Leder: Usynlig overvågning

UD OVER ALT det andet, der plager DSB - forsinkelser, aflysninger, togfabrikker, Banedanmark, politikere og egne topfolk, der alle sammen ikke kan holde, hvad de lover - lider den danske togdrift også under kaskader af graffiti. Svineriet koster hvert år DSB et tocifret millionbeløb i rengøring og nymaling af de hærværksramte togvogne. Det er en udgift, DSB med glæde ville undvære, lige som alle vi andre med lige så stor glæde ville nyde at slippe for synet af de dilettantiske smørerier.

NU MELDER DSB så ud, at de har fundet et middel, der er både simpelt og effektivt. Det handler om overvågning ved hjælp af infrarøde stråler, der gennemskærer de arealer, hvor togene holder om natten. Brydes disse stråler, går en alarm i gang hos et vagtselskab, og så er det bare med at komme af sted og fange hærværksmændene.

De foreløbige resultater er gode. Adskillige vandaler er allerede indfanget på den måde, og det har udløst fængselsstraffe og bøder. Den politik skal man naturligvis fortsætte med, hjertens gerne med endnu længere fængselsstraffe og højere bøder, end tilfældet er i dag. Om ikke andet så virker fængselsstraffen dog effektivt graffitibekæmpende i det tidsrum, sprøjtemaleren er spærret inde.

Forhåbentlig har DSB sikret sig, at deres nye infrarøde overvågningssystem er helgarderet, så graffitismørerne ikke kan afsløre dem på stedet ved hjælp af simpel teknologi og derefter bare arbejde uden om strålerne. I så fald er man lige vidt. Hele området skal dækkes. Og så kunne det samtidig være, at en permanent nattevagt de relevante steder også ville være en god investering. Vi taler immervæk om mulige besparelser i mangemillionklassen.

GANSKE tankevækkende er det, at en række af de graffitimalere, der pågribes, kommer fra udlandet, senest fra Finland og Rusland. Er det mon, fordi de danske tog indtil nu har været lettere tilgængelige end hjemlandets? Man kunne sagtens forestille sig det. DSB har alt for længe tøvet med en effektiv overvågning eller indhegning af de parkerede tog, og derfor har der i mange tilfælde været frit spil for de malelystne unge mænd, der forsøger at skabe sig en identitet og betydning ved at oversprøjte togvogne med meningsløst klatmaleri. De tider er forhåbentlig omsider forbi.

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.