Bagsværd Sø uegnet til rosport
Der har været diskussioner i flere aviser om Bagsværd Sø mellem miljøfolk, politikere og bl.a. formanden for Dansk Forening for Rosport. Jeg deltog for flere år siden i denne diskussion, hvor jeg foretog miljøprøver i Københavns Havn.
Her så jeg med vemod resterne af Danske Studenters Roklubs bådhus i Sydhavnen, hvor nu fisketorvet ligger.
For kort og lav
Jeg var med på en otter i 1951-53 for DSR uden store resultater. Vi trænede i Sydhavnen under den engelske træner Mr. Barry. Konkurrencerne blev afholdt i Bagsværd Sø, som var, er og forbliver for kort, for lavvandet og forurenet til roning, uanset enorme udgifter til opgravning. Sydhavnen er bedre, men træningen blev dengang forstyrret af skibstrafik.Et vandstadion
Dansk Forening for Rosport bør undersøge mulighederne for at oprette et olympisk "vand"-stadion for roning, kajaksport, jollesejlads, svømning osv. i havneområdet mellem Sjælland og Ørestaden.De trafikale muligheder er til stede: Metro, tog, motorveje.
Desuden: Ingen naturfredning af betydning, god gennemstrømning af Øresundsvand. Fladt vand uden store bølger og et stort befolkningsgrundlag.
Dette vil kræve en del politiske beslutninger, men når man ser, hvor hurtigt Københavns Havn blev bebygget, kan et olympisk stadion for alle vandsportsgrene stå færdigt i løbet af få år, hvis Jens Kramer Mikkelsen, Vibeke Storm Rasmussen, Ritt Bjerregård, Lars Lykke samt adskillige andre politikere, regioner og sportsforeninger kan blive enige.