Arabiske medier træder i karakter

De nye arabiske medier opfanger folkelig opinion, udfordrer den og overvåger og presser magthaverne. Men samtidig fastholder de seerne som passive og ansvarsløse.

Danmark har mærket de arabiske mediers vrede. Igennem vinteren og foråret var Danmark nyhedsværdig, og ikke for det gode. Men var det mediernes vrede, eller var det befolkningernes? Reflekterer de arabiske medier almindelige menneskers synspunkter, eller er de magthavernes redskaber til at forme den folkelige opinion? Og findes den hyppigt omtalte »arabiske gade«, en tilsyneladende irrationel opinionsdannelse, der finder sted på et niveau under de officielle arabiske medier?

Arabiske medier har ikke noget godt ry herhjemme. Når der refereres til dem, er det som oftest for at forklare, hvorfor alting går galt i den arabiske verden. På internettet findes ideologiske hjemmesider, som bringer selektive oversættelser til engelsk af særligt grove arabiske debatindlæg, så man kan se, »hvordan de tænker«.

Og for nylig mente en dansk politiker, at den bedste måde, Danmark kunne bruge penge fra det Arabiske Initiativ på, var at oprette eller støtte en "Voice of the West"-tv-station, hvor araberne kunne lære om demokrati.

Det er imidlertid en misforståelse af mediernes status og kvalitet i den arabiske verden.

Fælles arabisk offentlighed

Hvad der end er galt med demokratiet i denne del af verden, er hovedproblemet ikke censur af tv-stationerne. Ikke længere. I 1970'erne og 1980'erne var tv en statsinstitution i næsten samtlige arabiske lande, som ofte ligefrem lå i samme bygning som informationsministeriet. At dette lykkelige partnerskab ændrede sig, skyldes ene og alene en teknologisk revolution, nemlig satellitten, der gjorde det muligt at modtage tv fra udlandet. Så fra midten af 1990'erne har arabere fra Irak og Yemen til Marokko - og Danmark - fået adgang til den samme store palet af internationale arabiske tv-stationer, internetsider, blade og aviser. På tværs af landegrænser er der opstået en ny fælles arabisk offentlighed. Og det er et fænomen med væsentlige konsekvenser, gode og dårlige. Det så vi også i Muhammed-sagen.

Faktisk har de arabiske medier udviklet sig dramatisk, og de er for så vidt udmærkede steder at lære om demokrati. Jeg var f.eks. i Syrien forrige år og fulgte det amerikanske præsidentvalg på al-Jazeera og al-Arabiya, de to ledende arabiske tv-stationer. Det var en dækning med mange korrespondenter, fin grafik og forklaring af valgsystemet, valgmændene og kamrene, og der var interviews med en lang række amerikanske politikere og kommentatorer. I øvrigt findes der allerede en "Voice of the West": USA lancerede for tre år siden en sådan kanal med det betegnende navn "Den frie", og foreløbig har man brugt ca. 400 mio. dollars på en kanal med seertal i nærheden af 1 pct. Så dette er næppe nogen farbar vej, heller ikke for Danmark, og det er der flere grunde til.

For det første er det generelt en stor misforståelse at tro, at den arabiske verden ligner Sovjetunionen, og at de midler, der hjalp over for Jerntæppet, også vil have deres berettigelse over for det orientalske tæppe. Alene den omstændighed, at man i den arabiske verden har pro-vestlige styrer, men stærke anti-vestlige følelser i dele af befolkningerne, er jo helt modsat situationen i Østblokken. For det andet har arabiske seere et kolossalt udvalg af kanaler og synspunkter til deres rådighed - herunder også pro-amerikanske.

Statsledere får modspil

Der er ingen tvivl om, at den nye arabiske offentlighed er et fremskridt. Befolkningerne har fået et stort udvalg, der er hård konkurrence, og ikke bare på underholdning. Al Jazeera, Al Arabiya, Abu Dhabi, Dubai, LBC og Nile TV er i hård konkurrence på nyhedssiden, og selv underholdningskanalerne har også seriøse debatprogrammer om sociale og politiske emner. Næst efter Irak og Palæstina er spørgsmålet om demokratiske reformer det mest diskuterede emne i disse programmer. Statsledere, der var vant til at fortælle folk, hvad de skulle mene, har fået modspil og bliver kritiseret.

Alligevel er alt ikke idel lykke. Der er først og fremmest to områder, hvor de nye arabiske medier har klare svagheder. Det første er deres nye, pan-arabiske populisme, det andet er deres manglende politiske gennemslagskraft i de enkelte stater.

Dette er hovedanklagen i den amerikanske presse, særligt rettet mod Al Jazeera, som ikke bare har vist Osama bin Ladens videoer, men også givet verden billeder af lidende palæstinensere, afghanere og irakere. Og der er noget om snakken. Palæstina er altid blevet behandlet ensidigt (selv om Al Jazeera som noget nyt og chokerende kan have interviews med israelere), og døde palæstinensere omtales på nogle af kanalerne konsekvent som martyrer. Irak har været dækket langt mere varieret, men i forhold til vestlige medier har modstanden mod USA's koalition og de siddende regeringer siden 2003 fået væsentligt mere sympati og legitimitet på de arabiske satellitkanaler. Skønt talsmænd fra den amerikanske regering ofte kommer til orde, kan amerikanerne med god ret mene, at Al Jazeera mobiliserer imod dem.

