kunne Trier og Juliussen, som til formålet havde opbygget en samling af billeddetaljer fra naturen, uden noget overflødigt skabe billeder, som publikum ville være inde i og kunne arbejde videre med.

Var det ikke netop det, som Wagner drømte om?

Så kommer problemerne. Denne "Ring" ville have krævet en meget præcis og dyr indretning og synkronisering, indrømmer Lars von Trier. Den ville også kræve en ny hydraulisk sceneteknik, et stort antal skjulte scenearbejdere og masser af ekstra personale til den detaljerede lysregi. Endnu et problem var at bevare "det guddommelige mørke" i festspilhuset, hvor musikerne i den ganske vist delvis overdækkede orkestergrav skulle have lys ved pultene, og hvor publikum altid skal kunne finde ud.

Dertil kom angsten for at lave skæbnesvangre fejl, og risikoen herfor var større i en sådan opsætning:

»Jeg vil ikke påstå, at det ville være umuligt, men med min sygelige trang til perfektionisme ville det have været et helvede.«

Lars von Trier følte, at han havde arbejdet sig fast i et hjørne. Derfor måtte han opgive.

Og derfor bliver Bayreuth i år ikke, hvad det kunne være blevet.

john.christiansen@jp.dk

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.