Handelsbanken klarer sig bedre på bundlinjen end ventet
Den svenske storbank Handelsbanken kom ud af tredje kvartal med et overskud, der var større end ventet.
Det viser regnskabet for tredje kvartal.
Nettooverskuddet blev på 3899 mio. svenske kroner, mens analytikere, der havde afgivet estimater til SME Direkt, så et overskud på 3738 mio. svenske kroner.
Samtlige poster i regnskabet var bedre end ventet, bortset fra omkostningerne, der landede lige som ventet og nedskrivningerne på udlån, der endte dårligere end ventet. De blev i kvartalet 497 mio. svenske kroner, mens analytikerne havde ventet mere beskedne 316 mio. svenske kroner.
I Danmark havde Handelsbanken ikke noget prangende kvartal. Driftsresultatet faldt 40 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, trukket ned af at nedskrivningerne er steget til 172 mio. svenske kr. fra 29 mio. svenske kr. Nettorenteindtægterne viser til gengæld fremgang.