Bendtsen: Jeg har aldrig pralet med eksamen
Tidligere erhvervsminister tager til genmæle efter en artikel på bt.dk, hvor det påstås, at Bendt Bendtsen har "pyntet på sit cv".
Ifølge artiklen har Bendt Bendtsen i årevis påstået, at han havde en højere handelseksamen, selvom han kun har et enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi fra Tietgenskolen i Odense.
Men det har han aldrig sagt, skriver Bendt Bendtsen nu i en mail til Fyens.dk.
Ingen pral
"Jeg kan ikke bekræfte B.T.s historie. På mit CV står der ganske rigtigt, at jeg har en HH i regnskab og driftsøkonomi. Regnskabslære/driftsøkonomi er et enkeltfag på Tietgenskolen, som jeg tog og bestod i 1988, mens jeg arbejdede som politimand. Jeg har aldrig brystet mig af at have en færdig studentereksamen," skriver han i mailen.
Bendt Bendtsen vil dog for en sikkerheds skyld korrigere oplysningerne på sit cv, så der ikke er nogen tvivl om, hvad han mener.
"Når jeg har skrevet, som jeg har gjort på mit cv, er det, fordi jeg troede, det var den rigtige måde at beskrive min eksamen. Men hvis det kan glæde nogen, tilføjer jeg gerne mit cv ordet 'enkeltfag', skriver han i mailen.