Top 3: Disse danske selskaber har størst potentiale frem mod 2017
Et finansielt selskab har kigget på de selskaber med det procentvise største og mindste potentiale for vækst frem mod 2017. Vinderen af listen estimeres at kunne vækste med over 700 pct., mens taberen ender i minus.
Det uafhængige, svenske finansielle selskab Inquiry, der lever af at levere konsensusestimater med data trukket fra adskillige investeringsfonde, har kigget på en lang liste af Danmarks største selskaber og kommer her med deres estimater på, hvordan selskabernes potentiale ser ud for vækst i 2017.
712 pct. Så meget viser Inquirys estimater, at Lundbecks overskud kan vokse i procent fra regnskabsåret 2014 og frem til 2017. Dermed topper medicinalfirmaet listen over selskaber med størst potentiale.
»Det er et resultat af, at selskabet kommer fra et direkte underskud i 2014, hvilket får tallene til meget hurtigt at vokse,« siger Michael Borre, chefrådgiver i aktieinvestering hos Nordea.
»Virksomheden skal genrejses, og det kommer formentlig til at vise sig på lønsomheden.«
Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, er enig. Han peger ligeledes på ansættelsen af Kåre Schultz som en af de helt store årsager til, at fremgangen kan forventes så stor.
»Kan tro flytte bjerge? Hos Lundbeck tyder noget på det. Siden Kåre Schultz blev udnævnt som ny direktør i april og tiltrådte i maj måned, er investorernes vurdering af Lundbeck steget markant,« siger han.
»Kåre Schultz har allerede varslet, at han vil fyre 10 pct. af Lundbecks ansatte og sammen med andre store effektiviseringer, vil det uden tvivl føre til en øget omsætning.«
Per Hansen påpeger, at det ikke er sikkert, at den nye direktørs plan lykkes fuldt ud, men investorerne og aktionærerne tror på ham.
410 pct. mener Inquiry, at Danske Bank vil vokse med.
Michael Borre, chefrådgiver i aktieinvestering hos Nordea, vurderer også, at der er fine investeringsmuligheder i Danske Bank.
»Som investor kigger man allerede frem mod 2016, og der ser jeg gode muligheder for, at Danske Bank vil vokse. Man skal dog tage højde for, at den meget voldsomme procentvise stigning skyldes, at Danske Bank havde et usædvanligt dårligt regnskabsår i lige netop 2014, og derfor vil de helt naturligt ligge ekstra godt på en liste, der bygger på procentvis fremgang,« siger han.
Han peger på bankens restruktureringsprogram, der skal reducere omkostninger, som årsag til, at de vil klare sig godt hen over de næste år.
Også Per Hansen fra Nordnet er positiv på Danske Banks vegne, men mener ligeledes, at man må tage højde for bankens dårlige regnskab i 2014, når man ser på den procentvise stigning.
»Kigger på man tallene for 2015 og 2016, er den procentvise stigning noget mindre, simpelthen fordi 14 var så dårligt. Der er ikke så stor efterspørgsel på lån, og det er en udfordring, alle danske banker står med.«
På Inquirys tredjeplads kommer Genmab, som estimeres til en fremgang på 206 pct.
»Genmab har puttet noget såsæd i jorden, og snart vil det vise sig, om det spirrer,« siger Per Hansen og henviser til et nyt produkt, Genmab arbejder på, og som inden længe formentlig vil få et såkaldt "fast track"-stempel i USA, hvilket vil speede godkendelses-processen betydeligt op.
»Hvis man kigger på aktiekursen, er den nærmest ti-doblet over en periode på fem år, så jeg ser gode muligheder i at investere i Genmab,« siger Per Hansen.
Michael Borre peger på, at Genmab er det mest risikable selskab i top 3.
»Du køber nogle aktier, som bygger på, at man tror, et produkt bliver godkendt. Der er ingen garantier.«
På Inquirys liste deltager 38 danske selskaber. Et af de helt store selskaber, nemlig AP Møller Mærsk ligger på en tredjesidsteplads med en procentvis tilbagegang på minus 18.
»Oliefronten er meget, meget lav. Desuden skal olieaftalen i Qatar genforhandles i år, og hvis det overhovedet lykkes, bliver det ikke på samme gode vilkår som nu,« siger Michael Borre.
Per Hansen påpeger, at Mærsk i 2014 var positivt påvirket af salget af Dansk Supermarked, og dermed har de sværere ved at præstere godt på en liste som Inquirys, der baseres på procentvis fremgang.
»Der ud over mener jeg også, at Mærsk Line er udfordret pga. den manglende efterspørgsel på containere. Det går så lidt ud i et med de lave oliepriser, men Mærsk er bestemt lidt udfordret de næste år,« siger han og understreger samtidig, at de er at betragte som robuste.
På andensidstepladsen finder man TDC. Michael Borre og Per Hansen er enige om, at de, som så mange andre teleselskaber, er pressede på de lave priser på både mobiler og telefoni.
»Der findes ikke en investor, som ikke har talt TDC ned. Deres udfordring er, at mobilpriserne i Danmark er blandt de laveste i Europa, men vi er nogen af dem med de højeste lønninger, så markedet er presset,« siger Per Hansen.
Inquirys sidsteplads går til TopDanmark, og der peger begge investeringseksperter på, at det i høj grad skyldes, at regnskabet for 2014 så så godt ud, at det er svært for dem at gøre det meget bedre.
»TopDanmark havde et ekstraordinært godt regnskab i 2014 pga. det gode sommervejr, som førte til færre udgifter til skadesforsikringer,« siger Michael Borre.
»Selskabet er en velsmurt maskine, som er god til lige præcis det, det gør. At sælge forsikringer. Når de så ikke ligger højere, skyldes det til dels, at de allerede nu har trimmet deres virksomhed så meget, at andre konkurrenter begynder at komme efter dem, bl.a. Tryg, og det presser dem en del,« siger Per Hansen.
Tallene på Inquirys liste er trukket efter, at de fleste selskaber har aflagt deres halvårsregnskab.