Ofre under bedøvelse

Blodet driver vel ikke ned ad siderne, men det er nærved. Slægten Løvins langtrukne opløsning finder sted under stort drama, med megen smerte, dybe opgør, lidenskab og svigt -alt under rigelig indtagelse af sprut, piller og, hos stammens yngste skud, narkotika.

Tragediens fortæller hedder Suzanne Brøgger. Slægten er hendes egen, og beretningen om fem generationer Løvin rulles ud over 499 sider i hendes nye bog "Jadekatten". En mursten af en bog, der rammer boghandlernes disk i overmorgen.

Sagaen tager sin begyndelse med gamle Isidor Løvin, der indvandrede fra Polen, skabte den fuselfri snaps og grundlagde Spritfabrikkerne i Aalborg, fører videre over de ekstravagante og farverige medlemmer af de næste slægtled, storborgerskab på Rosenvænget og Gammel Mønt i København, og helt frem til hjerteskærende 1995-dagbog fra narkotiseret oldebarn på Sankt Hans Hospital.

Vejen går gennem storhed og fald, pragt og elendighed, stolthed og skam, og nedbrydningen går ikke stille af. Det er et sejpineri, for Løvinerne er stærke mennesker, "alle personligheder".



Det lange forfald



Suzanne Brøgger vil fortælle historien for at spejle en almen tendens i vores nyere historie. Hos Løvinerne falder slægten fra hinanden i indbyrdes snerrende kernefamilier, derpå går også de i smertefuld opløsning. De gennemspiller et mønster, der med nogle tiår forudgriber en generel udvikling, fortæller Suzanne Brøgger:

»Allerede for mine forældre var begreber som fastre og onkler noget man helst undgik. Efter krigen, i 50'erne, sad man ovenpå slægtens opløsning tilbage med kernefamilien. Den går nu også så småt også i opløsning. Naturligvis eksisterer den stadig, for så vidt det er den, vi nødvendigvis må vokse ud af. Men den er blevet så uendelig skrøbelig. Vi ved aldrig om vi sidder i den i morgen, for den bæres alene af hvor meget vi nu kan lide hinanden, hvor længe vi kan holde hinanden ud -og egentlig af ingen hensyn derudover.

Kvindebevægelsen så 50'er kernefamilien som prototypen på en familie, og det var den de skældte ud på. Men den er i virkeligheden en fuldkommen undtagelse, en nydannelse, som faldt sammen med udflytningen til sovebyerne. Da fik vi den frustrerede familie, for der isoleredes kvinderne, revet ud af de sociale sammenhænge de tidligere fungerede i. De gik nu hjemme og gemte portvinsflasken. Derfor skulle der så lidt til, da kvindebevægelsen senere kom og sagde: færdig med familien!

Jeg ved ikke rigtig om den så er kommet over den kritik. Der har ganske vist aldrig været så mange bryllupper, men efter brylluppet kommer ægteskabet..."

Kernefamilien vedbliver hårdnakket med at være den almindelige form?

"Muligvis er der en eksistentiel gåde, vi kun kan få opklaret gennem kontakten mellem mand og kvinde. Måske er det de samme grundspørgsmål, generation efter generation må stille hinanden, skrige og råbe efter hinanden. Det er som om vi kun kan få svar gennem kærlighed. Det er vel derfor vi ikke bare opgiver det hele. Der er selvfølgelig mennesker, der opgiver længslen efter kærlighed, men jeg tror at så har man også indstillet sig på sindssyge."



Angsten for modgang



Løvinerne er tidligt ude. Svigt kønnene imellem er reglen, og de egentligt ramte bliver børnene. Familiens voksne er nemlig selv som store børn, styrede af egen lyst, et træk der efterhånden er uhyggeligt alment. Men vi lever i omgivelser, mener Brøgger, der stimulerer barnligheden i os:

"Vi lever i et samfund, der i dén grad prioriterer lystprincippet, her-og-nu-behovet, driftsimpulsen. Man henvender sig hele tiden til os som forbrugere, som børn sluppet løs i et slaraffenland. Goderne proppes ned i os, lige til vi brækker os.