Et sammensat billede

Det gør så til gengæld Al Arabiya, LBC og Dubai ikke. Mens omvendt Hizbollahs satellitkanal, Al Manar, gør det langt mere ensidigt. Så billedet er faktisk sammensat. Problemet er i virkeligheden mindre, at kanalerne er anti-vestlige, end at de er arabisk populistiske. Alene den omstændighed, at seerne er bundet sammen ved at være arabere (og altovervejende muslimer), fører til en koncentration og cementering af emner, hvor araberne står over for ikke-arabere, og muslimerne står over for ikke-muslimer. Hvor interne stridigheder, f.eks. mellem Saudi-Arabien og Emiraterne, er vanskelige at dække og kun føles vedkommende for en brøkdel af seerne, er spørgsmål om Vesten og islam eller USA's intentioner i den arabiske verden af interesse for de fleste. Samtlige medier har en tendens til at se araberne som ofre - for vestlige interesser og politik og for de arabiske regimers udplyndring og undertrykkelse. Seerne sidder tilbage bekræftet som ansvarsløse, men indignerede arabere.

Ventil for utilfredshed

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at nogle lokale kritikere taler om kanalerne som den nye måde at ventilere utilfredsheden på. Folk bliver patriotiske og opslugt af spørgsmål om udenrigspolitik og national og religiøs ære. Men de forbliver samtidig seere - og passive. For hvor skulle de gå hen?

Den nye arabiske offentlighed er først blevet rigtigt betydningsfuld med oprettelsen af Al Jazeera i 1996. I dens 10-årige levetid har der ikke været nogen stærk tendens til, at regimer blev stemt bort og afløst af andre. Ganske vist har man set regimeskifter i Irak, Libanon og Palæstina. Alle steder har de nye arabiske medier spillet en vis, men formentligt ikke afgørende rolle. Andre faktorer - ikke mindst den amerikanske indflydelse - gjorde sig gældende. Men først og fremmest udskiller Palæstina, Irak og Libanon sig fra de fleste andre arabiske lande ved at have flere magtcentre. Libanon og Irak har især haft svage centrale regeringer og stærke regionale og religiøse grupper, hver med deres egne medier.

Muhammed-sagen

De pan-arabiske tv-kanaler er på udkig efter sager, der samler og interesserer araberne og muslimerne bredt. Særligt attraktive er konflikter med ikke-arabiske aktører, der begår overgreb, uden at de arabiske styrer forsvarer arabernes ære. Muhammed-sagen var en sådan sag. Og endnu længe derefter rapporterede Al Jazeeras nyhedsstreamer, at »sagen om de fornærmende tegninger af profeten (Guds fred og velsignelse være over ham) breder sig,« med henvisning til obskure demonstrationer rundt omkring, som de fleste andre stationer ikke længere fandt nyhedsværdige.

Men sagen var netop af en sådan beskaffenhed, at Al Jazeera, Orbit og andre nye arabiske medier kunne træde politisk i karakter. Deres dækning af forbrugerboykotten var i praksis en promovering af den. Dermed mobiliserede kanalerne den folkemagt, som ordet demokrati jo også betyder. Men igen var det en folkemagt uden institutioner, primært som en form for pres, der i dette tilfælde var så voldsomt, at f.eks. Saudi-Arabien ilede med at kalde sin ambassadør hjem.

Gaden ind i medierne

Selv om de nye arabiske medier altså ikke har regulerende mekanismer til at influere politik i de enkelte lande, er de tydeligvis en uafhængig faktor, som de enkelte stater er nødt til at tage med i betragtning. Den »arabiske gade« synes i mange tilfælde at være ganske vel reflekteret i de nye arabiske medier.

Muhammed-sagen illustrerer dermed pointen ganske godt: De nye arabiske medier er formentlig den mest demokratiske af de arabiske politiske institutioner. De opfanger folkelig opinion, de udfordrer den, og de overvåger og presser magthaverne. Men samtidig er de også udtryk for en ny pan-arabisk populisme; en stor fortælling om den arabiske menigmands politiske ansvars- og skyldløshed. Mediernes svage interesse for økonomi og budgetter og for fordeling af magt og ressourcer skaber en fortælling om korrupte undertrykkere over for stolte, men bitre undertrykte. En fortælling, som rummer en væsentlig portion af sandhed i Mellemøsten i dag. Men til gengæld bibringer den næppe seerne en bevidsthed om politik som det muliges kunst.Dette er den fjerde artikel i en serie om den arabiske verdens politiske institutioner og deres reformpotentiale. De øvrige artikler kan ses på:





Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.