Så meget kan du spare ved at lease
Flere store spillere på det danske leasing-marked har gjort leasing til en billigere fornøjelse.
Der er en besparelse at hente, hvis man vælger at lease frem for at købe biler i mellemklassen.
Det skriver Berlingske.
Flere af de store europæiske bilmærker presser hinanden og dermed prisen ned på nogle af de mest populære valg i mellemklassen som Peugeot 308 og VW Golf.
Spar over 70.000 kr.
Bilportalen Autocom har lavet en række beregninger for Berlingske for, hvor meget man sparer på at lease frem for at købe biler i mellemklassen.
Ifølge Autocom sparer man 72.000 kr. på at lease en BMW 320 og 74.000 kr. på at lease en Peugeot 308 frem for at låne og købe over en tre-årig periode.
Beregningen er en anden, hvis man selv har sparet hele beløbet op og ikke skal låne til bilkøbet.
Pas på ekstraregning
Ifølge tal fra Finans og Leasing er der sket en markant stigning i antallet af virksomheder og privatpersoner, der vælger at lease i stedet for at købe.
Sammenlignet med første kvartal af 2013 var der i 2014 sket en tredobling af antallet af nye leasing-aftaler.
Selvom det kan være en bedre forretning at lease, er der noget, man bør være særligt opmærksom, hvis ikke man vil have en ekstraregning.
"Hvis en bilist over tre år har kørt 30.000 km mere end aftalt, kommer der selvfølgelig en regning. Derfor understreger vi også over for medlemmerne, at de skal få genforhandlet leasingkontrakten, hvis deres kørselsbehov ændrer sig. Efter 12 måneder kan de komme ud af leasingaftalen, og så må de indgå en ny aftale med et andet antal kilometer. Det er i høj grad bilistens eget ansvar," sagde Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM, tidligere på året til Jyllands-Posten.