Fortsæt til indhold
Erhverv

Operachef: Vi har en større chance for at nå ind til hjertet af Steve Jobs

Den Jyske Opera er så forelsket i idéen bag opsætningen af Steve Jobs' liv, at chefen agter at rejse til USA i 2017.

Steve Jobs havde ikke en tone i livet, men hans liv havde masser af toner.

Derfor er Den Jyske Opera så forelsket i idéen bag stykket "The (R)evolution of Steve Jobs", at operachef Annilese Miskimmon allerede er i færd med at tage kontakt til sin kollega i New Mexico.

»Så snart jeg læste det, fandt jeg mailadressen til Santa Fe Opera frem, fordi jeg gerne vil se opsætningen i 2017 og undersøge, om det er muligt at hive den til Danmark,« siger Annilese Miskimmon og forsøger at forklare, hvad en teknologisk topchef dog har at gøre i en opera.

»Det er en fremragende idé at hive Steve Jobs' liv ind i operaen. Jeg ville selv elske at se den opsætning, fordi hans historie er fyldt med kontraster. Eksempelvis hans avancerede maskiner sat over for hans rene design. Eller hans overvældende succes sat over hans rodede privatliv og tidlige død. Det er i bund og grund derfor, at folk er så fascinerede af Steve Jobs. Fordi han er umulig at summere op på en simpel måde,« lyder det fra operachefen.

Hun har netop haft premiere på den tjekkiske forestilling Jenufa, der på tilsvarende vis består af komplekse figurer.

»Før i tiden havde operaer måske en tendens til at tale i stereotyper. Der var en god mand og en ond mand i en kærlighedshistorie fyldt med symboler. Nu interesserer vi os mere for de komplicerede fortællinger a la Steve Jobs. Personligt vil jeg mene, at en opera har en større chance for at nå ind til hjertet af hans væsen. For en opera forsøger - i modsætning til bøger og film - ikke at fortælle noget på en historisk og lineær måde,« siger Annilese Miskimmon og fortsætter:

»På den måde går operaen bag om fakta. Det er den virkelige magi. Det er nemlig svært at forklare sådan en historie kun med ord. Man er nødt til at udtrykke følelserne bag hans handlinger og beslutninger og få det hele til at gå op i en højere enhed via musikken og sangen.«

Hvis operachefen får ret, så har Steve Jobs vitterligt stadig en rolle at spille fire år efter sin død. Hvem sagde phantom of the opera?

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.
Artiklens emner
Apple