Andersen, forfatter

I over 10 år har offentligheden ikke hørt meget fra Vita Andersen. Nu vender den 60-årige forfatter tilbage med ny roman.

Hun ser ud, som hun ofte gør på billeder, alvorlig og lidt usikker, og det bliver der kun ændret lidt på, for Vita Andersen står foran en af de dage, hun ikke bryder sig om.

I 12 år har vi ikke hørt meget fra den 60-årige forfatter; hvor blev hun af, hvad var der sket med en af mediernes favoritter, som fra total anonymitet blev et offentlig stykke ejendom, da hun i 1977 kom med den stærkt personlige digtsamling ''Tryghedsnarkomaner''?

På tirsdag udsender forlaget Samleren Vita Andersen ny roman, ''Get a Life'', og selv om hun ved, at hun har gjort sig umage, bliver hun glad, da jeg roser bogen for at være både velskrevet og god.

Mødet finder sted hos Samleren i Købmagergade, fordi Vita Andersen vil have sit privatliv for sig selv, og hun styrter råbende ud på gangen:

»Torben, Torben, han synes, det er en god bog,« siger hun til forlagsdirektør Torben Madsen, der har store forventninger til den.

Andre har også haft lejlighed til at læse romanen inden udgivelsen, og ifølge Madsen synes flere, at den er forfærdelig uhyggelig.

»Men ingen forventer vel, at Vita skriver en munter bog.«

Parallelle spor

''Get a Life'' er en roman i to parallelle spor om Amandas barndom og voksenliv. I barndommen fjernes hun fra hjemmet og kommer på børnehjem og i familiepleje i en ensom og kuldslået opvækst, der gør hende til en følsom overlever. Som voksen bliver hun gift med Thomas, der har en baggrund i det københavnske jetset. De forguder deres lille datter Laura, som skal have den varme og kærlighed, Amanda ikke fik.

Og her kan paralleller trækkes til Vita Andersens eget liv. Eller hvad?

»Nej,« fastslår hun.

Men inden vi kommer så vidt, skal vi have en forklaring på den lange pause i hendes forfatterskab, der omfatter en halv snes romaner, børnebøger, digtsamlinger og skuespil siden den omtalte debut i 1977.

»Jeg har på gaden mødt mennesker, som spørger, om jeg er holdt op med at være forfatter. Nej, jeg skriver, jeg skriver, siger jeg til dem. Så spørger de, hvorfor det varer så længe. Og det gør du jo også. Men jeg skrev altså i 1997 børnebogen ''Coco''. I perioden fik jeg ydermere bestilling på en fire timers TV-serie til Danmarks Radio. Susanne Bier skulle være instruktør. Det blev bare aldrig til noget. Jeg ved ikke hvorfor; jeg fik ingen forklaring. Noget af det var, tror jeg, ret godt; Nå, nu sidder jeg og praler, og så tror folk, jeg er blevet højrøvet. Og det er i forvejen svært nok at finde ud af, hvordan man skal gebærde sig. Der var så sket det, at jeg efter ''Sebastians Kærlighed'' (1992) fik et par rejselegater. Dem brugte jeg på at rejse til Japan, hvor jeg ville lave research til ''Get a Life'', som delvis skulle foregå der. Men jeg fandt ud af, at man ikke kan beskrive en kvindes hverdag i Japan efter blot nogle ugers besøg. Derfor opgav jeg det projekt. Og sådan gik tiden.«

Om og om og om

Tidsmæssigt blev det heller ikke bedre af, at Vita Andersen skriver om og om og om. Processen foregår hjemme i lejligheden midt i København, hvor hun bor alene med de tre børn, hun fik sammen med Mogens Camre.

Hun sidder i sin skriveseng, som hun kalder den, og skriver i hånden med dyre tuscher, der er så lydløse, at de ikke forstyrrer.

»Når jeg starter med at skrive ... jeg har nemt ved at finde på historierne. Jeg ville have Amanda, som forelsker sig i Thomas. På et tidspunkt foregik noget af handlingen i Rom, hvor jeg også lavede research, men det blev siden skåret ud. Ellers havde jeg ikke været færdig endnu. Du glædede mig ved at sige, at mit sprog er godt. Det kommer ikke af sig selv. Jeg skriver om, måske 40-50 gange, for sproget skal leve, så man næsten kan se personerne for sig. Nej, nu sidder jeg igen og praler. Men jeg fortæller det for at understrege, hvor megen umage jeg gør mig. Og hvorfor det tager så lang tid. Nogle gange har jeg skrevet en tekst i stykker på grund af alle ændringerne, og så dropper jeg det. Jeg får inspirationen fra den verden, jeg lever i. Jeg samler mængder af notater, replikker eller episoder. Så skriver jeg dem ned på de postkort, man kan få på cafeer, hvor man drikker sin cappuccino. Jeg har mange sprog til at fortælle historien med. Og det er der, slaget skal slås. Til gengæld er det ligesom at flyve, når det rigtigt flyder. Desværre går det ikke altid så godt. Men nu er jeg altså blevet færdig.«

Bagefter skrives historien ind på maskine og til sidst på PC.

Hun vender straks tilbage til processen.

