Fortsæt til indhold
Erhverv

Handelsbanken har flest tilfredse privatkunder ...

Handelsbanken vælter sig i tilfredse kunder.

Claus Iversen

Ingen over og ingen ved siden af. Sådan kan Handelsbankens situation i Danmark beskrives. Igen i år stiller banken sig øverst på skamlen i den såkaldte EPSI-undersøgelse af såvel privat- som erhvervskunders tilfredshed med deres bank.

Det er tredje år i træk, at bankens direktør kan hænge guldmedaljen over hovedet, og det glæder den øverste chef, Lars Moesgaard, der for nogle måneder siden afløste Frank Vang-Jensen som øverste chef for Handelsbanken Danmark.

»Kunderne ser ud til at kvittere for vores decentrale måde at drive bank på, hvor filialerne er selve banken, og hovedkontoret kun er til for at understøtte dem,« siger Lars Moesgaard, adm. direktør i Handelsbanken.

Åbner filialer

Han er nemlig ikke i tvivl om, at filialer fortsat er vigtige. Handelsbanken er faktisk gået mod strømmen i den danske banksektor og har åbnet flere filialer de seneste år.

»Det handler om, at kunderne skal have direkte adgang til deres rådgiver og ikke bare til en ukendt person i et callcenter. På den måde møder kunderne også en beslutningstager med det samme,« siger Lars Moesgaard.

Handelsbanken er landets femtestørste bank, og dermed banker man en tyk pæl gennem påstanden om, at det ikke er muligt at drive en stor bank og samtidig være populær.

Det kæmper Danske Bank stadig med. Den har længe ligget helt i bund i stort set alle kundetilfredshedsundersøgelser bortset fra dens egne, men år 2014 ser ud til at være et vendepunkt.

Banken oplever den største fremgang i kundetilfredsheden blandt private kunder af alle banker og går frem fra 59,5 til 64 point på en skala fra 0 til 100 i forhold til samme undersøgelse sidste år.

»Undersøgelsen er helt i tråd med det, vi selv oplever i mødet med vores kunder: Det bliver gradvist bedre, men vi har stadig et langt stykke at gå for at gøre vores kunder mere tilfredse,« siger Thomas Mitchell, chef for Danske Banks Personal Banking Danmark.

Han forsikrer, at banken vil forsætte i samme spor.

»Vi arbejder benhårdt på at sikre gode kundeoplevelser hver dag, og undersøgelsen viser, at bevæger os i den rigtige retning, og at vi gør de rigtige ting,« siger Thomas Mitchell.

Nykredit Banks privatkunder bliver omvendt mere utilfredse med deres bank. Det var i går ikke muligt at få en forklaring på dette fra banken.

Populære lokalbanker

Ifølge EPSI er privatkunderne generelt blevet mere tilfredse med deres bank. Fremgangen skyldes især den højere tilfredshed blandt Danske Banks kunder, som er blevet mere glade for bankens kundeservice.

De lokale banker har generelt også meget tilfredse kunder, mens Sydbanks adm. direktør, Karen Frøsig, indtager tredjepladsen.

»I Sydbank har vi en størrelse, der gør, at vi er hurtige med at give tilbagemeldinger til vores kunder, og vi er altid tilgængelige og står til rådighed, når kunden har et konkret behov,« siger Karen Frøsig om placeringen.

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, må stille sig pænt op lige uden for præmieskammelen, mens Nordeas øverste chef i Danmark, Peter Lybecker, indtager femtepladsen.

EPSI har gennemført 3.100 interviews i perioden 12. august til 17. september i år.