Argentina indrykker annoncer om amerikanske "gribbe"
Konflikten mellem Argentina og en række amerikanske investorer eskalerer igen.
Det er dommerens skyld.
En undskyldning der nok er taget i brug i ny og næ inden for sportens verden, men som nu også bliver trukket op af lommen af den argentinske præsident.
Præsident Cristina Elisabeth Fernández de Kirchner har nemlig sammen med resten af den politiske ledelse i Argentina indrykket store helsidesannoncer i Wall Street Journal og New York Times, hvor en amerikansk dommer bliver mere eller mindre direkte anklaget for at være skyld i Argentinas tekniske fallit.
Det skriver Wall Street Journal.
Afviser rabat
Tidligere på måneden blev Argentina erklæret fallit for anden gang på bare 13 år, efter landet havde afvist at betale en række amerikanske investorer, der købte billig statsgæld i Argentina efter sidste statsbankerot.
Den argentinske regering mener, at amerikanerne skal give en rabat på statsgælden, ligesom hovedparten af Argentinas andre kreditorer har gjort det.
Noget de amerikanske investorer blankt har afvist, og i sidste uge afgjorde en amerikansk domstol, at investorerne ikke behøver at give afkald på den argentinske gæld.
Det har fået sindene i kog i Argentina, hvor præsident Cristina Elisabeth Fernández de Kirchner har beskyldt de amerikanske investorer for at være en flok gribbe og altså senest har fået indrykket annoncerne, der kritiserer den amerikanske dommer Thomas Griesa, der har afsagt dommen til investorernes fordel.
Den manøvre er dog ikke er faldet i god jord i USA og bestemt ikke hos dommer Thomas Griesa.
Foragt for retten
Ifølge Wall Street Journal truer dommeren med at dømme Argentina for at udvise foragt for retten, hvis ikke "de falske og misvisende" beskyldninger ophører.
Dommeren pointerede samtidig, at der ikke ville blive rokket ved hans afgørelse om, at Argentina skal betale det fulde skyldige beløb til de amerikanske kreditorer.
"Det er meget simpelt. En delvis betaling tæller slet ikke som betaling."
Udover helsidesannoncerne i de store amerikanske aviser har argentinerne ifølge New York Times lavet en social medie-kampagne med hashtagget #GrieFault, der er en sammentrækning af dommerens efternavn Griesa og det amerikanske ord 'default', der kan betyde betalingsstandsning.
Ifølge den amerikanske avis er der også rundt omkring i Argentina opsat plakater med dommer Griesas hoved klistret på en gribbe-krop.
Vil overtage gælden
Konflikten mellem Argentina og de amerikanske investorer betyder, at ingen af landets mange kreditorer får penge, før argentinerne går med til at betale de amerikanerne.
Derfor har en række centralbanker tidligere forsøgt at købe gælden fra amerikanerne - dog uden at lykkes med det.
Senest er en større forsamling af internationale banker og investorer gået sammen for at overtage gælden og opbløde konflikten, der har fået Argentina i betalingsstandsning, til trods for at landet har pengene til at betale gælden.
Det fremgår ikke af hverken New York Times eller Wall Street Journals dækning af sagen, hvorfor de to aviser har valgt at lade de store annoncer gå i trykken.