»Jeg kan se personerne, jeg kan tale med dem. Derfor går jeg rundt på gaden og snakker med mig selv; ikke sådan, at folk kigger mærkeligt på mig, for så højt taler jeg heller ikke, men ved at føre en dialog med mine personer kan jeg høre, om de er levende, om det lyder rigtigt ... det er jo et mærkeligt liv; man har et stykke blankt papir, hvor der står side 1, og så begynder man at skrive.«

Den opmærksomme iagttager af Vita Andersens liv vil uvilkårligt mene, at hun også i sin ny bog øser af barndommens traumer, hvor hun delvist voksede op sammen med en psykisk syg mor, der gik med en uopfyldt drøm om at blive forfatter. Når moderen var rigtig syg, blev hendes datter sendt på børnehjem eller til plejefamilier.

Erindringer om ensomhed

Og det bruger du af i ''Get a Life''?

»Synes du det? Men det er ikke tilfældet. Jeg husker ikke alle børnehjemmene så tydeligt, at jeg kan bruge det nu. Hvad jeg derimod kan huske, er et barns ensomhed. Og Amanda er jo også ensom. En forfatter bruger ikke nødvendigvis sit eget liv til at tegne en person. Kirsten Thorup har skrevet en roman om en gammel mand, og det kan man vel ikke sige, at hun nogensinde har været. Ligesom jeg ikke har været en dreng, der hed Sebastian. Derimod optager børns tarv mig, vel også fordi, jeg har en arv i mig. Hvem er det, som lever på gaden, hvem er det, der sidder i fængsel? De sidste er selvfølgelig nogle hårde bananer, men de blev skæve i deres barndom. Der er en lidelse i dem, fordi de aldrig mødte kærlighed og opmærksomhed og blev fyldt med had. Og jo, jeg havde en barndom uden kærlighed, så jeg ved, hvad jeg skriver om. Tænk ikke at have et hjem, en hule. Det har jeg prøvet, ikke at have et sted, hvor man kan være tryg, når det burde være en selvfølge.«

Fabriksarbejder

Er du så gået i den modsatte grøft med hensyn til dine egne børn?

»Det irriterer mine børn, når de bliver omtalt i avisen på grund af mig, og derfor vil jeg ikke tale om dem. De siger, at hvis de skal i avisen, bør det være for noget, de selv har udrettet.«

OK, men din barndom blev vel afsættet til din forfatterkarriere?

»Tror du det?«

Gør du ikke?

»Det ved jeg ikke ... jo, hvis du hentyder til, at min mor ville være forfatter. Og at min far faktisk fik udgivet enkelte ting på eget forlag. Ham havde jeg aldrig nogen nær tilknytning til. Jeg mødte ham fire-fem gange og kaldte ham ved efternavn. Så man kan ikke tale om tæt kontakt.«

Ud og ind i hjemmet hos moderen, ud og ind af børnehjem og adskillige ophold hos plejefamilier blev Vita Andersens barndom, men hun fik en realeksamen og havde derefter job som servitrice, fabriksarbejder etc.

Så dum så dum

»Men allerede i fem-seks års alderen besluttede jeg at blive forfatter. Jeg hørte imidlertid ofte, at jeg var så dum, så dum; for eksempel i skolen, hvor jeg ikke klarede mig ret godt. Siden prøvede jeg alle de lavstatusjob, der findes, mens jeg i hemmelighed skrev lidt, der aldrig er udgivet. Og dog blev noget af det måske til ''Tryghedsnarkomaner''.«

Du har engang citeret Hemingway for, ''at en ulykkelig barndom er en god baggrund for at blive en god forfatter''.

»Om den ligefrem skal have været ulykkelig; men for en forfatter er det godt at have prøvet mange ting, at have været på kontor, vasket op på en restaurant eller arbejdet på fabrik. At have mærket livet.«

Og så kom ''Tryghedsnarkomaner''

»Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet ... forlaget trykte den vist i 400, (der blev siden solgt 75.000), og den ændrede mit liv. Jeg blev forfatter, tænk, at jeg ikke endte som narkoluder. Men jeg har nu altid været utrolig bange for at komme ud i noget skidt, så det var nok ikke gået så galt alligevel.«

Vita Andersen har fået stort set alle de priser, der findes i branchen. Ikke desto mindre føler hun sig stadig usikker, når hun skriver.

»Det er en ny rejse hver gang. Fordi mit sprog måske er nemt at læse, tror mange, at jeg bare sætter mig og skriver, men som du kan forstå, er det en vanskelig proces. Og derfor er jeg nervøs for, hvad anmelderne mener.«

Vita Andersen har ingen idé om, hvor store oplag hendes bøger er kommet i.

Men selv om hun har solgt godt, får en del bibliotekspenge og er på finansloven, kan hun ikke leve af sine skriverier.

»Så skulle jeg skrive en bog om året. Og gjorde jeg det, ville de blive dårlige.«

Hvad lever hun så af?

»Af at låne penge i banken. Det er ikke sjovt, når de spørger, hvornår min næste bog er færdig, for jeg kan jo heller ikke garantere, at den sælger godt. Jeg havde faktisk håbet, at ''Get a Life'' var blevet færdig sidste år, for det er hårdt, når man skal leve af bankens penge. Jeg er ikke en dårlig økonom, problemet er, at jeg som andre forfattere ikke har en fast løn.«

Så har I til gengæld jeres frihed.

»Den kan du stikke skråt op. For den har de også, dem der lever på gaden. Men jeg er taknemlig over, at jeg er på finansloven, for ellers ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort.«

knud.wilhelmsen@jp.dk

Del artiklen