Før lystprincippet blev så altdominerende, levede man med et andet forhold til afsavn og modgang. Karen Blixen beskriver i sine essays verden før vores komfort satte ind. Nu er tiden kendetegnet ved en meget lav tolerance over for smerte overhovedet. Før i tiden kunne man trække tænder ud på folk uden bedøvelse, i dag ønsker vi intet ubehag af nogen art. Der udskrives tonsvis af nervepiller, og så er der sprut og sprøjter og hvad man ellers er på. Vi lever i et medicineret samfund.«

Fra snaps til junk

»Min familiehistorie lægger frejdigt ud med optimistiske industriherrer, der transformerer den sundhedsskadelige brændevin fattigfolk drikker. Den bliver gjort fuselfri og stueren og kan komme ind som taffelakvavit i pæne menneskers hjem. Gradvis indfinder sig imidlertid en bedøvelse fra generation til generation. Som om der er en ophobning af smerte som familiemedlemmerne ikke kan udholde. Til slut sidder man så med nogle mennesker, der kun kan tage vare på deres egen lyst og ulyst og som ikke kan planlægge to timer frem, fordi man ikke ved om man har det godt til den tid.

Det er velfærdssamfundets yderste konsekvens. Eller borgernes svar på velfærden. Svaret kan jo kun angå om man har det godt eller dårligt. Man kan jo ikke forlange at velfærdssamfundet skal rumme en højere mening. Livet har en højere mening end om man har det godt eller dårligt!"

»Det kommer igen«, lyder en nøglesætning i bogen; godt eller ondt, hvad man har gjort vender tilbage.

»Det er noget man opdager, når man skriver en slægtssaga og skal holde overblik over en større økonomi end det daglige husholdningsregnskab. Det vi siger i dag vil have konsekvenser tre generationer længere henne.«

Det giver jo en tyngde i tilværelsen, som ikke nødvendigvis er af det onde?

»Ja, men den tyngde bliver fornægtet. Folk vil ikke have med den at gøre. Den giver dem et ansvar, som de ikke synes de kan bære. Alligevel nærer de længslen efter at opleve en art kontinuitet. Man vil ikke være blot en samling atomer i verdensrummet. Derfor kaster så mange sig over reinkarnation. Den er så abstrakt og uforpligtende sammenlignet med at skulle forholde sig til moster Agathe."

Børnenes smerte

"Jadekattens" selvoptagne voksne forsømmer deres børn med stor konsekvens, og femte generation må ty til sprøjten for at holde erindringen om svigtet fra døren. Suzanne Brøgger advarede tidligt mod vores glemsel af børnene, der overladt til sig selv og institutioner blev til "bimmerbørn". Hun blev angrebet for sit synspunkt, men nu høres det allevegne fra. Børnene er ofre i selvrealiseringens og karriere-jagets heksekedel:

»Det er frygteligt smertefuldt at skulle tage på sig. Men det er i første række kvinderne, der vil få den skyldfølelse over at de faktisk slap børnene nærmest som spæde og kom dem i vuggestue -og dermed mistede følingen med hvordan de udviklede sig som mennesker. Men alternativet er jo, at kvinderne ikke skulle udgøre en del af samfundet og fællesskabet, og må hjem til de berømte kødgryder. Den tanke, at kvinderne atter skulle isoleres og miste økonomisk selvstændighed, kan man slet ikke overveje. Så skulle alle mennesker overveje det, i fremtidens og børnenes interesse.«

Mændene med -de er et problem for alle "Jadekattens" kvinder. De viger tilbage, men »der skal en mand til at skære gennem østrogensuppen« som det formuleres?

"Bogen igennem føler kvinderne sig erotisk sårede og omfatter mændene med bitterhed og skuffelse. Det afspejler en historisk udvikling, for i løbet af dette århundrede har kvinderne fået stadig mere magt, og mændene er blevet tilsvarende svækkede. Det er imidlertid ikke i kvindens interesse.

Det 19.århundredes nødvendige emancipation har de sene frugter, at kvindens styrke ikke længere holdes i skak, og da bliver den formløs og destruktiv. Man ser det også i familien: hvis ingen far kommer ind i billedet så æder mødrene deres børn! På et eller andet dybt plan i driftslivet er der ikke rigtig nogen forskel på at føde børn og slå dem ihjel. Een stor kødgryde.

Manden skal skære gennem med sin ånd og give kvinder en form at blomstre igennem. En form, der ikke er undertrykkende. Ellers går det over gevind. Hele vores civilisation er en kamp for at holde det kvindelige nede, som formodes at have været det styrende i urtiden. Og manden har endnu ikke fundet en måde, der er optimal.

