Fortsæt til indhold
Erhverv

Investorer frygter økonomisk afgrund

Frygten for "fiscal cliff" påvirker forventningerne til atkiemarkedet.

Ritzau Finans

Med præsidentvalget overstået retter de amerikanske investorer i højere og højere grad øjnene mod det næste bump på vejen.

Det er den store pakke af finanspolitiske stramninger og skattestigninger, den såkaldte "fiscal cliff", der lurer den første januar.

En dato, der kun rykkere tættere på. Det har bragt uroen tilbage i markedet, og tirsdag ventes det amerikanske aktiemarked at falde tilbage fra start.Futures, kontrakter der lader investorer spekulere i fremtidige indeksniveau, ligger omkring 0,4-0,6 pct. lavere forud for åbningen.

Venter på kompromis

- Det største problem lige nu er "the fiscal cliff", og det er et reelt et af slagsen. Min personlige holdning er, at politikerne vil komme frem til et kompromis, men ikke før klokken er et minut i tolv. Det er klassisk amerikansk politik, siger investeringsdirektør for Global Financial Capital Management Chris Bertelsen til CNN Money.

I forbindelse med forhandlingerne om gældsloftet i USA blev politikerne enige om en blanding af budgetstramninger og skattestigninger, der var skemasat til første januar. Pakken vil skære op mod 5 pct. af USA's BNP og sende landet tilbage i recession, og derfor venter markedet nu på, at politikerne bliver enige om ændringer i pakken, der kan mindske slaget.

- Usikkerheden om budgettet for 2013 er en stor risiko. Alt vil afhænge af Barak Obamas lederskab, siger aktiestrateg hos BNP Paribas Guillaume Duchesne til Bloomberg News.

Venter Microsoft-dyk

Selskabsspecifikt ventes Microsoft at dykke, efter direktøren Steven Sinofsky har forladt selskabet.

Home Depots aktionærer kan få en god dag, efter detailkæden, der bedst kan sammenlignes med Silvan i Danmark, opjusterede sine forventninger til hele året. Omsætningen ventes nu at vokse 5,2 pct. i år mens indjteningen per aktie ventes at stige 23 pct. til 3,03 dollars per aktie.

- Vores resultater for tredje kvartal var bedre, end vi havde ventet, og reflekterer til dels hvad vi mener er starten på en bevægelse mod en heling af husmarkedet, udtaler administrerende direktør Frank Blake, der sender en særlig tak til de medarbejdere, som hjælper med genopretningen efter orkanen Sandy.

Home Depot omsatte i tredje kvartal for 18,1 mia. dollar, hvilket gav et plus på bundlinjen på 947 mio. dollars.