Danmarks største konsulat

Danmark har i Addis Abeba formentlig verdens største generalkonsulat.

Addis Abeba

Inde bag det røde, ovale våbenskjold med teksten "Kongelig Dansk Generalkonsulat" udfolder sig en kæmpereception, balsale til 5.000, adskillige barer og restauranter, 300 værelser og private villaer i luksusklassen.

Vi er i Addis Abeba, hovedstaden i et af verdens fattigste lande. Her holder det danske konsulat til på Hotel Sheraton, for konsulen Jean-Pierre V. Manigoff er også øverste chef for byens eneste luksushotel.

Sheraton i Addis Abeba er en historie for sig selv i Afrika. Hotellet er i de sidste tre år i træk blevet kåret af CNN, American Express og Financial Times som det bedste hotel i Afrika.

Intet er overladt til tilfældighederne. Det er luksus over hele linien. Fra den personlige modtagelse af gæsterne ved individuelle skriveborde med servering af et glas, mens nøglen forberedes, til den overvældende morgenmadsbuffet og de topudstyrede værelser.

Udover normale goder som minibar og badetøfler er værelserne udstyret med telefax og et klimaanlæg så avanceret, at selv udenrigsminister Per Stig Møller havde svært ved at finde ud af det under sit besøg for nylig. Der er selvfølgelig også telefon på badeværelset, og snart vil alle værelser også været udstyret med WIFI, så forretningsmænd kan bruge deres bærbare computere online uden telefonbesvær.

Morgenvækningen er ikke den sædvanlige skingre automatstemme, men en behagelig personlig stemme, der også er så venlig at oplyse dagstemperaturen udenfor. Som et særsyn i Afrika kan vandet i hanen drikkes, for al hotellets vand kommer fra firmaets eget rensningsanlæg.

Piccolo i Danmark

Jean-Pierre V. Manigoff - V-et står for Valdemar - er både dansk og fransk statsborger. Hans mor er dansk og hans far en af de mange flygtninge fra Armenien, der kom til Frankrig. Men han er opvokset i Danmark, og på væggen i hans kontor hænger fotos af Dronningen og Prinsen.

Selv har den nu 54-årige hoteldirektør kæmpet sig op fra bunden. Efter hotelskolen i København kom han i lære i Helsingør og blev siden piccolo på Royal Hotel og senere receptionist på SAS Scandinavian.

Efter titler som receptionschef og vicedirektør blev Manigoff som 30-årig direktør for Sheraton ved søerne i København, og så begyndte en lang verdensturné. Inden for Sheraton-gruppen blev danskeren direktør i Stockholm, Mexico City, Abuja i Nigeria, Libreville i Gabon og Cotonou i Benin, før han for ti år siden kom til Addis Abeba.

»Ejeren besluttede, at jeg skulle komme fire år før åbningen af hotellet, så jeg kunne være med til at præge det. Siden er hotellet blevet mit barn. Når jeg forlangte den mest moderne teknologi, rystede folk på hovedet og sagde, at dette er Afrika,« fortæller konsulen og fik som regel sin vilje.

700 fastansatte

Ejeren er Mohamed Al Amoudi, en saudi-arabisk rigmand med etiopiske rødder. Som ejer af Midroc-gruppen, der også har betydelige interesser i Sverige, blev han den største investor i Etiopien efter det kommunistiske regimes fald i 1991. Gruppen har penge i alt fra hospitaler og guldminer til kvægbrug og oliedistribution.

Al Amoudis ønske var at bygge den flotteste adresse i Addis Abeba. Han købte alle huse på en høj tæt ved nationalpaladset og byggede nye, moderne huse til ejerne andre steder i byen. Det enorme hotel med vid udsigt ned over byen åbnede i februar 1998 og blev øjeblikkeligt en reference for hele landet.

»Vi har haft 27 statsoverhoveder boende på hotellet på en gang, og vi har haft besøg af adskillige regeringsledere, heriblandt Tony Blair,« siger Manigoff, der har sin private villa på hotellets område.

Pyntet til jul

Hotellet er blevet en vigtig institution i hovedstaden, der bl.a. huser hovedkvarteret for Den Afrikanske Union. Med en belægningsprocent på omkring 75 er der råd til at afsætte penge til velgørende arbejder som renovering af skoler, og også som arbejdsgiver spiller hotellet en vigtig rolle.

»Vi har 700 fastansatte og 200-300 løst ansatte, og vi er klart lønførende i landet. En lokalansat her tjener ofte fire gange mere end en etiopisk minister, og oveni sørger vi for sygesikring og pensionsordning.«

Fra sin danske kulturarv har Jean-Pierre Manigoff også importeret et hidtil ukendt begreb i Etiopien, dansk julepynt. Udenfor er hotellet her i december pyntet med gran og røde bånd, indenfor i receptionshallen står et stort juletræ og et eventyrligt stort kagehus.

Hotellet er jævnligt ramme om store fester. Etiopien anvender den gregorianske kalender og befinder sig officielt i år 1997, men også datoerne er forskudt, så alle højtider kan fejres to gange.

Jul i Etiopien falder 7. januar og nytår 10. september. Men Sheraton holder også nytårsaften efter vores tidsregning, og 31. december slås dørene op for 5.000 mennesker til et kæmpe nytårsbal med middag og dans til internationale musikstjerner til en rimelig kuvertpris på under 1.000 kr. alt inklusive.

»Vi vil uden tvivl også feste, når Etiopien om tre år fejrer overgangen til år 2000,« siger Jean-Pierre V. Manigoff, hoteldirektør og siden august 1999 også konsul på Danmarks største konsulat.

jorgen.ullerup@jp.dk

Del artiklen