Enten bliver det til egentlig undertrykkelse, eller det bliver til mandens tilbagetrækning og svækkelse. Sådan er det nu, hvor alle kvinder føler sig forrådte og svigtede erotisk Manden er aldrig på det sted, hvor hun havde håbet. En ældgammel kvinde-klagesang, og det er svært at se, hvordan man kommer videre.«

Lethedens tone

"Jadekattens" mange sider ruller en misere ud, så deprimerende, at man nødigt havde kæmpet sig gennem dem, hvis trøstesløsheden havde gennemsivet selve skildringen. Den er imidlertid båret af en særegen lethed og krydret med ramsaltet humor, forsoningens magiske midler:

»Det var en forudsætning for at jeg overhovedet kunne skrive. Jeg skrev slutningen først. Derpå kunne jeg vende mig mod forhistorien, som det jo nok anede mig ville blive sørgelig. Men i min alder er dét ikke i sig selv noget negativt. Det sørgelige er også en ressource. Alt hvad der har med liv at gøre er en rigdom. Man bliver mere overbærende med alderen.

Det har dog taget hårdere på mig, at skrive "Jadekatten" end jeg havde troet. Jeg kunne se at jeg havde skrevet med hæfteplaster og bandager på, så jeg blev nødt til at redigere meget stærkt i den. Jeg turde i første omgang ikke være så prægnant, som bogen nu er blevet.«

Var det en renselse at skrive den?

»Både og. Nu har jeg fået skrevet den historie, som i en eller anden forstand må være fundamentet for alt det andet jeg har skrevet. Og det har jeg ikke kunnet før. Det er ikke noget opgør, men en vedgåelse af arv og gæld. Jeg har opdaget, at jeg aldrig kan blive fri af den familie. Jeg er en del af den, af dens stolthed og skam."

Hvad er der mest af?

»Det ved jeg ikke... For mig personlig er der nok mest skam. Men nu kan man heller ikke skrive noget rigtigt vedkommende på stolthed. Man kan skrive et privat familietryk på stolthed, og sådanne bøger har vi også i familien, udgivet i anledning af et guldbryllup og sådan noget. Men når det angår det overpersonlige er skammen en stærkere motor. Ligene i lasten, skeletterne i skabene og hvad der ellers er i lofter og kældre."

Tæt på virkeligheden

Som i flere af sine tidligere bøger, bevæger Suzanne Brøgger sig også med "Jadekatten" i grænselandet mellem biografi og fiktion. Denne gang er det imidlertid ikke kun selvbiografi, der ridses op, for Brøggers alter ego, Zeste, fødes først side 144. Hendes slægtninge har imidlertid kunnet fremlægge kilder:

»Min bedstemor bad mig skrive en bog om om sig, og hun testamenterede mig alle sine papirer og breve: fra Baltikum, fra sin tidlige forelskelse, fra besættelsen og flugten til Sverige. Og min mor har givet mig alle sine kærlighedsbreve. De må have vidst hvad de gjorde, når de gav dem til en forfatter! De lå på mit loft i mange år. Først da jeg blev i stand til at sammenkæde dem med århunderedets historie, blev det interessant at begynde.

Jeg har dertil min erindring. Og det er en temmelig mytoman familie, hvor det gjaldt om at blive "en personlighed" -mens jeg var meget modtagelig. Men tingene er jo kun fortalt i fragmenter og udbrud, bitre bemærkninger: "mænd er noget rakkerpak!", brudstykker gentaget igen og igen, uforklarlige tårer, osv. Så jeg har egentlig blot forbundet punkterne -som i de opgaveark for børn, hvor prikker med tal skal forbindes med streger.

Der kommer så indbildningskraften ind. Man digter sig til, hvorfor de sagde som de gjorde. Figurerne er opståede ud af levende mennesker som jeg har kendt eller hørt om -men jeg har digtet om dem. Jeg kender ikke deres egen sandhed, kun bogens sandhed."

Zeste er ikke Brøgger, understreges det: "Jeg går ikke efter private sandheder, men efter symbolske sandheder. Jeg forstørrer nogle træk, fortier andet, for at lade en figur træde frem."

Ikke desto mindre er Zestes mor og mormor to kvinder, der ustandselig pålægger den opvoksende, smukke og talentfulde pige, ikke at gifte sig og ikke få børn. To kvinder, der syder af bitterhed på deres mænd og instruerer Zeste med ord, der peger frem mod den tidlige Brøggers stormløb mod ægteskabet:

»Det må jo være vore formødre, der egentlig skabte kvindebevægelsen. De lagde brændet til rette. De ville have hævn over de mænd, der havde gjort dem så ondt. De instrumenterede det sådan, at der skabtes en ny kvinde, der lagde mændene ned og som ikke ville fortsætte fødekæden. Altså undtagelsen.

Kvindebevægelsen har vel været en af de bevægelser, der havde den usynlige flammeskrift: ALDRIG MERE! Og så bagefter blev det: "Og dog...«

"Jadekatten" udkommer torsdag d.18. september

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.